For tredje år i træk afholder Den Danske Filmskole filmfestivalen GENERATION – denne gang fra d. 19. til d. 22. juni i Empire Bio, Gloria, Cinemateket og Filmskolens egne lokaler. Ligesom sidste år har vi anmeldt en lille håndfuld film fra det lovende program, som byder på både afgangsfilm fra filmskolens elever samt internationale festivalfavoritter.
Læs vores anmeldelser herunder – og køb billetter til visningerne her.
ULTRAS
(2025 / Ragnhild Ekner / Sverige)
4/6 stjerner
Med afsæt i sin egen passion for det svenske storhold, IFK Göteborg, drager instruktør Ragnhild Ekner ud til alskens verdenshjørner for at få et indblik i den slags fankultur, der går skridtet længere. De såkaldte ultras, som er en betegnelse, der stammer fra de italienske endetribuner, men som i dag er synonym med hardcore fodboldfans alle vegne. De mennesker, som har gjort det til en livsstil.
Fascinationen af fodboldens subkulturer er ikke ny, og de fleste interesserede har nok også set film som Green Street Hooligans (2005) eller dyrket videoer fra YouTube-kanalen Copa90. Men der har manglet den der ultimative biografdokumentar, som virkelig tager sit emne seriøst. Det gør Ultras – også selvom den taber sig selv lidt i forblændelsens lys.
For man kan virkelig mærke, at Ekner har respekt for sine subjekter og møder dem på deres banehalvdel – hun er jo på mange måder en af dem! “In many ways, it’s bigger than what happens on the pitch,” lyder det på et tidspunkt, og det er jo præcist det, som filmen ønsker at vise. Det er samtidig forfriskende, at instruktøren ikke svælger alt for meget i de dårligdomme, som typisk præger enhver tabloid mediedækning af inkarneret fankultur.
Fra gåsehudsfremkaldende optagelser af fællessang i Indonesien ved PSS Slemans kampe over en dyb foragt for politiet i polske Poznan til frivilligt tifoarbejde i sportshaller i hjembyen Göteborg; vi kommer vidt omkring, og det er både filmens styrke men måske også svaghed.
I sidste ende er Ultras absolut en seværdig kærlighedserklæring, som excellerer i dens gennemførte æstetik, men også forbliver lidt for observerende til for alvor at engagere sin seer. /Benjamin Damon
KOREAN BLOOM (2025 / Lin Jo Skytte / Danmark)
4/6 stjerner
Dansk-koreanske Mina driver på vestkysten et luksuriøst kurbad og tilbringer hele sommeren med at opvarte sine krævende sommergæster. Da gæsternes opførsel bliver mere diskriminerende, og en udsædvanlig gæst tjekker ind, begynder Mina at mærke længslen efter at være tæt på sit koreanske ophav, hvilket får hendes hår til at gro.
I en flydende blanding af bløde, skulpturelle linjer og friske, beroligende farver præsenterer Lin Jo Skytte denne animationskortfilm som sin afgangsfilm, der med sit atmosfæriske og stemningsskabende soundtrack suger dig ind i en verden, der svæver mellem fantasi og virkelighed. Imens farverne og tonen er dybt betagende og med til at skabe en unik fortælling i denne animationsstil, er der dog elementer af filmen, som smelter for meget sammen og bliver svære at adskille, så dele af kortfilmen og konfliktens eksposition får en vaklende begyndelse.
Alligevel fascinerer Korean Bloom med et perspektiv, der sjældent optræder på den danske filmscene, samt en behagelig æstetik, der både er tryllebindende og beroligende. Billeder fra filmen kunne man sagtens forestille sig pynte væggene i samtlige hjem – de efterlader virkelig et vedvarende indtryk. Et naturligt full circle-moment afrunder fortællingen, og Lin Jo Skytte overgiver sin fortælling til publikum. /Bella Juncker
QUEENS OF DRAMA (2024 / Alexis Langlois / Frankrig, Belgien)
4/6 stjerner
Året er 2055. På fremtidens version af YouTube uploader en notorisk drama queen for første gang i årevis en ny video. Her fortæller “SteevyShady” (Bilal Hassani) historien om deres absolutte yndlingsstjerne fra 00’erne: pop-sangeren Mimi Madamour (Louiza Aura).
Den utrolig campy historie, Queens of Drama fortæller, adskiller sig fra samtidens gossipfyldte paparazzihistorier i den forstand, at de to hovedpersoner, som SteevyShady idoliserer, er lesbiske. Mimi vinder i 2005 Frankrigs pendant til Stjerne for en aften (2001-5) og påbegynder en international stjernefærd som en raket. I processen glider hun og metal-rocker-kæresten, Billie (Gio Ventura), fra hinanden.
På denne måde falder Queens of Drama mellem to stole. Første halvdel er forholdsvis nede på jorden og fokuserer på Mimi og Billies søde og skøre blomstrende forhold. Anden halvdel skruer op for skørheden, og fokus er i stedet på mediestorm og Britney-agtige nedsmeltninger. I processen mister man fornemmelsen for Mimis følelsesliv, hvilket ellers giver både filmen og forholdet tyngde.
Lipglossen, de ultratynde øjenbryn og de lavtaljede jeans mangler, Mimis tidlige popstil minder mere om moderne k-pop og man ville aldrig kalde noget “problematisk” i 2005. På samme tid kan man se, hvordan Mimis hår går fra Britney-stil til Rihanna, Billie refererer til Monique Wittig og SteevyShady springer ud i en Chris Crocker parodi og proklamerer: “Leave Mimi alone!”
Queens of Drama er overdreven, og det er med vilje. Man savner den emotionelle forankring, men filmen ved præcis, hvad den vil være, og skruer helt op for Y2K-vildheden med et ultraqueer twist. Sådan er camp; alt for meget og propfuld af oprigtighed. /Kim Sidsel Minuva
Kommentarer