Af Alexander Bendtsen
I en filmindustri, hvor en Jurassic Park-franchise i forfald længe har virket til at have monopol på dinosaurstorfilmen, føles den spritnye The End of Oak Street som et friskt pust, der øjensynligt ikke burde være muligt. En stor, originalt udtænkt dommedagsfortælling spækket med velrealiserede dinosaurer og underholdende action.
Filmen insisterer også på at bringe følelser og tematiske lektioner i spil, hvilket bringer lidt hjerte og dramaturgisk formål til dinosaurspektaklet, trods mangel på raffinement.
The End of Oak Street er nemlig ikke bare lutter dinosaurer, men centrerer også om en klassisk amerikansk forstadsfamilie i 1982 bestående af moren Denise (Anne Hathaway), faren Greg (Ewan McGregor), datteren Audrey (Maisy Stella), sønnen Brian (Christian Convery) og deres hund.
På overfladen er det en glad og homogen familie, men under overfladen hænger forældrenes ægteskab i en tynd tråd. Den videnskabeligt akademisk begavede datter mangler dertil tilhørsforhold til sine lokale jævnaldrende, og drømmer sig væk til sit drømmeuniversitet, imens teenagersønnen går igennem en rebelsk fase, der har fået ham i problemer med en ældre lokal dreng.
Afsættet er ikke banebrydende karakterarbejde, og er også klodset introduceret med småkedelig dialog, og humor der tangerer til det tonedøve. Denise og Christian udstråler hver sin uklædelige arrogance i deres respektive konflikter med henholdsvis naboen (P.J. Byrne) og et lokalt brødrepar (David Alexander Kaplan og nyligt tragisk afdøde Hudson Meek).
Elegant implementeret eller ej, giver karakterernes personlige problemer dem plads til at vokse på deres egne respektive præmisser i løbet af fortællingen. Dog med undtagelse af Audrey-karakteren, der trods et sympatisk og interessant grundlag, forbliver den fladeste af de fire karakterer.
Karakterudviklingerne kommer i takt med, at fortællingens fredelige afsæt eskalerer til dens egentlige præmis, hvor mystiske lysglimt og naturfænomener forårsager at hovedpersonernes fredelige nabolag invaderes af et hav af dødsensfarlige dinosaurer. Her lykkes filmen fint med at skildre, hvordan ingen af hovedpersonerne er actionhelte. De er blot ordinære mennesker, der ud af ren og skær næstekærlighed og beskytter-gen må vokse med opgaven, for at overleve dinosauerdommedagsscenariet sammen.
Der opstår også bare ren og skær god underholdning gennem nabolagets og dets beboeres møde med dødbringende dinosaurer. Så god underholdning, at manglen på substans i selve science fiction-grundlaget for dinosaurpræmissen ikke gør det store.
Det er svært ikke at rykke lidt længere frem i biografsædet når Greg må lægge en nærmest Ferris Bueller’sk spurt igennem naboernes haver, med en hurtig og sulten dinosaur lige i hælene. Ligeledes med familiens opgør imod en T-rex på vejen mellem nabolagets forhaver, filmet i en glimrende længere indstilling, der elegant skifter fokus mellem hovedpersonerne og deres distraheringsmanøvrer, uden at klippe.
I det hele taget fortjener filmens kameraføring ros. Imens at resten af det filmtekniske fra lyd til belysning er habilt men relativt forgængeligt, er kameraføringen flere gange decideret elegant. Der panoreres ofte i stedet for at klippe, så den mere økonomisk disponerede klipning får lov at tjene et æstetisk formål i samme grad som den skal tjene kontinuitet og diktere tilskuerens fokus.
I samme panoreringer drysses der ofte information om karakterer gennem ting som familiebilleder, i stedet for at drukne tilskueren i forklarende dialog mellem karakterer. Bedst demonstreret da kameraet stryger forbi et billede på væggen af Denise på jagt, der giver kontekst til hvorfor hun er kompetent med et gevær når lokummet brænder. Sammensætninger af den slags baggrundshistorie, og organisk udvikling i fortællingen faciliterer en udformning af et menneskeligt heltegalleri, som især Hathaway og McGregor også hjælper på vej med dynamisk skuespil.
David Robert Mitchells dinosaurspektakel og karaktererne omkring er ikke altid skildret lige skarpt. Alligevel er The End of Oak Street fortalt ganske robust, med en håndværks- og stemningsmæssig pondus, der oser af underholdende sommer-blockbuster.