[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Tilde Søgaard Carlsen[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Ved første, blotte øjekast sanser man en fredelige idyl. Som vandet risler, fuglene kvidrer, og cikaderne synger, ænser man ikke den frygt og rædsel, som gemmer sig i den colombianske jungle: Her lever et obskurt væsen, hvis ondskab har forsaget, og stadig forsager, livslang pinsel. Det er det krigeriske menneske og dets endeløse kamp mod sin egen art — og ikke mindst den meningsløshed krigen medfører.
Den colombianske borgerkrig har varet i over 50 år og er udgangspunktet for Felipe Guerreros første spillefilm som instruktør: Oscuro Animal (2016) følger tre kvinders individuelle flugt fra krigens rædsler. Den skildrer deres nødsagede valg om at forlade det, de betragtede som deres hjem og dem, de betragtede som deres venner. Men måske mest særligt er filmen fortalt uden dialog.
Guerreros fravalg af dialog afspejler den meningsløshed, som den colombianske borgerkrig repræsenterer. Det er en krig, der har varet en menneskealder; som børn er blevet født ind i og opvokset under, og som er blevet en hel befolknings hverdag og virkelighed. Ord har ikke mere at sige og kan næppe heller udtrykke følelserne gemt i krigens molesterede ofre.
Nok så paradoksalt, kan man tænke, så spiller lyden en ganske stor rolle. Aldrig er der helt tavst, og junglen summer af liv. Lyden springer i intervaller og locations, og dens kontinuitet fungerer som en konstant reminder om de tre kvinders ene og egen kamp; om at de står alene og på egne ben. Særligt Guerreros brug af off screen lyd vækker både nysgerrighed og frygt, som når filmens ene hovedperson (Marleyda Soto) gemmer sig på gulvet i en bus, og man “skånet” fra synet udenfor kan høre skud affyres og børn græde.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Oscuro Animal[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Felipe Guerrero[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Colombia, Argentina, Holland, Grækenland & Tyskland[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Det er i høj grad en film med respekt for sine hovedpersoner og for kvinder generelt. Det er ikke kvinder, der udelukkende flygter i frygt, men som i højere grad har truffet et valg om at ville leve et andet, og forhåbentlig bedre, liv. Midt i den tyngende og dominerende meningsløshed repræsenterer kvinderne en længsel, men også et lille håb om fred. Et håb, man må sige, der særligt gør sig gældende disse dage, hvor der stadigt forhandles om en fredsaftale mellem den colombianske regering og oprørsbevægelsen Farc.
Filmens aktualitet er i høj grad dens force. Yderligere er det på mange måder, og bogstaveligt talt, en utroligt billedskøn fortælling. Den colombianske natur er fantastisk dragende, og den (i en vestlig optik) primitive livsstil i junglen er både fascinerende og frastødende. Oscuro Animal er på sin vis lige såvel et udtryk som en fortælling; og har man ikke dette for øje, kan jeg forestille mig, at den hurtigt vil blive en kedelig fornøjelse.
Filmens tempo er ganske langsomt, og den lever ikke på den vilde suspense eller hæsblæsende action. Det meste af filmen følger i princippet blot de tre kvinders flugt gennem junglen, alene til fods og uden interaktion. Det er derimod en film, der dvæler ved sine hovedpersoner og både fremhæver deres sårbarhed som viljestyrke. I deres tomme blikke siges alt, der er at sige; og deres fjerne skuen fortæller om både fortid og fremtid.
Oscuro Animal er en stærk film med et stærkt udtryk, men hvis til tider manglende fremdrift i fortællingen holder den tilbage.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer