Af Gustav Stubbe Arndal
James Baldwin sagde engang, at hvert eneste barn, verden over, er vores børn. Det var en fremmed tanke for Japans imperiale styre, og for de Amerikanske bombefly, der udslettede en lille skole, hvor Tetsuko Kobayashi var lykkelig en stund. Totto-chan: Den lille pige i vinduet, som er baseret på hendes erindringsværk, taler i sine bedste øjeblikke det samme sprog som Baldwin.
Filmen følger den lille Tetsuko (Liliana Ohno), som alle kalder Totto-chan, og som har svært ved at passe i indskolingen. Hun er et hyperaktivt sludrechatol, men også et nysgerrigt, kreativt og omsorgsfuldt barn, hvis man giver hende chancen. Det gør rektor Kobayashi (Koji Yakusho), som driver en ukonventionel skole med fri leg og læring – og tilsyneladende endeløs tålmodighed.
Første del af filmen, som begynder i 1930’erne, er en række små og store scener i og omkring skolen, hvor Totto-chan passer som hånd i handske, og der går ikke længe, før vi holder næsten så meget af skolen, som hun gør. Her bliver hun også gode venner med en indadvendt dreng, der har mistet styrken i et arm og et ben på grund af polio. Verdenshistoriens baggrundsstøj træder for alvor til i 1942, og de gode tider falmer, mens fascismen trænger ind på hverdagslivet.
Det vrimler med baggrunds- og forgrundsdetaljer, der bringer tid og sted til live: En venlig kontrollør på togstationen, der pludselig ikke er der længere; en slikautomat, der pludselig løber tør; en svag rysten i hendes fars hånd, da familien hører om krigserklæringen. Men også glade øjeblikke med dans, sang, leg og livslektioner.
Selvbiografien udkom i 1981, så den har været længe om at blive filmatiseret, men animation er klart det rette medie – både praktisk set, da store dele af filmen er fyldt med småbørn, og tematisk, da friheden i animation spejler sig i børnenes fantasi.
Animationen er desværre ikke filmens stærkeste side. Bevægelser mangler ofte tyngde, ansigtsudtryk kan være distraherende karikerede, og det ligner til tider, at den lille heltinde har læbestift på. Et øje, der har vænnet sig til Studio Ghiblis mesterlige balance af realisme og karikatur, bliver ikke ofte imponeret her. Det er normalt ikke en fair sammenligning, men Totto-chan inviterer den selv flere gange.
Filmen synes, ligesom sine små hovedpersoner, at række ud efter højder, den ikke helt kan nå. Den bryder ud i abstrakte animationssekvenser, der er lidt mindre imponerende, end de burde være. Enkelte detaljer er så omhyggeligt animeret, at man næsten tages ud af filmens rytme. Slutningen bringer lige så mange tårer, som man kan forvente af præmissen (og lidt til), men snubler lidt i sit forsøg på rørstrømsk alvor.
De bedste dele er i stedet de små øjeblikke, når orkestret sidder ned, og elegante klavermelodier tager over. En lille, kærlig gestus; nogle få ord, der betyder alverden; en omfavnelse på det rette tidspunkt. Ved sit bedste er Totto-chan charmerende, inspirerende, og utroligt rørende, og dens bedste gør langt større indtryk, end dens mangler.