Hvert år i marts måned åbner København sine gader og stræder op for en af de bedste og mest velomtalte dokumentarfestivaler i verden. CPH:DOX har siden 2003 sat København på verdenskortet for alverdens filmskabere, der lægger et besøg forbi hovedstaden med deres vigtige, spændende, hjerteskærende, oplysende, udfordrende, kritiske og kreative passionsprojekter.
CPH:DOX har netop lukket dørene for dette års festival, der har budt på alt fra nationale perler som Karl Friis Forchhammers Christiania og Taekyung Tanja In Wol Sørensens tværnationale Homesick, der desuden modtog en special mention fra festivalens jury i NORDIC:DOX-konkurrencen, til omfattende co-produktioner fra hele verden som den menneskerettighedsfokuserede American Doctor af Poh Si Teng eller Dongnan Chen’s Whispers in May, der også kunne gå hjem som festivalens store vinder af festivalens hovedkonkurrence DOX:AWARD.
En håndfuld af Ordets skribenter har haft fornøjelsen af at dække festivalen, og har altså været København rundt for at bringe denne specialudgave, med dokumentarer, der nødvendigvis ikke har modtaget nogle priser, men alligevel kan være værd at opsøge når de bliver tilgængelige. Vi ønsker rigtig god læselyst!
AMAZOMANIA / Nathan Grossman / 2026 / Sverige, Danmark & Frankrig
Af Gustav Juhl
Hvad tager man egentlig, når man tager et billede?
Det er spørgsmålet, der langsomt vokser frem i Nathan Grossmans fremragende dokumentar, Amazomania, der i år blev vinderen af CPH:DOX’ nystiftede internationale kritikerpris, FIPRESCI’.
Delt i to halvdele, følger vi først den svenske journalist Erling Söderström gennem hans egne optagelser, hvor han i 1996 bevæger sig ind i Amazonjunglen for at etablere first contact med det hidtil isolerede stammefolk Korubo. Bevæbnet med kameraer og geværer er målet at nedtrappe den voldelige konflikt, der i årtier har raseret mellem Korubo og de nybyggere, der invaderer deres territorium.
Men Söderström følger ikke sin egen prædiken, og selvom han nærmest profetisk fortæller, at Korubo-folket nu kan leve i isolation uden den hvide mands indflydelse, rejser han gentagende gange tilbage og tager tusindvis af billeder. Men hvorfor?
”For at stille min nysgerrighed”, fortæller den aldrende journalist dybsindigt.
I anden halvdel retter den svenske filmskaber, Grossman, kameraet mod sin landsfælle, der i 2023 tager på en sidste tur til hans elskede stammefolk. Men Söderström møder ikke det, han forventer. De vil have det, der er deres. Nemlig de utallige billeder som Söderström har taget, og som Korubo mener at han har fjernet fra deres historie, samt tjent penge på uden rettigheder. De vidste ikke hvad kameraer var, og hvilken magt de besad. Men det gør de nu.
Amazomania stiller skarpt på den hvide mands selvgivne berettigelse over andres folks historier og viser, i en lige dele fantastisk og forfærdende dokumentar, hvordan kolonialisme ikke blot er fortid men forplanter sig i nutiden. Grossman udvider med Amazomania dokumentargenren, og sætter store krav til seeren, der ikke blot kan læne sig tilbage og tage historien ind. Næ, nej, den må man lære.
BECOMING EMA / Patricia Drati / 2026 / Danmark, Spanien & Slovakiet
Af Bella Juncker
Blandt et hav af dokumentarer ved dette års CPH:DOX stod ud et bredt udvalg af historier, perspektiver og portrætter af det kvindelige liv af kvindelige instruktører.
En af disse historier var Becoming Ema af den debuterende instruktør Patricia Drati. Filmen er et portræt af slovakiske Ema, der midt i sit eget moderskab stadig er tynget af en konflikt, der har fremmedgjort hende fra sin familie, fordi hun ikke ville følge den plan som de og samfundet havde forventet af hende.
For Ema er først og fremmest en mor. Det gør hun meget klart, ligesom det er umuligt at sætte spørgsmålstegn ved hendes kærlighed og hengivenhed for sine børn. Igennem kameraet, som Ema aldrig taler direkte til, får vi lov til at observere et portræt af en mor og et familieliv, der går udover alle forventningerne for det almindelige familieliv.
Imens tempoet og konflikten i dokumentaren til tider føles som at de står helt stille, er der stadig noget helt og aldeles fredfyldt og inspirerende over livet som Ema har kæmpet for og valgt at føre for sin egen lille familie – et liv de fleste kun tør drømme om.
Dokumentaren er ligeledes en påmindelse om at vi godt kan, og måske endda bør, løsrive os de forventninger vi møder af samfundet, og leve lige præcis det liv vi gerne vil. Becoming Ema handler derfor ikke kun om Ema og hendes familie, men om at være sig selv, for sig selv og for sine børn, ligesom den handler om at acceptere sine børn som de individer de er, for ingen mennesker har ret til at antage hvem eller hvordan vi skal være her i livet.
KENNY DALGLISH / Asif Kapadia / 2025 / Storbritannien
Af Alexander Bendtsen
Dokumentaristen Asif Kapadia er en mester i karakterportrætter, hvilket i 2016 også blev kvitteret med en Oscar-statuette for Amy (2015), hans dokumentar om Amy Winehouse. Alligevel er det hans portrætter af sportslegender, der i min optik er allermest fantastiske. Fra BAFTA-vinderen Senna (2010) til mesterværket Diego Maradona (2019), og nu Kenny Dalglish om fodboldlegenden af samme navn.
Som Kapadia har det for vane, har han ikke selv været så meget ude med kameraet, men derimod været i arkiverne og fundet materiale fra Dalglish’s karriere i Celtic F.C. og Livepool F.C., som han sætter sammen til et vidunderligt karakterstudie. Denne gang med narration fra ’King Kenny’ selv, der ydmygt, sympatisk, charmerende og reflekterende ser tilbage på sin tid som stjernespiller, først i Celtic og derefter i Liverpool, hvor han også senere blev spillende træner.
Kapadia lykkes med at skildre sportsmanden Dalglish på gribende, indsigtsfuld og storslået vis, med de gamle billeder af Dalglishs fantastiske præstationer på banen. I lige så høj grad finder dokumentaristen indtil mennesket Kenny. Det lykkes med rørende empati og nuancer der underbygges af hovedpersonens egen fortællerstemme, og af lydklip fra interviews med hans pårørende og holdkammerater, samt optagelser på og udenfor banen.
Det bliver et samlet billede af en usædvanligt eksemplarisk og inspirerende person, og fantastisk fodboldspiller (og træner!). En unik historie om en hårdtarbejdende og begavet mand, der bryder igennem i Celtic, og leder Liverpool gennem fantastiske triumfer og holder sammen på klub og by gennem tragiske katastrofer i klubbens turbulente 80’ere. Det hele fortalt med en nerve og forståelse, der perfekt indkapsler hvordan Dalglish, med sine lederegenskaber og sin uselviske næstekærlighed, blev den ultimative personificering af det bånd og sammenhold, der definerer Liverpool F.C. i tykt og tyndt.
CHRISTIANIA / Karl Friis Forchhammer / 2026 / Danmark
Af Gustav Juhl
Samme dag som han blev født, flyttede Karl Friis Forchhammer med sine nybagte forældre fra Christiania og ud til et villakvarter i Valby. Ville de beskytte ham mod et liv omringet af stoffer, kriminalitet og mangel på struktur, eller er han i virkeligheden gået glip af en barndom og ungdom fyldt med frihed og højt til loftet? 36 år senere stiller Forchhammer sig det spørgsmål, og det er der kommet en skøn, charmerende og ikke mindst velstruktureret dokumentar ud af.
Christiania starter med fristadens spæde begyndelse og tager os på en syret tidsrejse, der kulminerer i det Christiania, vi kender i dag. Men hvor godt kender vi almindelige samfundsborgere egentlig stadens historie, og er der mere til en af verdens største sociale eksperimenter end en flok hashrygende flippere der, som der bliver sagt: ”levede tingene i stedet for at teoretisere dem”?
Svaret er, at de fleste af os nok har en overfladisk idé om christianitterne, og at Christiania, også som et frit tænkende samfund, er mere kompleks end det man ser i nyhederne.
På trods af, at han i virkeligheden aldrig har boet i fristaden, er det tydeligt, at Forchhammer er dybt forbundet med Christiania. Med en blanding af nærværende arkivoptagelser og billeder, og til sidst også hans egne optagelser, tegner Forchhammer et billede af fristaden som en smuk kompleksitet, der gerne vil rumme alt og alle, men som også mærker konsekvenserne af akkurat det samme.
Med Forchhammers dokumentar har Christiania fået en værdig, sammenhængende stemme, der fortæller med samme seriøsitet og upartiske kærlighed om det smukke og grimme, det fredelige og det voldelige og det anarkistiske og kapitalistiske gennem Christianias 50 års eksistens.
A SONG WITHOUT HOME / Rati Tsiteladze / 2026 / Georgien & USA
Af Mikkel Lind Kristiansen
Dystre motiver hænger over og hjemsøger A Song Without Home. Indstillinger af øksehoveder, der på ubehagelig vis dvæler et sekund for længe. Kaffe, der spilder ud over en kogeplade og brændes væk i dens gløder. Hadforbrydelser, udtalt af den georgiske ortodokse kirke og højreekstremistiske grupper. Det er blot få elementer af den traumatiske fortid – og pinende nutid – der ligger til grund for Adelinas hverdag.
Adelina brugte 11 år indespærret i sit eget hjem for sin egen sikkerhed, da hendes eksistens som transkvinde i Georgien er til fare for hendes eget liv og familie. A Song Without Home følger en periode i Adelinas liv efter hendes samarbejde med instruktør Rati Tsiteladze på kortfilmen Prisoner of Society (2018), der var med til at sikre hende asyl i Østrig.
Fortidens Georgien er filmet i simple sort-hvid indstillinger, hvorimod nutidens regnbuefarvede Wien er en turbulent kontrast. Dokumentaren sammenstiller, på eminent vis, Adelinas dystre opvækst mod Wiens svimlende frihed, hvor død, traumer, håb, drømme, potentiale og fortvivlelse samtidigt hænger over Adelina i både fortælling og billede.
Adelinas mor, stadig boende i Georgien, beretter om en voldelig ægtefælle samt et lokalsamfund, der spytter på hende. Hun må gemme sig væk fra en transfobisk omverden, der beskylder hende for Adelinas opvækst. Tårepersende FaceTime-dialoger mellem Adelina og moren, der har sendt gaver hele vejen fra Georgien, giver små glimt af håb i en forrykt og kynisk omverden.
A Song Without Home får en til at føle transfobiens kvælende og indespærrende karakter på egen krop. Drømme og kærlighed kæmper mod en mørk, nådesløs og uempatisk verden, der alligevel lader håbet om en bedre tilværelse skinne igennem.
PETROLHEADS / Emil Langballe / 2026 / Danmark
Af Magnus Hvidt Thelle
At føle sig udenfor er en stille kamp – især i en verden, der virker bygget til “de normale”. Når ønsket om at passe ind fylder alt, kan håbet nogle gange findes de mest uventede steder: i fart, i mekanik, i lyden af en motor. Her opstår et frirum for Martin, hvor forskellighederne kan deles frem for skjules.
Petrolheads er en rørende fortælling om venskab og identitet forklædt som en film om biler. Jagten på en almindelig Honda Civic fra 1994 bliver for Martin et symbol på noget langt større: følelsen af normalitet. Med flere diagnoser under bæltet oplever han ofte at stå udenfor, og bilen bliver et konkret mål for at nærme sig et liv, der ligner andres.
Instruktør Emil Langballe former historien som en roadtrip, hvor Martin og vennen Caspar bevæger sig gennem det danske landskab i håbet om at finde bilen – og måske sig selv. Samtidig mærkes det tydeligt, at Langballe er Martins storebror. Kameraet er nænsomt og beskyttende, og det skaber en særlig intimitet, hvor vi som seere lærer at se Martin med samme omsorg.
Filmens rolige tempo og afdæmpede æstetik kan til tider virke langsomt, men understøtter dens ærlighed. Petrolheads undgår at romantisere sine karakterer og viser i stedet deres modsætninger. Det gør fortællingen både troværdig og varm, og giver et betryggende indblik i de relationer, der bærer det tunge læs, når verden føles svær.
GHOST ELEPHANTS / Werner Herzog / 2025 / USA
Af Gustav Juhl
Der er unægtelig noget særligt over Werner Herzog og hans fascination for livet, der i årtier har givet verden nye perspektiver på tilværelsen. Men filmmastodonten og kulturikonet er som 83-årig ikke færdig, og i hans nye dokumentar, Ghost Elephants, har Herzog igen fundet en historie, som på overfladen lyder mere mærkværdig end nødvendig. Dog, som Herzog ved bedst, er det ikke altid, hvad der fortælles om, men hvem det fortælles igennem, der skaber noget værdifuldt.
I Ghost Elephants følger Herzog biologen Steve Boyes dybt ind i Angolas højland for at opsøge og bevise eksistensen af en flok sagnomspundne kæmpeelefanter. Der er bare det, at der ikke rigtig er nogen beviser for at de findes. Men er det vigtigt? Og er det bedre at lade en drøm være uopnåelig, så den kan jages for evigt?
Herzog bevæger sig ikke længere i den unge del af sin karriere og liv, og det afspejler sig i valget af Steve Boyes. Biologen er en vaskeægte herzogiansk arketype, der, med konstante glasøjne, er konstant bevidst om, at han er i live. Dog adskiller han sig fundamentalt fra Herzogs tidligere karakterer, hvis totale besættelse ofte har ledt til destruktion. I Ghost Elephants bringer Boyes i stedet os ind til en refleksion om de drømme, vi har i vores liv og hvilken betydning de har for, hvordan vi lever.
Det er dog nu engang en velkendt Herzog, vi møder i Ghost Elephants. Optagelserne er fantastiske, og de idiosynkratiske introspektive voice-overs, som kun Herzog kan tage patent på, findes i overflod. Ikke mindst får vi et dejligt gensyn med Herzogs hang til at gå ud ad en tangent, før han igen samler den røde tråd, og med Boyes leder os dybere ind i Angola i jagten på vores drømme.
THE SETTLERS / Joshua Baker / 2025 / England
Af Magnus Hvidt Thelle
Koloniseringsbevægelsens gudmor og amerikanere, hvis jødiske åbenbaringer har ført dem til maskingeværer. Det kan lyde som starten på en dårlig joke, men i stedet er disse eksempler fra det moralsk fallitte persongalleri i The Settlers. Dokumentaren, som instrueres af Joshua Baker, følger Louis Theroux’ tilbagevendende undersøgelse af zionistisk ekstremisme, som han fjorten år tidligere udarbejdede i The Ultra Zionists (2011). Med en spilletid på blot 58 minutter bevæger filmen sig hurtigt mellem forskellige personer og interviews, hvilket giver et fragmenteret indtryk af et ellers komplekst og dybt foruroligende emne.
Theroux er kendt for sin evne til at komme tæt på mennesker i kontroversielle miljøer, og her møder vi etno-religiøse nationalister med så ekstreme holdninger, at de ved første øjekast fremstår næsten absurde. Selve bevægelsen er fascinerende – omend en smule frastødende – at få indblik i, men dokumentaren dvæler sjældent længe nok ved de enkelte personer til, at deres verdensbillede for alvor bliver udfoldet og forstået i dybden. Det medfører beklageligt, at konfrontationen med disse aktører til tider føles overraskende letkøbt – grænsende til det utilsigtede humoristiske.
Hvor Theroux’ tidligere værker ofte formår at afdække de psykologiske og strukturelle lag bag ekstreme holdninger, forbliver The Settlers mere overfladisk. En mere dybdegående undersøgelse af zionismen og dens mest radikale udtryk kunne have gjort dokumentaren både mere lærerig og langt mere rystende.
I sidste ende er filmen stadig interessant. Den har bestemt en unik indgangsvinkel til en konflikt, der sjældent dækkes med hensigt til mere end smerte og forfærdelse. Dog mangler dokumentaren den nødvendige tyngde til for alvor at indfange alvoren i sit eget emne.
A VERY GOOD BOY / Sébastien Lifshitz / 2026 / Frankrig
Af Mikkel Lind Kristiansen
A Very Good Boy er en queer memoir af begær, tragedie, kærlighed og porno. Fortalt gennem arkivbilleder og interviews, bliver værket formet af en gammel mand oppe i firserne: Claude Loir.
Claude Loirs livsfortælling er en førstehåndskilde til en turbulent homoseksuel eksistens. En forsømt barndom i Pyrenæerne, en karriere som pornostjerne, et privatliv tynget af AIDS-epidemien, og mødet med en elsker gennem sociale medier.
Instruktør Sébastian Lifshitz giver Claude Loir frit rum til at fortælle sin mærkværdige livshistorie i tætte nærbilleder. Resultatet bliver et intimt portræt af en mand, der trods en traumatisk opvækst, alligevel finder kærligheden i en tidsperiode, der ikke gør det let.
Frankrigs historiske udvikling ender til tider med at spille andenviolin over for Claudes fortælling. Vigtige historiske begivenheder, i forbindelse med AIDS-epidemien, får dog ikke nok fokus til at berige Claudes fortælling tilstrækkeligt.
A Very Good Boy er bedst i de få scener hvor Claudes fortællerstemme bliver forankret i en billedside, der viser de minder han snakker om. Scenerne giver filmen et filosofisk lag, der giver en tydelig fornemmelse af dybden i Claudes lange og excentriske liv. Lifshitz insisterer desværre oftere på blot at filme interviews og bruge arkivmateriale, der trods det interessante materiale, gør det samlede værk til en mere langsommelig oplevelse.
A Very Good Boy er lavet af et interessant grundstof, der tager lidt for mange sidespor til rigtig at granske Claude Loir. Hans historie er vigtig, så derfor savner man en måde at fortælle den på, der er lige så interessant som manden selv.
NOVA ’78 / Aaron Brookner & Rodrigo Areias / 2025 / Storbritannien & Portugal
Af Gustav Juhl
William S. Burroughs er en figur af mytiske dimensioner og er både hyldet som litterært geni og kultdyrket som beatgenerationens gudfar. Med andre ord er Burroughs’ rolle i vestlig (mod)kultur allerede stærkt cementeret som grundlæggende. Uden Burroughs ville vi ikke have stemmer som Patti Smith, Frank Zappa eller for den sags skyld Kurt Cobain, der, som så mange andre, så Burroughs som en slags alternativ nordstjerne.
Så hvad skal vi med en dokumentar om en tre dages Burroughs-konvention fra New York i 1978, og fortæller den egentlig noget nyt om manden selv? Jamen, altså, på en måde egentlig ikke. Men det er, for mig at se, heller ikke meningen med den udmærkede Nova ’78.
Optagelserne fra den ikoniske ’Nova-Convention’ er aldrig set før, og instruktørerne Aaron Brookner og Rodrigo Areias løfter med deres dokumentars 78-minutters korte spilletid, et historisk kulturmøde ud af tidens tåge. Klippet, som man nærmest var der selv, bruger vi som seer også de første minutter i køen udenfor sammen med begivenhedens egentlige gæster. Efter lidt summen omkring inviteres vi videre ind til scenen, hvor de ideer der blev præsenteret, er så forud for deres tid, progressive som de er, at de den dag i dag desværre ikke vil kunne opfattes som en selvfølgelighed.
Arkivoptagelserne er friskt klippet sammen, og vi får endda, med lidt krydsklipning, kvalitetstid med Burroughs selv. Dog er dokumentaren stærkest i hvad den handler om, og ikke hvordan den er stykket sammen. I sidste ende kan Nova ’78 det helt særlige at bringe Burroughs og hans revolutionerende koncepter frem til en ny ungdomsgeneration, og dermed forlænge den plads i historien han selv skrev sig ind i.
BETTER GO MAD IN THE WILD / Miro Remo / 2025 / Tjekkiet & Slovakiet
Af Magnus Hvidt Thelle
Better Go Mad in the Wild føles som at træde ind i et fortryllende eventyr, hvor man bliver fluen på væggen hos to gamle troldmænd, der lever deres eget afsondrede liv langt fra omverdenen. Dokumentaren følger tvillingebrødrene Ondra og Franta, hvis hverdag udspiller sig i et roligt, næsten tidsløst tempo, hvor samtaler om kærlighed, druk, ensomhed og død flyder frit og ubesværet mellem dem.
Portrætteringen af tvillingernes broderlige kærlighed er både rørende, rå og dybt genkendelig. De skændes, griner, krammer og lægger arm – selvom Franta kun har én arm tilbage efter en ulykke med en savemaskine. Deres samspil emmer af en skrøbelig ømhed og en livslang samhørighed.
Visuelt er filmen intet mindre end betagende. De til tider iscenesatte billeder føles ikke kunstige, men snarere som små poetiske tableauer, der forstærker den eventyrlige stemning. Særligt det store, runde spejl, som bryder med hjemmets rustikke omgivelser, skaber en række dragende og næsten drømmeagtige billeder, der løfter filmens mytiske appel. Samtidig tilfører Frantas poetiske fortællerstemme en eftertænksom tyngde, som kaster et blidt, melankolsk skær over brødrenes liv.
Ikke alle greb rammer dog lige rent. De få sekvenser, hvor en ko animeres til at fortælle, virker forstyrrende og bryder kortvarigt med filmens ellers fine balance mellem det jordnære og det poetiske.
Filmen er sørgmodig, mystisk og finurlig – men først og fremmest en stille, sanselig og dybt bevægende oplevelse, der føles som et lille stykke magi.
JARIPEO / Efraín Mojica & Rebecca Zweig / 2026 / USA, Mexico & Storbritannien
Af Gustav Juhl
Der er noget iboende voldsomt og macho i den mexicanske rodeotradition. Hundredvis af mænd samles for at se hvem der i længst tid kan dominere naturen før hun, i form af verdens vredeste tyr, sender en af deres landsmænd flyvende. Det er et rum der er alt andet end queer eller feminint, men med så mange stramme jeans samlet et sted, kan der alligevel ske ting og sager.
Byen Jaripeo er sådan et sted. Midt i den hypermaskuline arena, findes der her én gang om året et frirum for queermiljøet, hvor der med fest og farver, accept og respekt, udleves et queer-fællesskab. Traditioner og modernitet væves sammen i et rodeoshow, der ellers emmer af testosteron, men som her frigør homoseksuelle mænd fra det daglige Mexico. Altså, der hvor det er de hårde traditionelle værdier, og ensomhed og skam, der hersker.
Dokumentarfilmen Jaripeo, instrueret af debutanterne Efraín Mojica og Rebecca Zweig, bevæger sig mellem disse to verdener. Mojica, som selv er homoseksuel, tager os på en øm, personlig og ukonventionel rejse gennem det miljø, han er formet af. Vi er både med ude og hjemme i samtaler med mænd fra miljøet, der er af så fortrolig karakter, at de lige så godt kunne være revet ud af en privat dagbog. Det er netop i denne nærhed dokumentarens største styrke ligger, da den giver en stemme til dem der til dagligt ikke har en.
I Jaripeo arbejder instruktørmakkerne med en bevidst queerkodet stilisering. Klubbet musik pulser og koreografier bryder af og til ind i dokumentarens ellers direkte form, og insisterer på at give følelserne et kropsligt udtryk. De er ikke altid lige veludført, men netop deres kejtethed giver dem en ærlighed, der spejler livet i et small-town Mexico, hvor en alternativ livsstil er svær at acceptere.
KITKATCLUB – KINKS OF BERLIN / Philipp Fussenegger / 2026 / Tyskland & Østrig
Af Mikkel Lind Kristiansen
KitKatClub er en af Tysklands mytologiske grotter af erotik og synd, hvor telefoner er bandlyst, techno- og trancemusik fylder ørene og strobelys dækker øjnene. Et sandt Rave-Mecca. I KitKatClub – Kinks of Berlin har Philipp Fussenegger fået adgang til at filme inde i KitKatClub, for at afmystificere den famøse nat- og sexklub ved at vise, hvordan klubbens pilgrimsrejsende stadig bare er almindelige mennesker.
Dokumentaren følger et større persongalleri af individer, der hyppigt besøger natklubben, for at vise de myriader af indgangsvinkler, der findes til en verden, som er seksuelt frigjort. Her møder vi alt fra dragqueen Raven Krueger, til ekshibitionistiske BDSM-par og ansatte performere på klubben.
I stedet for fuldt at udnytte sin adgang til eksklusive optagelser på klubben, skildrer dokumentaren i stedet, som en flue på væggen, de medvirkendes hverdagsliv og rutiner, samt deres forberedelse til KitKat-aftener. Vi får dermed et fordomsfrit kig ind i privatlivet hos de mennesker, der tilbringer nattelivet på KitKatClub, med en billedside, der ligeledes ikke skuer væk fra sex-fester, kink-events og den erotiske stemning på klubben. Det giver filmen en ærlighed.
Det store karaktergalleri bliver dog også filmens største faldgrube. I kombination med den observerende stil, formår filmen ikke at udforske personerne og deres respektive forhold til klubben og deres kink dybere. Det gør desværre filmen lettere overfladisk, samtidig med at det efterlader et ønske om at forstå og lære mere, som var den en pilotepisode af en længere men ikke-eksisterende dokumentarserie.
Alligevel er KitKatClub – Kinks of Berlin stadig filmet og formuleret med omtanke for sit sårbare indhold, hvilket sørger for at dens overfladiskhed ikke bliver til tomhed, og samtidig menneskeliggør den famøse natklub.
BARRIO TRISTE / STILLZ / 2025 / Colombia & USA
Af Gustav Juhl
I Barrio Triste tilraner fire unge rødder sig et VHS-kamera og begynder at dokumentere deres ungdom i den kriminelle underverden i udkanten af 1980’ernes Medellin, Colombia. Det er en verden af vold, væbnede butikstyverier og kaos, men det er også en verden hvor ensomhed og svigt langsomt tager livet af ungdommen.
Filmen er instrueret af den colombiansk-amerikanske STILLZ (hvis borgerlige navn er Matías Vásquez), der med hybrid-dokumentaren Barrio Triste debuterer som filminstruktør, efter tidligere at have arbejdet med musikvideoer med artister som Bad Bunny og Rosalía. STILLZ har dog på ingen måde lagt musikken i baggrunden, og har i Barrio Triste vævet den visuelle støj og energiske skift fra VHS-kameraet, så tæt sammen med Arcas nærmest arkitektoniske, originale soundtrack, at musikken ikke bliver et baggrundstæppe men træder i forgrunden på lige fod med billedet.
Barrio Triste er en film der vil være, og bliver, så rå og autentisk som muligt. Kameraet der filmes med, er det selvsamme som colombianske nyhedsstationer i 80’erne brugte, og for at filme i Colombias egentlige barrios, skulle det koordineres med den lokale mafia. Også skuespillerne er plukket direkte ud af lokalmiljøet, inklusiv de fire teenagedrenge som blev castet fra lokale skateparker og undergrundsmiljø.
Der er dog altid den fare for at meget stiliserede film mister sin substans. Det er dog på ingen måde tilfældet med Barrio Triste. STILLZ indtager krydsfeltet mellem fakta og fiktion med klip fra interviews mellem ham selv og de unge skuespillere. Det er svært at være andet end uforberedt på de store følelser, drengene camouflerer bag deres hårde ydre, og man bliver mindet om at livsvilkår visse steder aldrig rigtig ændrer sig. Det er stærk tobak, men bringer filmen væk fra at være bare et visuelt imponerende værk, til en film der forbinder marginaliserede ungdomsgenerationer på tværs af fortid og nutid.
DAUGHTERS OF THE FOREST / Otilla Portillo / 2026 / Mexico
Af Magnus Hvidt Thelle
Dybt under skovbunden udspiller der sig et usynligt netværk, hvor liv og død er tæt forbundet. Her kommunikerer planter gennem svampe, og gamle traditioner flettes sammen med naturens egne systemer. Men hvad sker der, når både økosystemer og den viden, der beskytter dem, er ved at forsvinde?
Daughters of the Forest følger to mexicanske mykologer, Julieta og Eliseete, i deres arbejde med at bevare oprindelig viden om svampe i Oaxaca. For dem er svampe langt mere end biologi – de er kultur, medicin og spiritualitet. Gennem møder med ældre generationer, især Eliseetes bedstemor Doña Julia, får filmen en stærk forankring i en truet tradition, hvor hvert svampenavn og hver praksis rummer århundreders erfaring.
Filmens største styrke er dens visuelle univers. Intime nærbilleder af svampe og skovbund skaber en næsten sanselig oplevelse, hvor man som seer trækkes ind i naturens skjulte liv. Det giver filmen en poetisk og til tider næsten psykedelisk stemning.
Alligevel snubler filmen over sin egen formidling. Budskabet om at beskytte naturen gentages ofte uden at blive uddybet, og man savner mere konkret indsigt i svampenes funktion og betydning. Den konstante, lidt påtrængende musik forstyrrer desuden den ellers rolige atmosfære. Daughters of the Forest er en smuk og vigtig dokumentar, der dog ikke helt formår at balancere mellem det sanselige og det oplysende.
LAST MOVIES / Stanley Schtinter / 2026 / Storbritannien
Af Bella Juncker
Her har vi at gøre med en dokumentar til den vaskeægte filmelsker. Last Movies er skabt af den britiske avant-gardist Stanley Schtinter, der her giver os en alternativ tidslinje af filmhistorien, baseret på de sidste film som store kulturikoner nåede at se inden deres alt for utidige død. Filmen er sammensat af en collage af filmklip og krydsreferencer og fortalt med en snert af galgenhumor af den engelske skuespiller Jeremy Irons.
Fra Frank Kafka til Kurt Cobain spinder Schinter os et absurd spind af en lettere satirisk og utraditionel filmhistorie baseret på tilfældigheder, der igennem tiden har forbundet de mest usandsynlige film med hinanden. Filmen er i og for sig et dybfølt kærlighedsbrev til film og filmhistorien, der vil underholde og belønne den opmærksomme og filminteresserede seer. Men de komplicerede krydsreferencer til gamle og nye film vil dog nok samtidig ramme ved siden af for den gængse biografgænger, der ikke er ligeså befærdet i emnet.
Collagestilen og sammenklipningen skaber samtidig en struktur, der kan være svær at følge med i, imens dens sorte humor, der på grund af tonen i Jeremy Irons’ stemme og replikker, desværre drunker oftere end hvad godt er, i briternes lidt (for) tørre humor.
Med sit visionære udgangspunkt er dokumentaren et finurligt kunsthåndværk med en original håndtering af sit emne, men det er ikke den dokumentar man tager ind og ser, for at lære om sin filmhistorie 101 – medmindre man selvfølgelig er interesseret i at lære om den sidste film som Elvis Presley så inden han døde, og hvad den har tilfælles med J.F. Kennedy.