Endnu et filmår, endnu en liste. Her ved årets udgang giver vi fra Ordet vores bud på de ti bedste film, man har kunne se på danske skærme i 2018. Efter en afstemning fra hele redaktionen har vi kåret årets største, mest underholdende, mest rørende og mest sanselige biografoplevelser, der fortjener anderkendelse.
10. Creed II
(Steven Caple Jr., USA)
I den første Creed (2015) trådte Sylvester Stallones Rocky-karakter lidt i baggrunden for at give plads til Adonis Creed, spillet af Michael B. Jordan. I Creed II får Adonis muligheden for at bokse imod Viktor Drago, hvis far på iskold facon slog Adonis’ far ihjel i ringen. Dette klassiske plot om rivaler og fædre byder måske ikke på de store overraskelser, men det gør ikke noget, når filmen er så godt fortalt, som den er. Det er det klassiske melodrama pakket ind i en maskulin bokseverden, som vi kender det fra resten af serien.
Skuespillet er over hele linjen også fremragende og sympatisk, og især Michael B. Jordan beviser, at han er én af sin generations bedste skuespillere. Boksekampene er velkoreograferede og medrivende, og man skal være lavet af sten for ikke at sidde på kanten af sædet med gåsehud og fugtige øjenkroge under filmens klimaks.
Instruktør Steven Caple Jr. giver med den nostalgiske, hjerteskærende og frem for alt underholdende Creed II publikum en opvisning i, hvordan man skruer en fortsættelse sammen. En film, som ikke bare bygger videre på historien fra Creed, men som også trækker vigtige tråde tilbage til den oprindelige Rocky-filmserie. Kort sagt; én af årets bedste filmfortsættelser! – Christian Povlsen
9. Avengers: Infinity War
(Joe & Anthony Russo, USA)
Infinity War er muligvis ikke et mesterværk, men til gengæld er det for de mange millioner af Marvel fans en biografoplevelse, der for evigt vil stå lysende klart i erindringen. At sidde i en fyldt sal til midnatspremieren på en af årets mest ventede film omgivet af et ligesindet publikum er ubeskriveligt. Det er et af de sjældne filmfænomener, man lever og ånder for.
Anthony og Joe Russo viste os i denne største, længste og mest brutale MCU-produktion til dato, at Marvel tør at tage chancer. Ikke nok med at jonglere med mere end 30 essentielle karakterer i forskellige plotlinjer rundt omkring i galaksen, så formåede de samtidig at introducere superskurken over dem alle – titanen Thanos. Avengers: Infinity War er ikke bare årets største film, det er også kulminationen på 10 års Marvel, der har været en essentiel del af den globale filmkultur, siden vi for første gang blev introduceret til Iron Man i 2008. Og i denne 19. film i rækken føles det som om, at der er noget på spil i samtlige minutter.
Det er en forfriskende, overvældende og spektakulær blockbuster, der sent vil blive glemt, med årtiers cliffhanger, som efterlod biografer verden over i rungende stilhed. Vi glæder os til den store finale i april måned. – Emil Risvig
8. Black Panther
(Ryan Coogler, USA)
Der er godt nok kommet mange gode film i løbet af året, men en af dem, der stak helt af, var Ryan Cooglers Black Panther. Vi mødte først kong T’Challa i Captain America: Civil War (2016), og i år fik vi invitationen til Wakanda, et hemmeligt land i Afrika, hvor Vibranium-metallet danner grundlag for hele deres højteknologiske tilværelse. Med teknologien, kulturen og farverne tilføjede filmen, sammen med Thor: Ragnarok (2017) en ny energi i Marvel-universet.
Selv Marvel Studios blev overrasket over den enorme succes, denne afro-futuristiske superheltefilm havde, og nu er den blevet shortlistet til en del priser – kunne Black Panther være den første superheltefilm til at blive nomineret til Best Picture til det store Oscar-show i februar? Det burde den bestemt, for den kunne noget, ingen andre film kunne.
Ser man kun på superhelte-genren, så har den intriger, en god skurk og stærke kvinder. Ser man på musikken, så har Ludwig Göransson og The Weeknd bygget et helt nyt lydunivers op. Ser man på, hvad filmen betyder for Hollywood og den almene filmgænger, så har den ændret den måde, vi kan lave og se blockbuster-film på. Black Panther rykker grænser og åbner døre for nye filmskabere – og det har vi i den grad brug for, i 2019 og fremad. – Christine Roederer
7. The Florida Project
(Sean Baker, USA)
Den amerikanske indieinstruktør Sean Baker kom for alvor på landkortet med dramaet Tangerine (2015), der mageløst skildrede to transvestitprostitueredes skæbner i slummen af Los Angeles. Opfølgeren The Florida Project forbliver i de fattige lag af USA og skildrer livet i slumbyen Kissimmee, hvor et lille samfund bor i billige moteller ganske kort fra Disneyland, Florida. De lyserøde vægge gemmer på usle kår, prostitution og misbrug.
The Florida Project fortæller en vigtig historie – den om børnene, der sidder fast i de laveste lag af samfundet. Den hærgede og pastelfarvede slum, de befinder sig i, er en billig efterligning af det farverige og voluminøse Disneyland, men filmen stråler stadig takket være børnenes optimisme, letsindighed og spontane udbrud af følelser.
Willem Dafoe gør det overbevisende som den barmhjertige men strenge motelmanager Bobby, mens fabelagtige Brooklynn Prince og hendes medsammensvorne børneskuespillere glimter som små stjerner i den ellers forfærdelige amerikanske flække. Sean Baker tør at skildre det USA, få vil snakke om, og på så mesterlig og troværdig facon, at det giver kuldegysninger. – Jonas Bang
6. Burning
(Lee Chang-dong, Sydkorea)
Når man tænker på spændingsfilm, er de sjældent 148 minutter lange. Men det er Burning alligevel, og spændingen varer helt til sidste sekund.
Filmen fokuserer på den rodløse forfatter Jongsu, som bliver forelsket i sin barndomsveninde Haemi. Deres romance bliver dog hurtigt afbrudt af den mystiske Ben, som smider Jongsu og Haemi ud i et sandt trekantsdrama – men hvem er ham Ben alligevel? Og hvad går hans mystiske hobby ud på?
Det ville være en skam at sige meget mere. Ikke nok med, at Burning er en ekstremt veleksekveret thriller; den er også en filosofisk genistreg, der sætter spørgsmål ved Sydkoreas usunde betagelse med penge, samt ved unge mænds voldelige tendenser. Dog stiller Burning mange spørgsmål og giver få svar, hvilket kun gør filmens sælsomme atmosfære desto mere fortryllende.
Den gådefulde stemning er understøttet af de grynede 35mm-filmoptagelser. I en af filmens absolut smukkeste sekvenser danser Haemi topløst mod solnedgangen, mens en forførende jazzmelodi akkompagnerer hende. Sjældent har en thriller set så betagende ud som Burning, og velfortjent er den med i kapløbet for at blive Oscar-nomineret for bedste udenlandske film – for første gang nogensinde for en sydkoreansk film. Det var da også på tide. – Sophie Worning
5. Three Billboards Outside Ebbing, Missouri
(Martin McDonagh, USA/Storbritannien)
Det er svært at sætte en finger på nøjagtig hvad der er så dragende ved Three Billboards Outside Ebbing, Missouri. Intet er som det plejer i dette britisk-amerikanske komediedrama, hvor humoren er mørkere end den kaffe, de drikker i den lille by ude på kragernes vendeplads. Fortællingen om den bitre Mildred Hayes, der desperat forsøger at få gang i efterforskningen omkring hendes datters voldtægt og død, er fantastisk fængslende og medrivende. Man griner og man græder, og man føler med både Hayes’ venner og fjender.
Skuespillet bærer uden tvivl en stor del af æren for, at denne aparte film er så vanvittigt fed. McDormand er fuldstændig forblændende i sin underspillede og indebrændte portrættering af Mildred, som på mange måder er en kliché, men opfører sig som alt andet end det. Også Sam Rockwell er eminent morsom, ukorrekt og charmerende på den lidt patetiske måde, som den ugidelige og misforståede Officer Dixon. Begge modtog velfortjente Oscar-statuetter, og filmen var med god grund en af årets helt store konkurrenter som Best Picture.
Three Billboards Outside Ebbing, Missouri er en rutsjebanetur af følelser. Det går i højt tempo op og ned, drejer skarpt om et hjørne, stopper op og øger så farten. Man skal ikke prøve at styre vognen, for det kan man ikke. Man skal bare læne sig tilbage og nyde turen. – Siri Kastbjerg Andersen
4. Shoplifters
(Kore-eda Hirokazu, Japan)
Kore-eda Hirokazu har tidligere haft seks film i konkurrence på den prestigefyldte filmfestival i Cannes, og i år lykkedes det så endelig den japanske instruktør – yderst velfortjent – at hive Guldpalmen hjem. Med Shoplifters drejer det sig om den brogede familien Shibata, hvoraf ingen er biologisk beslægtede, og gennem dem stiller han spørgsmål ved de klassiske familiedyder.
Hovedpersonerne lever på må og få og stjæler fra de lokale butikker for at få mad på bordet, og som seer har man det helt fint med det, fordi de skildres med så meget humor og ukuelig hjertevarme. Selv da forældrene kidnapper en pige, fremstår det ikke problematisk, for man er sikker på, at de kan give lille Yuri et bedre liv, end hendes voldelige og forsømmende forældre kunne tilbyde.
Når familiens positive livssyn først har lullet én ind i en godtroende tillidsfølelse, gør det ekstra ondt, da deres ret så alternative levevis uundgåeligt får sine konsekvenser. Pludselig sættes alt i et nyt, mere kynisk lys, og man ødelægges emotionelt sammen med de karakterer, man netop har lært at elske. Shoplifters er et af årets mest mesterligt komponerede dramaer af den helt igennem Kore-eda’ske slags. – Morten Kildebæk
3. Lady Bird
(Greta Gerwig, USA)
Saoirse Ronans skønne og oprørske Lady Bird (”it’s my given name; I gave it to myself”) lider af teenage-egoisme og dumdristig idealisme om, hvem hun er, og hvad hun kan blive til i livet. Filmen er skrevet og instrueret af Greta Gerwig, velfortjent Oscar-nomineret i begge kategorier, og hun skildrer teenagelivet i søvnige Sacramento med lune og ømhed. Her møder vi forfærdelige, men alligevel elskværdige karakterer, bragt til live gennem et supporting cast af Hollywoods nyeste dimitterede klasse Beanie Feldstein samt gengangere på denne liste Lucas Hedges og Timothée Chalamet.
Centralt i filmen er forholdet mellem Lady Bird og hendes mor, spillet af den fabelagtige Laurie Metcalf. De danser en sprængfarlig dans på et minefelt af følelser – stemningen er spændt til det yderste, og man fornemmer, at én spydig kommentar mere kan detonere hele verdenen under Lady Birds fødder. Mor og datter lærer gennem denne dans, at man godt kan elske en person uden at kunne lide vedkommende – hvilket måske er den største sandhed, man kan erfare, når det kommer familie.
Med hjerte, humor og stærk instruktion cementerer Lady Bird sig som én af de bedste film nogensinde til at skildre den besværlige, og til tider rædselsfulde, teenagetid. – Josephine Zabeo-Persson
2. Roma
(Alfonso Cuarón, Mexico)
Med uendelig lange indstillinger, over 500 statister og derved noget, der mest af alt minder om total-teater, belyser Alfonso Cuarón sin barndom gennem fortællingen om en tjenestekvindes liv i 1970’ernes Mexico. Roma – årets vinder i Venedig og en af årets helt store kritiker-darlings – bliver en oplevelse udover det sædvanlige, netop grundet det jordnære udgangspunkt: en kvindes hverdag.
Fortællingen rummer, uden synderlig overdramatisering, nok nervepirrende sekvenser til at underholde i to en halv time. Takket være tekniske genistreger bliver Roma et intimt indblik i tjenestepigen Cleos hverdag. Med levende kameraarbejde og en hypersensitiv, 3D-ligende og meget inkluderende lydside bliver man, når bølgerne går højest, revet med i malstrømmen af sanseindtryk i så høj en grad, at linjen mellem Cleos og tilskuerens oplevelser udviskes.
Det er en sjældenhed, at en instruktør selv står bag kameraet, men her besluttede Cuarón selv at stå for den visuelle side, og resultatet er eminent og overvældende. Roma er ikke blot en gudesmuk film, men også en uovertruffen fortælling om kærlighed, selvopofrelse, glæde og altoverskyggende sorg. Alt, hvad man kunne håbe på fra en film. – Karoline Bjerregaard Balstrøm
1. Call Me By Your Name
(Luca Guadagnino, USA/Italien/Frankrig)
Ja, hvad skulle det ellers have været?
Call Me By Your Name foregår et uspecifikt sted i det frodige Norditalien, hvor den unge Elio (Timothée Chalamet) forelsker sig i sin fars forskningsassistent Oliver (Armie Hammer) gennem en hed sommer i 80’erne.
Fortællingens enkelthed giver plads til resten af filmen, der, trods den er baseret på en bog, er en af årets mest sanselige oplevelser. Sjældent har frugter føltes så saftige på film; sjældent har den sydeuropæiske hede været så mærkbar; aldrig har en kølig flod set så forfriskende ud. Når de to elskere giver hinanden kærtegn med en ømhed, som mænd sjældent får lov til at have på film, føler man næsten, at man kan række ud og røre ved dem.
Hvad er hemmeligheden bag filmens kraft? Måske hvordan Timothée Chalamets øjne gemmer på oceaner af længsel, og Armie Hammers smil stråler af frigørelse. Eller hvordan fortællingen bygger op til deres forhold ved at lade Elio vokse op, mens Oliver genfinder sin ungdommelige, uskyldige glæde. Eller hvordan lyden omgiver seeren med cikader, klaver, og skønne sange. Eller hvordan Michael Stuhlbarg næsten stjæler filmen i en rørende enetale om hjertesorg.
At se Luca Guadagninos mesterværk er som at blive forelsket, få sit hjerte knust, og blive mindet om, hvor flygtig lykken er, og hvor vigtigt det er at holde fast i den, selv når den er borte. Den er på én gang et smukt billede af ungdommen, og de erfarne øjne, der kigger melankolsk på billedet. Call Me By Your Name er årets bedste film. – Gustav Stubbe Arndal
Kommentarer