Anmeldelse
OVERLORD: En underholdende, men ubeslutsom science fiction-horror

Af Emma Gilling-Iskov

Hvad er mere skræmmende end 2. Verdenskrig? 2. Verdenskrig med zombier! Eller det skulle man tro.

Himlen brænder, og det skrøbelige C-47 transportfly emmer af frygt, bræk og tvivlsomt kammeratskab inden antiluftskyts splitter det ad. De overlevende er en umage gruppe amerikanske faldskærmssoldater, som har til formål at sikre landgangen for den største invasionsflåde til dato.

Bag fjendens linjer konfronteres de med en ondskab, der overstiger selv de mest erfarne veteraners skrækscenarier.

Nazisternes eksperimenter demaskeres sent, hvilket er med til at vedligeholde spændingen et godt stykke inde i filmen. Derefter konfronteres man ellers godt og grundigt med monstrene, men fordi de er velkonstruerede og klamme, forbliver det skræmmende.

Filmen er følelsesmæssigt distanceret med et blodigt glimt i øjet og har stor underholdningsværdi, hvis blot man slår hjernen fra og glemmer alt om historietimernes kildekritik. Splatteren får seeren til at rynke på næsen og knibe øjnene sammen, samtidig med at de utallige jumpscares og det intense narrativ får publikum ud på kanten af biografsædet. Spænding er der nok af, men hvis du søger en mening med galskaben, er du gået forkert.

Jeg forventede, at krigsdramaets tilførsel af science fiction og monstre havde til formål at give ondskaben et andet ansigt. Et visuelt skræmmende ansigt for at understrege nazisternes uhyggelige udskejelser og indgyde en mere kropsligt forankret frygt i os. At zombierne ville være et symbol på den epidemi af ondskab og hjernevask, som rent faktisk fandt sted under krigen.

Handlingen er dog reduceret til en simpel fortælling om mænd på en mission, som er mere udfordrende end først antaget – en klassisk science fiction-fortælling om eksperimenter eksekveret af en Frankensteinfigur. Filmen kommer aldrig på et højere plan. Tværtimod giver filmen flere associationer til grindhouse-genren end det 2. Verdenskrigsdrama, den også slår sig op på at være.

Alt i alt negligeres krigsdramaets klassiske værdier, karakterudvikling og troværdigt skuespil til fordel for gore og vold. Men fungerer det så? Til dels. Overlord balancerer mellem det komiske og det skræmmende, men orkestreringen får flere gange filmen til at virke som en ubeslutsom science fiction-gyser.

Billy Ray’s manuskript giver sjældent skuespillerne lov til at trække vejret i den overfladiske dialog med de mange komiske twists. Jokes drukner i hinanden og derfor bliver filmen aldrig rigtig sjov – tilmed forstyrrer de uhyggen på uheldige tidspunkter, så den heller aldrig får lov til at blomstre som gyser.

Det kan godt være 2. Verdenskrig med zombier ikke er lige så uhyggelig, som det kunne have været, men det er nazi-Pilou Asbæk til gengæld. Han giver den gas i skurkerollen som Wafner – den sleske og manipulerende SS-officer – og er en gennemført og overbevisende komponent i filmen. Med et lumsk smil træder han ind ad døren, slikker håret tilbage og går på et splitsekund fra at være en ydmyg mand til en gennemført psykopat.

Overlord er alt i alt en lidt forvirrende oplevelse med en utydelig intention udover ren underholdning. Filmen revolutionerer ikke krigsdramaet og det kontrafaktiske blik på historien tilfører ikke fortællingen om 2. Verdenskrig et ekstra lag. Til gengæld er Overlord et godt bidrag til gyser og grindhouse-genren, og jeg forlod biografen med en slukket actiontørst og et hav af eksplosioner på nethinden.