Af Jacob Pedersen

Parmiddage. Middagsformen som alle elsker at hade. Det ultimative scenarie for spejlinger af parforholdet – sat helt på spidsen.

Og netop spejlinger fylder en hel del i Olivia Wildes (Don’t Worry Darling fra 2022 og Booksmart fra 2019) indledning på den romantiske komedie The Invite. Joe (Seth Rogan) og Angelas – spillet af instruktør Olivia Wilde selv – ægteskab er allerede et godt stykke forbi den hjælp en parterapeut ville kunne tilbyde, så der må findes andre løsninger.

Så hvad med at invitere de sexlarmende overboer på parmiddag? Specielt ikke den bitre Joe med sin skabagtige offermentalitet synes om idéen, men alligevel får Angela forceret aftalen igennem. Også selvom Joe har glemt at købe vin.

Overboerne? Det er såmænd bare den spanske, blonde og flirtende Piña, spillet pirrende af Penẽlope Cruz, og den rolige, sweaterklædte brandma… eller brandbekæmper, som Hawk (Edward Norton) insisterer på at kalde jobbet. Alt er dømt til at gå galt, og den tåkrummende stemning i rummet fås kun bedre i Klovn (2005-) på sit allerbedste.

Filmens indledning er ikke særlig speciel i hverken sit set-up eller sine karakterer. Endvidere er det faktisk enerverende at være vidne til Seth Rogans typiske (hash)skæve skuespil. Det gør det svært at tro på, at Joe har haft charme nok til at score den livlige Angela.

Men som i et langt forspil – eller forsoningssex – så kommer alt godt senere, for der lurer en masse personlige afsløringer og hemmelige motivationer de fire naboer imellem, også af spændstig seksuel karakter, og underholdende er det.

The Invite er baseret på Cesc Gays oprindelige manuskript fra den spanske film The People Upstairsl (2021), som igen bygger på Gays originale teaterstykke Los Vecinos De Arriba fra 2016. Stykket er allerede fortolket til både det italienske og koreanske publikum, og nu kommer altså den amerikanske fortolkning.

Og hvilken måde at gøre det på. Allerede med det fantastiske cast bliver der fortalt historier med de fire stjerner i hovedrollerne. Cruz er den perfekte woman next door, som krydres med en gennemgående joke om den spanske skinke jamón med reference til Cruz’ hotte spillefilmsdebut i Jamón, Jamón (1992).

Norton blegner ved hendes side, men har en rolig overskudsagtig aura omkring sig, der virker betagende. Imens er Wildes Angela så overlegen, men også strid, overfor sin fallerede partner Joe. I kammerspillet er de fires kemi helt eminent. Dialogen skyder på tværs af den findekorerede stue, og seeren befinder sig i et krydsskyderi af sarkastiske vittigheder og eksplosive følelser.

Det mærkes tydeligt at historien har oprindelse i et teaterstykke, men det lille kammerspil lader sig aldrig begrænse. Tværtimod formår Wilde med fortrinligt vekslende billedekompositioner at klippe dynamisk mellem nærbilleder og totalbilleder i lejligheden. Som da de to designnørder Hawk og Angela finder fælles fodslag i en Københavnerfantasi baseret på de teal-farvede malerklatter på væggen, hvor Angela langsomt bevæger sig tættere og indrammes på ny i malingen bag hende. Eller lejlighedens komposition, som er med til at opdele eller sammenslutte parrene, alt efter om parret er i symbiose eller ej. Fantastisk historiefortælling med kameraet.

The Invite er en medrivende og akavet romcom – tiltrængt og opløftende i en genre, der oftest ellers kun har underholdning for øje. Tematikkerne om kærlighedens til- eller fravalg og selvdestruktivitet, gør The Invite til en velmenende og diskutérbar filmoplevelse, der kan starte mange gode samtaler i og udenfor parforholdet. En romantisk komedie som en akavet orgasme; tåkrummende men dejlig forløsende alligevel.