2019 har nået sin ende, og på redaktionen ser vi tilbage på filmårets største triumfer. De film, der har givet os myrekryb, hjerteflimmer og våde øjne. Den slags film, man håber på at se, når man træder ind i biografmørket. Efter en tæt afstemning har vi udvalgt de 10 film, der mest fortjener anerkendelse og repræsenterer nogle af de bedste oplevelser, vi har haft gennem året, der gik.
10. Le Mans ’66
(James Mangold, USA)
Her er Hollywood, når det hele fungerer: Et originalt manuskript baseret på en menneskelig, action-præget historie med verdensklasse filmstjerner i hovedrollerne og et ultrakompetent hold bag kameraet.
Holdet er ledt af instruktør James Mangold, og historien omhandler Ford Motor Company, der i 60’erne forsøger at besejre Ferraris bedste racerbiler i 24-timer løbet i Le Mans. Til det formål hyrer de bilekspert og racercoach Carroll Shelby (Matt Damon), der sætter det excentriske naturtalent Ken Miles (Christian Bale) bag rattet. Du kender næsten allerede resten – konflikt med jakkesættene, livsfarlige styrt og et team af mekanikere, der løser problemer på rekordtid. Le Mans ’66 kommer ikke til at ændre dit liv, men den kommer bestemt til at underholde dig.
Filmens effekt- og stuntarbejde er kun overgået af dens lydside, der placerer os i førersædet i nogle af årets mest fysiske actionsekvenser, og ligeledes placerer musikken os i følelserne på filmens charmerende, velrealiserede karakterer.
Ligesom Miles og Shellby beviser Mangold og kompagni, at et professionelt, passioneret hold med det nødvendige budget kan overkomme alle udfordringer og skabe noget spektakulært. – Gustav Stubbe Arndal
9. If Beale Street Could Talk
(Barry Jenkins, USA)
If Beale Street Could Talk, baseret på James Baldwins bog af samme navn, er et racedrama sat i 1970’ernes Harlem. Her forpurres tilværelsen fuldstændigt for det forelskede par Tish og Fonny, da sidstnævnte anklages for voldtægt, skønt han er uskyldig. Hvorfor? Alene på grund af hans hudfarve.
Det følelsesladede drama er instruktør og manuskriptforfatter Barry Jenkins’ opfølger til Oscar-vinderen Moonlight (2016), som den deler mange kvaliteter med. For eksempel føles alle karakterer i fortællingen, store som små, helt og aldeles ægte og nuancerede – både på grund af et solidt manuskript og fremragende skuespilpræstationer, heriblandt Regina Kings Oscar-vindende birolle.
Jenkins udviser igen stor sans for at skabe billeder, der indeholder en helt særlig stoflighed – denne gang i varme, brunlige farver, som styrker de kærlige, familiære følelser, der slår stille gnister mellem Tish og Fonny. Det hele akkompagneres fornemt af Nicholas Britells livlige og helt særegne jazz-score, der meget vel kan være årets allerbedste. – Morten Kildebæk
8. Booksmart
(Olivia Wilde, USA)
Booksmart handler om to pligtopfyldende veninder, der på sidste dag i High School må indhente de vilde oplevelser, de er gået glip af i årenes løb grundet deres skolededikation, og det er årets bedste, friskeste teenagekomedie, der på skønneste vis undgår klichefyldte forudsigeligheder.
Debutfilmen fra Olivia Wilde er både nytænkende og relaterbar. Det brede spektrum af forskellige kropstyper, seksualiteter, personligheder og humoristiske scener er skønne, og det er befriende, at karaktererne rent faktisk snakker, som ungdommen gør i dag. Amy (Kaytlin Dever) er for eksempel tiltrukket af piger, men modsat andre ungdomsfilm, bliver hendes seksualitet ikke et stort eller dramatisk emne undervejs i filmen.
Den ungdommelige fortælling har en eminent og yderst velvalgt kombination af ældre og ny musik, der både indeholder sange fra Lizzo, Salt-N-Pepa og Lykke Li.
Booksmart fungerer på alle parametre. Skuespillet, manuskriptet og de unikke karakterer er med til at skabe en drønsjov og forfriskende ungdomsfilm, der omfavner og er i øjenhøjde med nutidens teenagere. – Terese Holm Pedersen
7. The Irishman
(Martin Scorsese, USA)
Martin Scorsese har gennem sin karriere specialiseret sig i gangsterfilm med værker som Mean Streets (1973), Goodfellas (1990) og Casino (1995). 2019 blev året, hvor han atter samlede kernen af skuespillerne fra disse film, og endnu et gangsterepos skulle rejse sig.
Men denne gang er det anderledes: den kriminelle løbebane viser sig for første gang i et mere dystert skær. Hvor de tidligere film havde tendens til at glorificere livet som kriminel, gør The Irishman det stik modsatte. Vi følger Frank Sheeran (Robert De Niro) gennem hans livshistorie som håndlanger for mafiaen, hvor han ender sine dage ene og alene på et plejehjem, udstødt af sin familie.
Med The Irishman beviser Martin Scorsese ikke blot, at han stadig er i topform, men også at han evner at bringe gangstergenren til nye højder. I et metarefleksivt værk gør han op med sin egen traditionelle gangsterhistorie, og han samler vennerne for måske sidste gang. Hvis det bliver Scorseses endelige gangsterfilm, vil den vil stå som et urokkeligt vidnesbyrd om hans massive talent, og den vil blive husket og hædret på lige fod med mesterværkerne fra tidligere i hans karriere. – Jonas Bang
6. Midsommar
(Ari Aster, USA/Sverige)
Ved første øjekast ligner Ari Asters opfølger til 2018s rystende Hereditary ”bare” en moderne udgave af Robin Hardys foruroligende mesterværk The Wicker Man (1973), men det varer ikke længe, før det går op for én, at Midsommar er helt sin egen skabning. Især dens smukt fotograferede sommerlandskaber skudt i soleklart dagslys i kombination med nogle af årets mest voldelige, brutale og mildest talt traumatiserende scener, er med til at gøre den til en usædvanlig og uafrystelig oplevelse.
På overfladen er det en film om en gruppe amerikanske studerendes møde med en udspekuleret og doktrinær svensk kult, men i hjertet af den banker en fortælling om et giftigt parforhold mellem hovedpersonen Dani (Florence Pugh) og hendes fraværende kæreste Christian (Jack Reynor). Så udover at være årets bedste bud på en gyser, er det samtidig den ultimative anti-datefilm (Aster skrev angiveligt manuskriptet efter et barsk brud med en kæreste). Så planlægger du at se Midsommar med dit livs udkårne, så er det altså på eget ansvar. – Christian Povlsen
5. First Reformed
(Paul Schrader, USA)
Paul Schrader vil altid blive husket for at have skrevet manuskripterne til Martin Scorseses Taxi Driver (1976) og Raging Bull (1980). Siden har Schrader været ganske produktiv, men den lange række af generiske krimier og spændingsfilm har ikke just kunnet måle sig med de gamle klassikere – altså lige indtil den 73-årige filmmager instruerede og skrev First Reformed, hvis manuskript i starten af året gav ham karrierens første Oscar-nominering.
Her lægger Schrader for en stund pistolerne på hylden for at fortælle et gribende, eksistentialistisk og transcendent drama, der trækker på europæiske arthouse-forbilleder som Carl Th. Dreyer, Ingmar Bergman og Robert Bresson. I et karrierehøjdepunkt spiller Ethan Hawke præsten Toller, som drukner sorgerne over sin søns død i whiskey. En dag finder han på ny meningen med livet, da han inspireret af en ung mand tager kampen op for klimaet – på selvopofrende og lettere problematisk vis.
Med en tilbageholdende æstetik og et smalt billedformat mimer Schrader sine inspirationskilder fra 50’erne og 60’erne. Men tag ikke fejl af den tilbageskuende indpakning – ‘First Reformed’ er en dybt aktuel og foruroligende advarsel om, hvilken verden vi har i vente, hvis ikke der øjeblikkeligt gøres noget for jordklodens ve og vel. – Morten Kildebæk
4. Once Upon a Time… in Hollywood
(Quentin Tarantino, USA)
Quentin Tarantino har længe flirtet med idéen om udelukkende at instruere ti film, og den kække filmnørd tilegner sig derfor opmærksomhed, når han tilføjer en ny titel til sit i forvejen imponerende oeuvre. 60’er hymnen Once Upon a Time… in Hollywood, der er Tarantinos niende film, fortæller historien om den fallerede tv-skuespiller Rick Dalton (Leonardo DiCaprio) og hans stuntmand Cliff Booths (Brad Pitt) stræben efter succes og berømmelse i slutningen af Hollywoods guldalder. Fortællingen spænder frem til den skæbnesvangre nat i 1969, hvor den unge, spirende skuespillerinde Sharon Tate (Margot Robbie) blev brutalt myrdet af Manson-kulten.
Skildringen af filmindustriens højborg bringer 60’er stemningen helt ind under huden og fanger ånden af en svunden tid. Det er en referentiel kærlighedserklæring der hylder Tarantinos inspirationskilder, men samtidig også en karakterdreven fortælling, der står og falder ved dets stjernespækkede ensembles kraftpræstationer. Den udmærker sig ved at afvige fra den klassiske Tarantino-formel, men ender traditionen tro i et uforglemmeligt voldsæstetisk syretrip.
Udover at være gedigen underholdning er Once Upon a Time… in Hollywood en personlig strøm af memoirer, der udfolder en vor tids største instruktørers liv for øjnene af os. Pludselig forstår vi hvem manden, der står bag så mange mesterværker, i virkeligheden er. – Mads Korsholm Petersen
3. The Favourite
(Yorgos Lanthimos, Irland/Storbritanian/USA)
Der er lagt i kakkelovnen til dramatisk, sapphic intrige, da Abigail (Emma Stone) søger arbejde hos Dronning Anne (Olivia Colman). Abigails tilstedeværelse truer nemlig med at aflede dronningens kærlige opmærksomhed fra dennes manipulerende højre hånd, Lady Sarah (Rachel Weisz). Hvem ender mon med at løbe med Dronningens gunst?
Yorgos Lanthimos’ The Favourite er yderst sirligt instrueret. Hver indstilling, hver kamerabevægelse, hvert klip er perfekt timet. Resultatet er en langsomt pacet film, der får én til at synke ned i sofaen (eller biografsædet), opslugt af denne fuldstændig fortryllende oplevelse. Det er næsten umuligt ikke at blive forført af dens tørre, mørke humor og både frygtelige og tiltalende karakterer.
Man er hverken med eller imod Abigail eller Sarah i deres kamp om Dronning Anne, men i kraft af deres mægtige, intrigante iver kan man kun ende med at elske dem lidt. Og så hjælper de prægtige skuespilpræstationer også; Olivia Colman fortjente i den grad sin Oscar, og det samme kan man sige om Weisz og Stones nomineringer.
Er man på nogen måde til historisk drama, præcis instruktion eller tør, lesbisk humor, er The Favourite et must-watch. – Sidsel Pedersen Minuva
2. Marriage Story
(Noah Baumbach, USA)
Vi bliver i dag forblændet af vilde muligheder indenfor film, men hvis der er noget, der svært at vise, så er det de små øjeblikke. De stille og hyperrealistiske stunder fra hverdagen, der får os til at nikke med og sige ”det kender jeg…”
Netop dét leverer Noah Baumbach i Marriage Story, der fra første replik drager os ind i Charlies (Adam Driver) og Nicoles (Scarlet Johansson) liv igennem deres skilsmisse.
Selvom filmen i sig selv er et visuelt mesterværk med smukke, lange scener, veludført æstetik og et formidabelt soundtrack, så er det i dialogen, at vi virkelig finder frem til filmens kerne. Det er sjældent, at vi får noget så ægte og råt. Baumbach holder os helt ude på kanten af vores sæder, når vi overværer de hjerteskærende skænderier med holdt åndedræt, og griner med karakterne i de varmeste øjeblikke.
Marriage Story sætter tempoet ned, skruer op for følelserne og fjerner alt det overflødige bras, der så ofte fjerner mening fra film, og efterlader kun et hudærligt manuskript og en nøgtern historie med den helt rette grad af absurd komik, der skal til, for at det fungerer. Med så velskabte scener spillet af en række så ikoniske skuespillere, kan man ikke andet end at tage al filmens alvor og skønhed til sig med latter, sorg og genkendelse. – Emma Johanne B. Therkildsen
1. Parasite
(Bong Joon-ho, Sydkorea)
Nogen gange kan man pege på en hemmelig ingrediens, der ophøjer en god film til storhed. Innovative kamerateknikker, øjeblikkeligt ikoniske karakterer eller en historie, der er essentiel for samtiden. Bong Joon-hos guldpalme-vindende, genreflydende, trykkogende mesterværk har ikke noget trick – hele Parasite er simpelthen bare fantastisk.
Ja, Bong Joon-hos totale tonekontrol muliggør spring mellem drama, farce, horror og alt imellem. Ja, filmens fortælling om en familie af underklassesvindlere, der alle bliver ansat af den samme velhavende familie under forskellige identiteter, er en bidende satire, der formår at vedligeholde nuance. Ja, Park-familiens nymoderne hus er en af de mest velrealiserede locations i filmhistorien. Men det forklarer ikke filmens magi.
Det er alle elementer i samspil. Hver nøje udvalgt kameraindstilling, hver baggrundsdetalje, hver pragtfuld, mangesidet skuespilspræstation og hvert perfekt timet klip bringer os ind i dens både skæve og dybt troværdige verden. Med blot et spisebord, en sofa og et vindue skabes årets mest nervepirrende set piece.
Parasite overvandt Cannes uden rørstrømskhed, fremkalder brølende latter på tværs af kulturer og sprog og kommer sandsynligvis til at blive genset og elsket i årevis af en simpel grund: Det er en meget, meget, meget, meget, meget, meget, meget, meget god film.
Der er ikke nogen hemmelig ingrediens. – Gustav Stubbe Arndal
Kommentarer