Endelig er de Kaiju-bekæmpende Jaeger-robotter vendt tilbage til det store lærred—selvom Guillermo del Toro denne gang er skiftet ud med Steven S. DeKnight i instruktørstolen. Og jeg ville enormt gerne bedømme Pacific Rim: Uprising uden konstant at sammenligne den med forgængeren. Men når efterfølgeren til del Toros sci-fi action-brag glad og gerne kaster om sig med henvisninger til den forrige Pacific Rim (2013), er det umuligt at lade være.
Pacific Rim: Uprising er så uselvstændig, at den skamløst starter med at opsummere forgængerens handling—inklusiv genbrugte klip og det hele. Og hvis det ikke skulle være nok, er nogle af de vigtigste dele af plottet afhængige af karakterer fra Pacific Rim; de står for nøgleinformation og endda plot twists. Uprising har umådeligt svært ved at stå på egne ben.
For at gnide salt i såret behandler filmen ikke engang de gamle karakterer særlig pænt. F.eks. var Stacker Pentecost (Idris Elba), heltefiguren fra Pacific Rim, åbenbart en så streng og halvdårlig far, at Jake Pentecost (John Boyega) er blevet en svært utilpasset ung mand—og det er en af filmens mildere fornærmelser mod de velkendte karakterer.
Netop John Boyega fortjener dog ros. Hans skuespilpræstation stråler, og han formår at tilføre Jake Pentecost masser af liv og gåpåmod. Han spiller især overfor Cailee Spaeny som Amara Namani, der også gør sit bedste. Det er ikke hendes livs rolle, men hun går tydeligvis til den med stor entusiasme.
Desværre bliver alle skuespillerne svigtet af både karakteriseringer og et plot, der halter som var de halvsmadrede Jaeger-robotter. Dialogen svinger mellem at være dejlig rap og at være næsten pinlig at høre på. Samtidig er mange af bipersonerne underudviklede, og deres subplots er propfyldt med løse ender.
Selv når Jaeger-piloter rent faktisk går hen og dør, gør Pacific Rim: Uprising meget lidt ud af disse dødsfald og giver på ingen måde resten af karaktererne tid til at sørge. Så lidt går filmen op i at færdiggøre sine mange sidehandlinger—og dem, den rent faktisk ser til ende, bliver så hurtigt afviklet, at man skulle tro, den havde glemt et brød i ovnen derhjemme. Pludselig kommer karaktererne sig på mirakuløs vis over livslange traumer.
Dette problem er vævet sammen med plottets mange huller, så vi får et dejlig mølædt tæppe ud af det. Jeg er sådan én, der aldrig prøver at gætte, hvem der er morderen i krimiserier, for jeg foretrækker at blive overrasket. Så når selv jeg sidder og tænker ”hvorfor gjorde de nu X i stedet for Y—og Z giver jo slet ingen mening,” så står det umådelig skidt til. Dette kulminerer i, at filmens store plot twist er så ufrivilligt morsomt, at jeg i stedet for at gispe eller blive overrasket blot grinte røven i laser; mere end jeg grinte af filmens håndfuld gode jokes.
Pacific Rim: Uprising er nemlig både klichéfyldt og forudsigelig uden at kunne underbygge det med et glimt i øjet, fantastisk action og masser af kreativitet. Der er for lidt gedigen action og for få frygtindgydende Kaijus—selvom de action-scener, vi rent faktisk får at se, kører ret godt. De er aldrig lige så stilede eller farverige som i Pacific Rim, men især den endelige kamp nær Mt. Fuji er hæsblæsende. Underholdende, det er Uprising i hvert fald. Så længe man kan ignorere alt det, der ligger mellem action-scenerne.
Det er ganske ironisk, at Jake Pentecost kæmper med at leve op til faderens ry og heltestatus. Pacific Rim: Uprising er nemlig i samme båd. Den trækker konstant på forgængerens platte storhed, men formår aldrig at nå den til sokkeholderne. Jake sagde det simpelthen bedst selv: ”It should’ve been epic, but it wasn’t.”
Kommentarer