[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Nichlas Bjerring Larsen[/vc_column_text][vc_column_text]I anledning af Noah Baumbachs sort-hvide Francis Ha kigger Ordets Top 5 nærmere på en håndfuld seværdige film, der inden for de sidste 25-30 år bevidst har fravalgt farverne.[/vc_column_text][vc_column_text]5. Frankenweenie (2012)
En til børnene, hvis altså Tim Burton nogensinde bliver for børn. Frankenweenie er i sort/hvid sammenhæng ganske interessant, da den er animeret og rettet mod børn. Enten er man til mr. Burtons univers, eller også er man ikke, men man må beundre manden for at turde lege med mediet på en hel unik måde.[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”1/2″][vc_single_image image=”399″ img_link_target=”_self” img_size=”large”][vc_column_text]Down By Law. Et billede på Jarmuschs minimalistiske coolness.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/2″][vc_column_text]4. Down by law (1986)
Jim Jarmusch er måske nok for nørder, men han er ikke bange for at lege. I sine første år benyttede han sig kun af sort/hvid, så er man til noir filmæstetik, så er Jarmusch på listen over must see-film. Down by law er selvfølgelig fremhævet på grund af hovedrolleindehaveren Tom Waits, som man vist aldrig bliver træt af – heller ikke i sort/hvid.[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]3. Sin City (2005)
Det er måske diskutabelt at inddrage Sin City i denne sammenhæng, men ikke desto mindre er det et godt billede på, hvordan filmmagere leger med farverne. Filmen er hardcore action fra start til slut og oser af drengerøv. Den er dog i samme ombæring afsindig flot, og det helt unikke univers er absolut et kig værd, hvis man altså er fan af det fantastiske, bizarre kaos, der udspiller sig i syndens by.[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”1/2″][vc_single_image image=”398″ img_link_target=”_self” img_size=”large”][vc_column_text]Den lille piges famøse røde jakke fra Steven Spielbergs Holocaust-drama Schindler’s List[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/2″][vc_column_text]2. Schindler’s liste (1993)
Spielbergs mesterværk fra 1993 taler næsten for sig selv. Sort/hvid-farverne giver næsten filmen et dokumentarisk udtryk samtidig med, at det bliver muligt at udholde de meget stærke billeder. Har man set filmen glemmer man dog aldrig de eneste farver i filmen; den lille jødiske piges røde kjole. Hvis man ikke kan sætte et hak ved denne film,
er der lektier for til næste uge![/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]1. The Artist (2011)
The Artist skippede ikke kun farverne, men også replikkerne. Filmen genopfandt stumfilmsmagien og hvis du er ny i stumfilm, og ikke lige er i Chaplin-humør, er dette et godt sted at starte. The Artist indfangede og relancerede den helt specielle stemning, som stumfilm har; når man ser den, smelter nutid og fortid sammen, og man får en ide om, hvor vildt det må have været at sætte sig i biografsædet anno 1920.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer