2025 har måske ikke været specielt godt for dem, der nyder at være optimister om fremtiden. Heller ikke for filmelskere – med Netflix og Paramounts igangværende kamp om Warner Bros. truer Hollywood med at blive kvalt af konsolidering, mens generativ AI banker på døren og håber at suge investering væk fra kreative industrier og hen mod techselskaber.

Det føles vigtigere end nogensinde at tage noget magt fra algoritmen og kuratere gode film lavet af passionerede kunstnere, og med vores årlige top-10 liste gør vi nøjagtig det. Så kynisk, man kan være om filmindustrien, så vaskes det bort i biografmørket, når man bliver rørt til tårer, blæst bagover af spændende actionscener, eller næsten dør af grin.

Efter en afstemning har vi på redaktionen udvalgt ti film fra i år, der minder os om, hvorfor vi elsker film så højt. Vi ønsker jer alle et godt nytår, og masser af gode filmoplevelser. — Gustav Stubbe Arndal

---

10. Wake Up Dead Man

Rian Johnson, USA

Vi sparker listen i gang med tredje film i Rian Johnsons Knives Out-franchise, hvor en vanligt velklædt Daniel Craig skifter James Bonds elegante britiske accent ud med mesterdetektiv Benoit Blancs sydstatsdialekt. Blanc må ud til et nyt gerningssted der danner rammerne for et klassisk Agatha Christie-style ’Whodunnit?’-kammerspil. Denne gang er det i et lille provinsielt kirkesamfund, hvor et mord skal opklares.

Som sædvanlig er Craig karismatisk i den skarpsindige hovedrolle, og traditionen tro er han omgivet af et stjernespækket cast, der portrætterer de mistænkte. Denne gang med gode præstationer fra navne som Josh O’Connor, Glenn Close og Andrew Scott.

I stedet for at besidde dyb kompleksitet, bygges karaktererne mere spinkelt men skarpt op omkring motivationer og omstændigheder, der gør dem til kvalificerede mistænkte.

Løbende gennem fortællingen er der plantet ledetråde, disponeret med en glimrende balance mellem det tilgængelige og det finurlige. Således har tilskueren en fair chance for reelt at opklare sagen, uden det på nogen måde er nemt. Blancs detektivarbejde føles også imponerende og troværdigt på den samme baggrund: nemlig at publikum og hovedpersonen har de samme forudsætninger for at løse mysteriet. Blanc er ikke blevet fortalt mere end os, men han er den bedste i branchen. — Alexander Bendtsen

9. A Real Pain

Jesse Eisenberg, USA/Polen

Ring til din fætter, ring til din bror, ring til din gode kammerat. A Real Pain føles som en blid, men insisterende påmindelse om, hvor skrøbelige vores relationer er, og hvor let de kan glide gennem fingrene på os, hvis vi ikke passer på dem. Jesse Eisenbergs film er en livsbekræftende, genkendelig og dybt rørende fortælling om fætrene David (Jesse Eisenberg) og Benji (Kieran Culkin), der i kølvandet på deres bedstemors død rejser gennem Polen på en guidet tur i holocaust-historien. En rejse, som blotlægger gamle sår, uudtalte konflikter og en sorg, der har lagt sig forskelligt i dem begge.

David bærer sin sorg med en konstant knugende bekymring og en stille misundelse over for Benjis ubesværede måde at fylde rummet på. Kieran Culkin er magnetisk som Benji; et menneske, der med samme naturlighed kan samle fremmede omkring sig og sabotere enhver form for følelsesmæssig stabilitet.

Det er dynamikken mellem Eisenberg og Culkin, der for alvor løfter filmen. Sorgen mellem de to fætre føles på én gang som et varmt kram og et åbent sår. A Real Pain formår at være både morsom og knusende, let og ubærlig – en film om sorg, kærlighed og alt det, vi bærer med os, uanset hvor langt vi rejser. — Magnus Hvidt Telle

8. Nosferatu

Robert Eggers, USA

Om ikke den bedste film, så var af Nosferatu årets mest komplette stykke filmkunst. Hver enkelt del af Robert Eggers nye filmatisering af den tyske vampyrklassiker er skruet op til maksimal gothic horror – der flyder over med dybe skygger, dystre landskaber og dryppende blod. Den originale stumfilm, som selv var en uofficiel filmversion af Bram Stokers Dracula, transplanterer hoveddelen af fortællingen fra London til Nordtyskland og forvandler den charmerende, attraktive greve til et grufuldt, men nærmest lige så dragende, monster.

Den nye version, spillet af Bill Skarsgård og båret af filmens maksimalisme, er ligefremt frygtindgydende. Hans forvrængede stemme runger gennem biografsalen, som om hver linje var en forbandelse. Han suger ikke blod, men drikker det i lange, klamme slurke. Ellen Hutter (Lily Rose-Depp) har mareridt om ham, som man selv ønsker at vågne fra. Men Ellen selv har andre tanker, og er måske den mest fascinerende del af filmens puslespil.

Gennem hendes interne konflikt sætter Eggers fokus væk fra fantasien om den farlige charmør til mere tabubelagte idéer om undertrykt, kvindeligt begær og nærheden mellem seksualitet og død. Filmen lægger en ny stemme til et kor af vampyrværker fra overtro til bøger til film, og resultatet er en symfoni af gys, der stadig kan rejse hårene på nakken. — Gustav Stubbe Arndal

7. The Brutalist

Brady Corbet, USA/Storbritanien/Canada/Ungarn

Efter Adrien Brodys lettere utiltalende sejrstale ved årets Oscar-ceremoni er det vigtigt ikke at glemme, hvor monumental og vidunderlig en skuespilspræstation, der rent faktisk banede vej for talen. I The Brutalist leverer Brody i rollen som arkitekten László Tóth en præstation, der er i stand til at matche instruktør Brady Corbets ambitioner for en film, der på fejende vis fortæller en årtierlang personlig historie om overlevelse, traumer, ambitioner og magtforhold, samtidig med en bredere historie om jødisk-amerikansk liv i årene efter Anden Verdenskrig. Det er en film, der evner at få publikum til at mærke det tragiske ved tidens gang.

Læg dertil komponist Daniel Blumbergs hypnotiserende musik, fotograf Lol Crawleys bjergtagende billeder og fremragende præstationer af både Felicity Jones som Lászlos hårdtprøvede kone, Erzsébet, og Guy Pearce som den snobbede kapitalist, der hyrer László. Resultatet er en film, vi kan tilføje til en række af særligt amerikanske epos, der ambitiøst fortæller os om landets ånd. Film som There Will Be Blood (2007), Oppenheimer (2023), The Deer Hunter (1978) og Heaven’s Gate (1980) og, ja, The Godfather (1972). The Brutalist fortjener sin plads på den liste. — Marius Sørensen

6. Train Dreams

Clint Bentley, USA

Hen imod årets slutning og i skyggen af den store hype på Netflix for Wake Up Dead Man og Stranger Things, går en lille smuk film om en skovhuggers liv stille under radaren. Men for dem, som finder perlen, bliver der skabt et helt nyt elskværdigt forhold til skoven, naturen og de små ting i livet. Train Dreams tager nemlig sit afsæt i Robert Grainers (Joel Edgerton) liv som skovhugger, som på mange måder er stille og ubemærket, men på samme tid er utroligt dybt og smukt. I en periode af modernisering og forandring må Robert finde betydning i sit liv gennem glæde, sorg, traume, tryghed, tab og ensomhed.

Filmen har den store opgave at koge et helt liv ned til en halvanden times længde, og løser det på en naturlig smuk måde ved kronologisk at følge Roberts liv med nogle periodiske spring frem i tiden, dog altid med at blik tilbage på tidligere begivenheder. På den måde virker fortællingen meget menneskelig og personligt tæt på Robert, der ikke kan slippe for sine gamle minder. Det ender med at blive en hjertevarm og eksistentiel oplevelse, som også kun bliver forstærket af de overdådige billeder og den herlige musik. — Johannes Roug

5. Flow

Gint Zilbalodis, Letland

Den helt store overraskelse ved årets Oscar-uddeling fandt sted i animationspuljen. Her tordnede mikrofilmen Flow de velkendte mastodonter Dreamworks og Pixar af pinden og vandt Oscaren for Bedste Animationsfilm. En vaskeægte underdog-historie, og hvor var det dog fortjent.

I centrum af filmen finder vi en navnløs kat, der bliver drevet væk fra sit naturskønne habitat af en flodbølge i en fremtidig verden, hvor blot enkelte menneskeaftryk kan ses. Her flyder katten til tops i en båd, hvor den hurtigt bliver akkompagneret af et væld af udtryksfulde og skønne dyr.

Lemuren er gruppens humorist, hunden er stadig menneskets bedste ven, og sekretærfuglen bliver en vigtig brik i kattens overlevelse. Men filmens styrker ligger ikke kun i dyrenes komiske, rørende og nuttede interaktioner. Det er snarere selve animationsstilen, som er skabt af den autodidakte Gint Zilbalodis fra Letland på den gratis software Blender, der gør Flow til en ekstraordinær animationsoplevelse.

For Flow er virkelig en oplevelse med stort “O” – især på det store lærred, men selv på streamingskærmen i hjemmet vil filmens klare, originale visuelle udtryk og komiske snilde fylde enhver filmelsker med et hav af følelser. — Jacob Pedersen

4. Sinners

Ryan Coogler, USA

Efter to Black Panther film (fra hhv. 2018 og 2022) vender Ryan Coogler stærkt tilbage med en film, hvor han endelig besidder den fulde kreative kontrol som både instruktør, manuskriptforfatter og producer, og man må sandelig sige, at han består testen. Den faste kollaboratør, Michael B. Jordan, brillerer i den dobbelte hovedrolle af ‘The Smokestack Twins’, hvor han lykkes i at få begge tvillinger til at fremstå både distinkte og karismatiske. Sinners er samtidigt visuelt og teknisk eksperimenterende, hvilket giver værket enormt meget personlighed. Elementer af horror, action og periodedrama flettes helt naturligt sammen, og der huskes endda at prioritere små ting som en rørende kærlighed til bluesmusik, sort kulturhistorie og dets forhold til kristendom.

Med så mange bolde i luften er det let at negligere tematik til forhold for hæsblæsende action, blodtørstige vampyrer, og store skydevåben, men Ryan Coogler ved bedre – dog er der massere plads til dén slags også. Denne hårfine balance er utroligt svær for mange blockbusters at finde, og derfor skal man endelig sætte pris på, når det sker. — Rasmus Bay Kruse Thomsen

3. Hjem Kære Hjem

Frelle Petersen, Danmark

Hjem kære hjem er den eneste danske film på årets liste, og dens høje placering er yderst velfortjent, da Frelle Petersens smukke værk må være en af årets mest rørende fortællinger – også uden de danske briller.

Filmen følger den 32-årige fraskilte Sofie (Jette Søndergaard), der begynder som hjemmehjælper i Sønderjylland i håbet om at starte på en frisk. Dagligdagen sætter sit præg, og det stressende arbejde overskygger Sofies forhold til sin 10-årige datter (Mimi Bræmer Dueholm). Da Sofie også modtager en uprovokeret klage, sættes hendes omsorg for både de ældre borgere og sin egen datter for alvor på prøve.

Vi tages hermed ind i en rutine, der både er smuk og stressende og til tider tragisk. Filmen er flot, med langsomme scener, der smukt maler forholdet mellem karaktererne i effektfuld stilhed. Det er et hjerteskærende og kritisk portræt af vores velfærdsstat og et velkomment indblik i en relativt underrepræsenteret del af Danmark i filmmæssig forstand.

Det er en skam, at det ikke bliver Frelle og hans sønderjyske slæng, vi sender til Oscar-ceremonien næste år, men filmens kvalitet nægtes ikke af denne grund og den placeres berettiget i vores top-3. — Viktor August Mortensen

2. Sing Sing

Greg Kwedar, USA

Historier bliver ikke mere rørende end Sing Sing. En fiktionsfilm, der skildrer virkelige mennesker (mange spillet af sig selv) i det virkelige Sing Sing-fængsels teaterklub, som hjælper de indsatte medlemmer med at finde tilbage til deres livsglæde og menneskelighed. Et samlingspunkt skildret med en empatisk naturalisme på tværs af historiefortælling, skuespil og præsentation, der vidunderligt balancerer det jordnære med det svævende.

Med særlig fokus på stifteren Divine G (virkelig person, spillet af Colman Domingo) og det nyeste medlem Clarence ’Divine Eye’ Maclin (virkelig person, spillet af sig selv) følger Sing Sing forberedelsen af teaterklubbens næste stykke. Her bliver det kunstneriske fællesskab en kilde for de indsatte til at komme i kontakt med deres egne følelser og derigennem lære at helbrede sig selv, og i forlængelse kunne være der for hinanden.

Domingo leverer en fantastisk skuespillerpræstation i hovedrollen spækket med charme, kompleksitet og rå følelser. Men hvor er det dog derudover imponerende at se de mindre kendte skuespillere spille forrygende, og især de tidligere og nuværende indsatte spille sig selv med bevægende nerve og ømhed. Derigennem spækkes karaktergalleriet med komplicerede liv, som gennem hver eneste replik, blik og ansigtsudtryk, oser af de nuancer, glæder og sårbarheder, der gør livet så meningsfuldt. — Alexander Bendtsen

1. One Battle After Another

Paul Thomas Anderson, USA

En sjælden gang imellem er der bare et korrekt svar, når der spørges om ”årets bedste film”, og i år er det Paul Thomas Andersons One Battle After Another.

Som en undtagelse tager mesterinstruktøren os ikke til fortiden, men til en ikke så fjern og ret så plausibel, semidystopisk fremtid. Vi følger den militante aktivist ”Ghetto” Pat (Leonardo DiCaprio) først i en kaotisk romance med den ustabile, men usædvanligt karismatiske Perfidia (Teyana Taylor), og senere (efter et tidsspring) som kluntet, paranoid stoner og enlig far til teenageren Willa (Chase Infiniti), som bliver fundet og forfulgt af en korrupt militærmand (Sean Penn) med sin egen dagsorden.

Filmen er både en sort komedie, en action-farce og en thriller i verdensklasse, spækket fra start til slut med scener, karakterer og billeder, der skiller sig ud fra mængden med rendyrket kvalitet. Hvilken liste af årets bedste biroller er komplette uden Benicio del Toros gæve ”Sensei”? Kan man snakke om årets filmmusik uden at høre Johnny Greenwoods kaotiske, nervepirrende klaverstykker? Hvem kan tænke på årets bedrifter i filmfotografi eller action uden at huske biljagten ved filmens fængende finale?

I en tid, hvor USA’s politiske fremtid synes at stå på spil som aldrig før, ankom One Battle After Another som et lyn fra en klar himmel og skildrede kampen om landets sjæl på uovertruffen manér. Ikke blot fangede den tidens ånd som få andre film har formået det; det er gudhjælpemig også en fantastisk filmoplevelse oveni.

Når støvet har lagt sig, priserne er vundet, og dette politiske øjeblik er i bakspejlet, vil det være nemt at tage for givet, hvilket niveau, Paul Thomas Anderson arbejder på her. Men når den dag kommer, kan man bare se filmen igen og forstå, hvorfor ”unægtelig” er det eneste rette adjektiv at bruge. — Gustav Stubbe Arndal