Vi er trådt ud af et årti fyldt med film, medier og alt imellem. I den anledning tager Ordet i januar et kærligt kig på årene, der gik.
2010’erne var et begivenhedsrigt årti for filmbranchen. Mens streamingtjenester som Netflix ændrede den måde, vi så film på, var der stadig superheltefilm til at få rekordtal i biografen. Samtidig begyndte et opgør med Hollywoods behandling af minoriteter og kvinder, både som roller i filmene og som folk bag kulisserne. Men for Ordets redaktion vil 2010’erne mest af alt betyde ungdom og nye oplevelser. De film, der udkom i 10’erne, udkom i vores unge år, hvor filminteressen for alvor tog over og vores horisonter blev udvidet.
Derfor er dette ikke en liste af de vigtigste film eller største film, men i stedet de film, der har fået en plads på vores favoritlister. Film, som vi nyder at se og gense, eller at snakke om med andre ligesindede filmnørder, der kom igennem årtiet sammen med os. Dette er Ordets 15 favoritter fra 2010’erne. – Gustav Stubbe Arndal
15. Birdman or (The Unexpected Virtue of Ignorance)
(Alejandro Iñárritu, 2014)
2010’erne har med sikkerhed været et godt årti for den mexicanske instruktør Alejandro G. Iñárritu. Han markerede sig tidligt med socialdramaet Biutiful (2010) og stormede derefter gennem både overøsende anmelderros og Oscarakademiets unægtelige kærlighed i 2014 og 2015 med henholdsvis Birdman og The Revenant.
Og netop Birdman har vundet en plads blandt vores favoritter. Ikke kun fordi Iñárritu uden tvivl skulle repræsenteres på listen, men fordi filmen er en sand tour de force i sublim karakterdybde, teknisk formåen og indadrettet satire.
Gennem hvad der skal ligne ét langt one-take følger vi Michael Keaton i metarollen som den fallerede superhelte-stjerne Riggan Thomas, der forsøger et comeback på Broadways skrå brædder. Men alteregoet har taget overhånd og dukker nu frem i kostume for at hjemsøge ham som en djævel på skulderen.
Samtidig bliver han ihærdigt modarbejdet af sine omgivelser, og desperationen får langsomt sindstilstanden til at krakelerer, hvilket Iñárritu skildrer med stor flair. Især gennem det dysfunktionelle forhold til hans surmulende og bitre datter spillet af Emma Stone (i sin første Oscar-nominerede rolle). Ikke mindst rivaliseringen mellem den aldrende Thomas og Edward Nortons kompromisløse og smart-i-en-fart teaterskuespiller skaber gnistrer og hårdtslående satire.
Det er blot et lille håndpluk af Birdmans mange kvaliteter, der lader den overrumple sit publikum og gør den til en one of a kind filmoplevelse. – Lise Burmeister
14. The Grand Budapest Hotel
(Wes Anderson, 2014)
Wes Anderson præsterede et nyt højdepunkt i sin karriere tilbage i 2014 med The Grand Budapest Hotel. Denne skønne filmperle er nemlig essensen af Andersons filmstil med sin absurde deadpan-humor, farverige karaktergalleri og en fortælling, der udfolder sig i mindst lige så farverige omgivelser. Kulisserne, skuespillet og det unikke soundtrack af Alexandre Desplat går alt sammen op i en højere enhed på det grandiose Grand Budapest Hotel.
Anderson er kendt og elsket for sine skøre fortællinger med så mange forviklede handlingstråde og karikerede personer, at de i teorien ikke burde fungere. Men filmen udstråler så meget karisma og charme, at du ikke blot underholdes hele vejen igennem, men også langsomt bliver draget ind i dets hyper-stiliserede univers.
Ralph Fiennes er fænomenal som den håbløst forfængelige concierge Monsieur Gustave, der efter mordet på et af hotellets stamkunder, og hans elskerinde (en 100-årig Tilda Swinton), drager med sin trofaste Lobby Boy, spillet af Tony Revolori, ud på et dumdristigt eventyr. Alt sammen på grund af et værdifuldt maleri kaldet ’Boy with Apple’.
Men filmen er ikke bare ren overflade og komik, da Andersons flair for melankolske undertoner og tragiske menneskeskæbner står frem. Den spirende fascisme og fremmedhad i mellemkrigstiden bryder gennem overfladen på hotellet, der befinder sig i et fiktivt centraleuropæisk land.
I Wes Andersons hænder formår skæve eksistenser og excentriske historier altid at imponere og stikke dybere end som så. Særligt i dette mesterværk. – Lise Burmeister
13. Django Unchained
(Quentin Tarantino, 2012)
Quentin Tarantinos forrygende western Django Unchained om eks-slaven Django (Jamie Foxx), der sammen med tandlæge og dusørjæger Dr. King Schultz (Christoph Waltz) sætter sig for at finde og befri sin kone, Broomhilda (Kerry Washington), er blandt instruktørens mest underholdende værker. Ligesom i Tarantinos andre film er alle skuespilpræstationerne lige i skabet, men genistregen begik han i at caste Leonardo DiCaprio i sin første skurkerolle som den udspekulerede plantageejer Calvin Candie, der holder Broomhilda som slave.
Bag de sprudlende karakterer, Tarantinos morsomme dialog og filmfotograf Robert Richardsons episke billeder gemmer der sig en barsk og brutal fortælling, der ligesom instruktørens tidligere film Inglourious Basterds (2009) har sine rødder i et af verdenshistoriens mest betændte kapitler. Django Unchained fremstiller en side af 1800-tallets Amerika, som meget få western tør præsentere for publikum. Og tilsvarende Basterds orkestrerer Tarantino en sindsoprivende og voldelig hævnfantasi, som vil få selv den mest fragile tilskuer til at hoppe i sædet af fryd.
Django Unchained er også et forbilledligt eksempel på Tarantinos formidable evner som formidler af filmhistorie. Denne gang tager han slut-60’ernes spaghettiwesterns under kærlig og kyndig behandling og inviterer os ind i det sydeuropæiske westernunivers med utallige referencer til en masse af genres højdepunkter. Alene titlen er et nik til Sergio Corbuccis Django fra 1966, og hovedrolleindehaveren fra den originale film, Franco Nero, kigger desuden forbi i en cameo. Derudover er Tarantinos film også spækket med lækker musik af nogle af de største komponister af spaghetti-soundtracks – heriblandt Luis Bacalov, Riz Ortolani og den legendariske Ennio Morricone. – Christian Povlsen
12. Burning
(Lee Chang-Dong, 2018)
Sydkoreanske Lee Chang-dong er ikke den mest produktive filminstruktør, men når han har en ny titel ude, kan man godt regne med, at den er værd at se. Det er bestemt også tilfældet med Burning, der fik premiere på filmfestivalen i Cannes i 2018.
Filmen handler om den unge fyr Lee Jong-su (Yoo Ah-in), der tilfældigt møder og straks falder for sin gamle klassekammerat Shin Hae-mi (Jun Jong-seo). Velvilligt passer han hendes kat, imens hun tager en tur til Afrika, men da hun endelig vender tilbage til Korea, har hun en velfriseret og velhavende fyr ved navn Ben (Steven Yeun) med sig. Lee Jong-su, der ellers har gjort sig som rygradsløs medløber, nærer lidt efter lidt mistanke om, at den karismatiske Ben står bag en række foruroligende forbrydelser. Men er han bare paranoid?
Burning er en thriller, men den skiller sig markant ud fra andre film i genren ved at være påfaldende underspillet. Kun små ting indikerer, at der muligvis er noget galt, og det er netop det, der gør filmen så uhyre hjemsøgende. Det er en fortælling fyldt med uigennemtrængelige facader, som noget udefinerbart lurer inde bag. For eksempel kan Lee slet ikke genkende Shin, da de mødes i starten af filmen, fordi hun har fået så mange plastikoperationer, siden han så hende sidst. Efter to og en halv time i selskab med filmens tiltagende uforstående og fremmedgjorte hovedperson, sidder man uundgåeligt tilbage med en ubehagelig følelse i kroppen. – Morten Kildebæk
11. First Reformed
(Paul Schrader, 2017)
Paul Shraders First Reformed er en tung film at bære rundt på, men også én, man ikke helt kan komme af med, når først man har set den. For om man er religiøs eller ej, er historien om præsten Toller (Ethan Hawke), der efter mødet med en suicidal klimaaktivist langsomt falder ned i en spiral af depression og fortvivlelse, en meget nutidig og relevant fortælling.
Filmen udkom kort inden udtryk som ”klimasorg” blev en del af det kulturelle leksikon, og den udtrykker denne følelse af håbløshed over en tilsyneladende dødsdømt planet på gennemtrængende vis. De golde vinterlandskaber nord for New York, de nedtrykte farver og de stillestående billeder (fanget i en klassisk 4:3 ratio) skaber en dyster, makaber stemning, der kun forstærkes af Ethan Hawkes bedste skuespilspræstation til dato.
Hvordan finder man som præst håb og nåde i Guds ord, hvis klimastatistiker fortæller om en ulidelig fremtid? Hvordan finder man skønhed i graviditet og fødsel, når et barn vil vokse op i en ødelagt verden? Will God forgive us, for what we’ve done to His creation?
Disse spørgsmål har ikke nemme svar, og hverken Tollers voldsomme handlinger eller Marys (Amanda Seyfried) trøst forløser noget. Men spørgsmålene skal stilles, og First Reformed stiller dem på uforglemmelig vis. – Gustav Stubbe Arndal
10. Spider-Man: Into the Spider-Verse
(Bob Persichetti, Peter Ramsay & Rodney Rothman, 2018)
Første gang jeg kom i kontakt med Spider-Man: Into the Spider-Verse var jeg iblandt 5000 andre nørder i Madison Square Garden, under New York Comic Con, hvor stemmeskuespillere og filmskabere fra filmen trådte frem på scenen og fortalte om dens tilblivelse. De tog en snak om betydningen af en latino-afroamerikansk Spider-Man i nutidens samfund, men de tog også en vigtig snak omkring kreativitet og omkring hvad en god historie betyder for folk, der ser den.
Det første rus af spænding gjorde sig lige så stort bemærket tilbage i New York som da jeg endelig så den færdige film i december 2018: en farverig eksplosion af ny animationsteknologi, original historiefortælling og overbevisende karakterer. Alle andre Spider-Man- og Marvel-film blegnede i sammenligning. Selv et år senere sidder jeg og lægger mærke til detaljer, jeg ikke havde fanget, første gang jeg så filmen.
Modsat den grusomme, mørke realisme, der syntes at være blevet en institution i superheltefilm fra 2010’erne, så bragte Spider-Verse kunststilen fra tegneserierne trofast til live på en måde, som selv folk, der ikke læser tegneserierne eller kender historien, kan værdsætte. En lille del af mig skreg af glæde, da Oscar-prisen for bedste animerede film kom hjem til Sony Pictures i stedet for Disney.
Og med de uendelige muligheder for historiefortælling med et Multiverse og de allerede nu annoncerede efterfølgere kan jeg ikke vente med at se nøjagtigt, hvor langt Spider-Man-vanviddet vil gå og gro i det kommende årti. – Christine Roederer
9. Inception
(Christopher Nolan, 2011)
Jeg kan aldrig få nok af Inception. “Det her er bare for vildt, mand!” råber jeg, hver gang et filmset begynder at rotere, eller når der klippes tilbage til den evigt faldende minibus. Inception kan ikke ses til døde. Den repræsenterer det øjeblik i mit liv, hvor jeg indså, at filmkunsten kunne hamle op med litteraturen. Kun fantasien sætter grænser for en film om menneskets fantasi.
Inception kaster med komplekse idéer og drømmekoncepter, men giver slip på den pseudointellektualitet, som den sagtens kunne have havnet midt i. Filmen er struktureret som en klassisk heist-fortælling, så den kan give plads til de ægte forbløffende øjeblikke. Plottet bliver lidt uskarpt – netop som de drømme, filmen fordyber sig i. For drømme har ikke med logik at gøre, men snarere rå og blotlagte følelser.
Man tror øjeblikkeligt på idéen om Inception; at man kan plante nye opfattelser dybt nede i andres underbevidsthed gennem bogstavelig infiltrering af drømme. Filmens univers holder os i hånden skridt for skridt, men det er først i det sidste øjeblik, at man forstår genialiteten bag konceptet. For Christopher Nolans mesterstykke beder os efter actionbraget at stille spørgsmålstegn til vores egen forståelse af virkeligheden og dens værdi. – Marcus Uhre
8. Ex Machina
(Alex Garland, 2014)
Kun få ville, hvis de blev bedt om at nævne tidens vigtigste instruktører, have navnet Alex Garland på tungen. Han er da også en lille fisk i en stor sø af talentfulde filmskabere, men har trods en smal filmografi formået at sætte et eftertrykkeligt stempel på dette årti og science fiction-genren i særdeleshed.
I Garlands instruktørdebut Ex Machina (2014) bliver den unge programmør Caleb (Domhnall Gleeson) inviteret til et afsidesliggende forskningsanlæg, hvor IT-virksomhedens excentriske direktør Nathan (Oscar Isaac) i al hemmelighed har udviklet Ava (Alicia Vikander), en kvindelig robot med kunstig intelligens. Et elegant manuskript og et minimalistisk visuelt udtryk udfolder til perfektion fortællingens klaustrofobisk atmosfære og Calebs eskalerende tvivlrådighed. Hvem kan han i virkeligheden stole på: den sensuelle og seksuelle Ava, eller den fordrukne alfahan Nathan?
På linje med film som Blade Runner (1982) bryder Ex Machina med den vanlige sci-fi tjubang til fordel for eksistentialistiske, dybsindige temaer, der lægger menneskehedens Frankenstein-kompleks til skue. Garland tør at gå et spadestik dybere, og er ikke bleg for at udfordre vores intellekt i en film, der fortjener anerkendelse og et opmærksomt publikum.
Netflix lod ikke dette talent gå deres næse forbi, hvilket i 2018 resulterede i Kubrick-hyldesten Annihilation, der ligesom Ex Machina vidner om en instruktør med hænderne skruet rigtigt på. Lad os glæde os til, hvad Garland har i vente. – Mads Korsholm Petersen
7. Drive
(Nicolas Winding Refn, 2011)
Efter en håndfuld vellykkede film, som Pusher-trilogien (1996, 2004, 2005) og Bronson (2008), kom Nicolas Winding Refn for alvor på verdenskortet i 2011 med Drive.
Charmetrolden Ryan Gosling viste sig pludselig fra en mere spændende og underspillet side (der sidenhen også blev benyttet i Denis Villeneuves Blade Runner 2049 (2017)) som en unavngiven stuntkører, mekaniker og getaway driver. Han forelsker sig i naboen Irene (spillet af en uimodståelig Carey Mulligan) og vikles heraf ind i hendes kærestes (Oscar Isaac) problemer med gæld til mafiaen.
Refn modtog prisen for bedste instruktion på filmfestivalen i Cannes, hvilket var helt fortjent. Det er nemlig især danskerens stilistiske vision, der løfter filmen fra at være et velfungerende gangster- og kærlighedsdrama til at være en decideret nyklassiker. Vi husker alle filmens smukke, stærkt neonfarvede billeder og elektroniske soundtrack. Ikke mindst Kavinskys Nightcall-sang (2010), der skød filmen igang, blev ikonisk og må siden have braget fra alverdens bilers lydsystemer.
Refns vanligt tålmodige tempo giver filmen en helt speciel og meditativ aura, der pludselig afbrydes i korte, hårdtslående og afsindigt voldelige actionsekvenser. Et godt eksempel er den efterhånden ikoniske elevatorscene: Hovedpersonen og Irenes første kys vises i slowmotion, akkompagneret af blød elektronisk underlægningsmusik. Det afløses pludselig af blodig ultravold, da stuntkøreren tramper et mafiamedlems kranie itu. – Morten Kildebæk
6. Roma
(Alfonso Cuarón, 2018)
Ligemeget om man tager Oscar-showet alvorligt eller ej, var det noget af en sensation, at Roma sidste år modtog hele 10 nomineringer og heraf vandt tre statuetter. Det er selvfølgelig ingenlunde første gang, at mexicanske Alfonso Cuarón hædres til Akademiets prisfest, men det var nu alligevel specielt, at et spansksproget og langsomt familiedrama i sort-hvid, produceret af biografernes forhadte konkurrent Netflix, kunne være så dominerende til årets Hollywood-komsammen.
Filmen følger en mexicansk familie i 1970’erne med særligt fokus på tjenestepigen Cleo, der spilles fremragende af amatørskuespilleren Yalitza Aparicio. Karakteren har rødder i landets oprindelige folk og er dermed, i samfundets øjne, mindre værd end sine hvide arbejdsgivere. På trods af det hierarkiske skel er hun dog en vigtig del af familien, der oplever et stort svigt, da faren en dag forsvinder i selskab med en elskerinde. Et lignende svigt oplever Cleo også selv, idet kæresten ikke vil kendes ved at have gjort hende gravid.
Roma er en dybt personlig film, der er afsindigt smukt filmet af Cuarón selv. Trods det magelige tempo, der ikke følger nogen klassisk dramatisk opbygning, byder fortællingen på mange yderst dramatiske øjeblikke. Scener med en pludselig skovbrand, en traumatisk fødsel og en nærdødsoplevelse i østkystens store bølger sætter sig gevaldigt i én og er meget svære at slippe igen. – Morten Kildebæk
5. Mad Max: Fury Road
(George Miller, 2015)
Det er svært at se George Millers opfølger til sin klassiske post-apokalyptiske actionserie som et produkt af en pengeinteresseret filmindustri. Det føles mere, som om den sprang fuldendt ud fra den geniale filmmagers fantasi. Den er så sikker i sine ambitioner, så kompromisløs i sine anvendelser af practical effects og så fremadrettet i sine temaer, at man næsten ikke kan tro, noget filmstudie ville give den en halv chance. Vi må takke filmguderne for, at de alligevel gjorde det.
Mad Max: Fury Road er ikke blot en af de mest medrivende actionfilm, der nogensinde er lavet, men også en toptunet tre-aktsfortælling, der beviser, hvorfor klassisk håndværk kan bringe højder, eksperimenter sjældent når. Furiosa selv står som en øjeblikkelig ikonisk heltinde, og hendes (og Max’) sejr imod Immortan Joe bliver gjort så meget større af den underliggende tematik om femininitet og undertrykkelse.
Hvert shot i de intense motordueller indeholder noget af det vildeste stuntarbejde og klareste visuelle sprog vist på lærredet i dette årti – selv de få sekunder, der etablerer Max’ placering i scenen, har nok bevægende dele til at gøre professionelle instruktører målløse.
Mad Max: Fury Road er en film, der ikke burde findes, og dens eksistens er nærmest unfair for de actionfilm, der kommer efter. Hvordan skal de nogensinde hamle om med sådan et uhæmmet mesterværk? – Gustav Stubbe Arndal
4. Phantom Thread
(Paul Thomas Anderson, 2016)
Den berømte couturedesigner Reynolds Woodcock (Daniel Day Lewis) forlanger en betingelsesløs disciplin af sine muser. Han kræver underkastelse og beundring, når han forelsker sig. Muserne finder han ofte, for han bruger dem hurtigt op. Som en blues-sanger, der pulser cigaretter og svirper skoddet væk. Det barnlige geni, som i sine kjoler vækker deres fulde potentiale, men destruerer dem i processen.
Den seneste muse i rækken venter således på at blive røget færdig og svirpet væk. Medmindre hun kan tæmme ham, åbne op for hans person og kræve sin plads ved hans side. Kan Alma (Vicky Krieps) grave hans fulde potentiale frem og dermed redde firmaet fra dets nærliggende fald? Kan hun erstatte den ugifte søster (Lesley Manville), som Reynolds har indsat for at pusle om hans mest følsomme og skrøbelige træk?
Geniet Reynolds Woodcock har indtil nu manglet en kvinde, som ikke vil lade sin kvindelighed blive defineret af ham. Ligeså har geniet Paul Thomas Anderson indtil nu manglet en god kvinderolle i sine film. Phantom Thread er dedikeret til at lave om på disse påstande – og filmen er en stor succes. Anderson placerer årtiets bedste rolle i en klassisk historie med et nyt spin. Han tilbereder den med smukke og grynede 35mm billeder, der smelter på tungen, og musik, der giver en eftersmag af Debussy. Phantom Thread er en perfektionisme, der er lige så veldefineret som Woodcocks kjoler. – Marcus Uhre
3. Moonlight
(Barry Jenkins, 2016)
Barry Jenkins’ ømme, barske, sitrende LGBT-drama er blandt de bedste film, der nogensinde har vundet den store Oscar-statuette. Og trods en kikset fejl på scenen kan intet overskygge, hvor imponerende det er ikke blot at lave så dristig og følsom en film, men for en helt igennem afroamerikansk fortælling at opnå det niveau af anerkendelse, Moonlight gjorde.
For Moonlight er den type radikale, nye kunst fra marginaliserede stemmer, 2010’erne bragte frem i rampelyset. Et værk, der kun kan blive til, hvis man ser en sort, fattig, homoseksuel dreng og tager hans perspektiv, historie og længsel alvorligt. Chirons fortælling (smukt portrætteret af Alex R. Hibbert, Ashton Sanders og Trevante Rhodes fra barndom til manddom) foregår i krydset mellem hans maskulinitet, seksualitet, fattigdom og hudfarve, og måden hvorpå hans omverden behandler ham, og hvordan hans indre liv kommer i oprør, er vist med kærlige billeder og rungende lyd.
Lyden af havet, der bruser om ørene. Billedet af en sort dreng, der ser glødende blå ud i månens skær. Den ubegribelige længsel i filmens sidste øjeblikke. Jeg tror ikke, Akademiet ved, hvor roligt radikal en film, de gav prisen til. Jeg håber den bliver genset af kommende generationer. – Gustav Stubbe Arndal
2. Call Me By Your Name
(Luca Guadagnino, 2017)
I Luca Guadagninos skønne coming-of-age kærlighedsdrama følger vi unge Elio (Timothée Chalamet), der med privilegerede og kulturelle forældre nyder livet på godt og ondt i deres sommerresidens i Norditalien. Hans far Samuel Perlman (Michael Stuhlbarg), som er professor i arkæologi, tager imod den studerende Oliver (Armie Hammer), der skal hjælpe ham som forskningsassistent over sommeren. I starten synes introverte Elio, at ekstroverte Oliver er både arrogant og irriterende, men langsomt udvikler det sig til en vild og ustoppelig forelskelse.
Det virker umiddelbart banalt, men det er alt andet end det. Bevæbnet med bare et enkelt kameraobjektiv og et hold af ekstremt dygtige skuespillere formår Guadagnino og hans fotograf Sayombhu Mukdeeprom at skabe en både sanselig og stoflig fortælling langt udover det sædvanlige.
Befriet for vanlige filmiske romance-klichéer følger man Elio og Olivers stormombruste kærlighed i flotte, lange takes, indkapslet af nostalgiske og farvemættede nuancer. Og så indeholder filmen den tale, vi alle sammen gerne ville have haft fra vores egen far i teenageårene, hvor Elios far på allerhæderligste vis både accepterer og roser sin søns forhold til Oliver.
Efter Call Me by Your Name vil dit forhold til hverken kærlighed eller ferskner nogensinde blive det samme igen. – Jonas Bang
1. Arrival
(Denis Villeneuve, 2016)
Hvis noget er definerende for dette årti, er det vores evne – eller mangel på samme – til at acceptere og frigøre vores forudindtagede forståelse af ting, vi ikke har kendskab til. Villeneuve rammer med Arrival hovedet på sømmet og portrætterer gennem et enkelt individ, hvordan magtfulde nationers konflikt med udefrakommende væsener kan ødelægge eller rede os alle. Arrival gør det i en tid, hvor klimakrise, samarbejde, flygtningestrømme og mistillid til statsoverhoveder fylder mere end nogensinde før.
For hvad gør man, både som nation og enkeltindivid, når kaos, sorg og forandring rammer? Deler man sin viden og tager imod de fremmede – som desperat har brug for hjælp – eller vender man dem ryggen og former sin egen egoistiske fremtid? Arrival indkapsler dette, gennem netop det, der i sådanne situationer er mest brug for: kommunikation.
Trods aliens og monumental ophævelse af tyngdekraften formår Villeneuve at gøre fortællingen om krig, lingvistik og fysiske love til en jordnær rejse. Med Dr. Banks (Amy Adams i sit livs rolle) som fortællingens pulserende kerne mister filmen aldrig motivation eller retning, selv ikke når tid og rum opløses.
At nå frem til Arrivals budskab kræver 2 timer med tålmodighed og et åbent sind. At acceptere filmens betydning – dens vision om nedbrydningen af landegrænser og Dr. Banks’ skæbnesvangre valg, kan tage år.
Med en fortælling om forskelligheder, kærlighed, egoisme og dets konsekvenser, står Arrival i toppen af vores liste som en tidskapsel for årtiet, der gik. Må vi lære af den. – Karoline Bjerregaard Balstrøm
Kommentarer