Af Bastian Faaborg Poulsen
Over Stregen er en film, hvis tilblivelse har fundet sted med hjerteblod som produktionsmotorens benzin.
Baseret på ophavsmanden og produceren Ahrnt Clausens egne oplevelser som far, der ingen tidligere erfaring har inden for filmproduktion, har han sammen med instruktør Vibeke Muasya skabt en film ansporet af et forsæt om at hjælpe unge, som næsten er lige så rørende som filmen selv.
Vi følger 13-årige Martin (Ejgil Riis Hansen), som bor alene med sin far, Thomas (Martin Greis-Rosenthal). På grund af mistrivsel skifter Martin til en ny skole, hvor han bliver offer for et tyveri, som faren afslører. Det fører til, at flere af de medskyldige bortvises. Herefter brændemærkes Martin som ‘snitch’, og en målrettet mobning mod ham tager til, mens en splid opstår mellem ham og faren, og Martin gradvist isolerer sig selv, indtil alt håb synes ude.
Alt fra impulsive, skødesløse bemærkninger, der langt fra er overlagte eller systematiske, til anonyme dødstrusler og falske nøgenbilleder belyses undervejs. Der er tale om et mangefacetteret og moderne portræt af den dårskab, som børn volder hinanden. Et eksempel er en situation i skolegården, hvor en invitation til at se med på noget på en telefon hurtigt trækkes tilbage af et par drenge i skolegården, som om det var for sjov. “Hvad tror du selv, idiot,” siger én af drengene, og Martin fortsætter med en påtaget uanfægtet mine.
Hansen viser i disse scener et af oplevelsens mest smertende aspekter, navnlig at undertrykke følelsen af at være såret, fordi man ikke føler sig berettiget til den. Den unge debutant snubler hverken i scener, der kalder på subtil angst, glæde eller afreagerende teenagevrede. Tværtimod formår han prisværdigt at tilføre Martin en grad af naivitet og uskyld, som gør hans selvbebrejdelse hjerteskærende.
Når jeg ligeledes ser Rosenthal som Thomas rørt til tårer over et natligt ømhedsudtryk fra sin søn eller mumle “fucking lorteunger” i bilen efter et ildevarslende opkald, ser jeg ikke en skuespiller, som leverer replikker, men en fars kærlighed til sin søn. Der er en håndgribelig frustration i hans spil, men også en sårbarhed, som forankrer filmen i sin ømt genkendelige virkelighed.
Det er dog langt fra en nøgtern skildring af emnet. Agendaen skinner igennem i filmens usmigrende fremstilling af folkeskoleledelser, og der tages også åbenlyst side i debatten om omvendt inklusion, idet faren til en mobber med ADHD fremstår temmelig ulidelig. At den i en sådan grad tilmed er svøbt i sentimentalitet, vidner både om dens afsæt i virkelige, personlige oplevelser, men også om en kompromisløs bestræbelse på at formidle et budskab, som ikke må misforstås. Dette sker ikke på bekostning af en velfortalt historie, men man er heller ikke i tvivl om, at man bliver fortalt, hvad man skal få ud af oplevelsen.
Det er ikke et krav, at samfundskritiske film fortæller os, hvordan problemerne skal bekæmpes, blot at de bliver belyst, og at der tages stilling til dem. Alligevel rummer Over Stregen en del håb og et budskab om, at empati og sammenhold er stærkt nok til at redde liv. Jeg er ikke i tvivl om, at filmen vil blive fast pensum i folkeskolerne, blandt filmene man viser i forbindelse med de obligatoriske trivselsforløb. Vil den løse mobning? Næppe, men den vil hjælpe nogen, og det vil være det værd.

