Igen i år samledes samtlige internationale filmskabere i den tyske hovedstad for at inspirere, dele og ikke mindst præsentere deres værker. Traditionen tro var denne begivenhed ikke foruden en håndfuld skribenter fra Ordet, der for to uger siden drog mod Berlinale nummer 76.
Oven på et jubilæumsår kunne man frygte, at dette års Berlinale blot ville blive en rolig efterkommer, men stjerner strømmede atter til Berlin for at hylde filmkunsten. Fra popstjernen Charli XCX til modtageren af dette års ærespris, Michelle Yeoh, var alt fra Grammy-vindere til Oscar-vindere repræsenteret. Bemærkelsesværdigt var det også, at den britiske skuespiller Callum Turner gav plads til spirende James Bond-rygter midt under festivalen.
Det danske islæt var dog svært at få øje på i år. For første gang i 25 år var der nemlig ingen danske produktioner at finde i årets program. De få danske bidrag til årets festival skal dog stadig fremhæves, da danske producer Katja Adomeit var med i produktionen af åbningsfilmen No Good Men (2026), og den unge skuespiller Lucas Lynggaard Tønnesen tørner ud i The Weight (2026), hvor han deler lærredet med selveste Ethan Hawke og Russell Crowe.
Men hvordan var filmene? Hvilke film bør man håbe får en plads i de danske biografer, og hvilke kan undværes? I denne artikel præsenterer de udsendte Ordet-skribenter fem højdepunkter og tre lavpunkter fra den 76. Berlinale. God læsning!
Josephine– Højdepunkt
Beth de Araújo / 2025 / USA
Af Oskar Stone
Nogle film brænder sig fast til nethinden i en sådan grad, at man næsten ville ønske, man ikke havde købt en billet i første omgang. Minutterne føles som timer, og salen er så stille, at den føles tom for mennesker. Beth de Araújos Josephine er én af de film, som sætter sig i kroppen længe efter, at rulleteksterne triller ned over lærredet.
En tidlig morgen, hvor solen stadigvæk er ved at titte frem, følger vi Damien (Channing Tatum) og hans datter, Josephine (Mason Reeves), på en løbetur i den lokale park. Da Josephine kortvarigt bliver væk fra sin far, overværer hun, at en kvinde bliver brutalt voldtaget. Damien finder hende igen, og voldtægtsmanden bliver arresteret, men verden bliver aldrig den samme igen for den otteårige Josephine.
Frem for at fokusere på det kvindelige offer følger vi i stedet Josephines langsomme rejse ind i et mørkt territorium, hvor hun afskærer sig fra mændene i sit liv og forsøger at finde svar på det, hun har oplevet. Araújo skildrer med stor følsomhed, hvordan en familie langsomt destabiliseres af en oplevelse, ingen af dem er rustet til at håndtere. Damien og Claire (Gemma Chan) reagerer forskelligt på datterens smerte; han søger løsninger og selvforsvar, mens hun forsøger at møde traumet med empati og forståelse. Ingen af dem fremstilles som forkerte, kun som mennesker, der kæmper for at få deres datter tilbage.
Josephine er en emotionel mavepuster, der efterlader sit publikum rystet. Den er tung og dybt ubehagelig, og dens styrke ligger i erkendelsen af, at ikke alle sår kan heles. Det er en svær film at udholde, og netop derfor en vigtig én af slagsen.
A New Dawn – Lavpunkt
Yoshitoshi Shinomiya / 2026 / Japan, Frankrig
Af Magnus Hvidt Thelle
Med A New Dawn debuterer Yoshitoshi Shinomiya som spillefilmsinstruktør efter i årevis at have arbejdet som baggrundsanimator på markante værker som Your Name (2016) og The Garden of Words (2013). Det skaber naturligt høje forventninger – især til det visuelle. På sin relativt korte spilletid når filmen også at præsentere en imponerende portefølje af stemningsfulde, pastelfarvede billeder, hvor hver indstilling er nøje komponeret. Men bag filmens betagende billeder gemmer der sig en aldeles uimponerende fortælling.
Historien udspiller sig i den fiktive kystby Niura, hvor barndomsvennerne Kaoru (Kotone Furukawa), Chicchi (Miyu Irino) og Keitaro (Riku Hagiwara) genforenes omkring truslen om tvangsudsættelse og en forsvunden far. Fem år senere forsøger Keitaro at redde familiens hjem ved at skabe det legendariske fyrværkeri ‘Shuhari’, mens Kaoru vender tilbage fra Tokyo. På papiret rummer A New Dawn både samtidsrelevante temaer om urbanisering og klimaforandringer samt et intimt coming-of-age-drama.
Desværre er det netop fortællingen, der bliver filmens store svaghed. Den er overlæsset med klichéer, overforklaringer og konstant højdramatiske følelsesudbrud. Der er ingen tillid til seeren; hvert plotpunkt udpensles, som var det verdensomvæltende, selv når det knap nok har rod i karaktererne. Resultatet er en udmattende oplevelse uden pauser, hvor de visuelle kvaliteter aldrig får lov at stå alene og ånde.
Frustrationen er til at tage og føle på, for håndværket er tydeligvis udført af dygtige folk. Men det hele spildes på en historie, der ikke blot er kedelig, men decideret pinefuldt ringe eksekveret.
Good Luck, Have Fun, Don’t Die – Højdepunkt
Gore Verbinski / 2026 / USA
Af Johannes Roug
Instruktør Gore Verbinski vender tilbage til det store lærred efter et årtis pause, og det kunne ikke være timet bedre. Denne gang præsenterer han et sammenkrøllet sci-fi eventyr om kampen mod AI, hvor Sam Rockwells navnløse hovedkarakter er taget tilbage i tiden for at stoppe den uregulerede udvikling af den kunstige intelligens, der styrer menneskeligheden i hans tid. For at kunne klare denne opgave skal han udvælge det helt rigtige hold af personer fra en diner.
Det udvalgte hold bliver således det centrale fokus i filmen, da personernes motivationer, baggrundshistorier og kemier blandt hinanden er stjerneelementet og bliver nøglen til at kunne løse konflikten. Man kommer derfor nemt til at elske alle roller, selv de små, i denne film, da alle karakterer har deres egne distinkte personligheder med hver deres vigtige øjeblik, bakket op af et cast med umådelig humor og charme.
Good Luck, Have Fun, Don’t Die er på mange måder ikke en typisk Berlinale-film. Den er totalt ubeskeden i sin fremtoning, om det så er udblæste actionsekvenser, overdreven humor, eller store CGI-animationer, så er filmen ikke bange for at fremvise sit store budget. Til gengæld er filmen ubønhørlig politisk, hvilket typisk er et særpræg af film på festivalen. Fra første til sidste scene er den nemlig ikke bange for at udvise sin holdning til AI og den teknologidrevne verden, vi lever i. Og fordi den holder ved tematikken hele vejen igennem, kan man ikke andet end respektere filmens lussing til publikum og budskab om at vågne op og tage kontrol over sit liv.
Rosebush Pruning – Lavpunkt
Karim Aïnouz / 2026 / Italien, Tyskland, Spanien, Storbritannien
Af Viktor August Mortensen
Sjældent har en film på Berlinalen haft så mange navne, der fanger ens opmærksomhed, idet man stryger ned gennem programmet. I familiedramaet, Rosebush Pruning (2026), har vi: Elle Fanning, yderst relevant med sin nyeste rolle i Sentimental Value (2025), Riley Keough fra Mad Max: Fury Road (2015), Lukas Cage fra The White Lotus (2021), selveste Miss. Baywatch: Pamela Anderson, og så Jamie Bell – vores allesammens titulære hovedperson fra Billy Elliot (2000).
Da Callum Turner så begyndte at rødme under en pressekonference på Berlinalen, konfronteret med rygtet om, at han er den næste James Bond, blev forventningerne tårnhøje. Skuffelsen er derfor endnu højere når det viser sig, at de førnævnte skuespillere må nøjes med et besynderligt manuskript, banale plothuller og ekstremt overfladiske karakterer.
I en kæmpe villa i Spanien møder vi fire søskende og deres problematiske far, der vælter sig i kedsomhed og en kæmpe arv. Da den ældste søn, Jack (Jamie Bell), ønsker at flytte sammen med sin kæreste (Elle Fanning) og dermed væk fra familien, skaber det stor splid i den tilsyneladende meget fejlbehæftede familie. Plottet, der til tider minder om en endnu vildere udgave af Succession (2018), har desværre ikke den samme satiriske gennemslagskraft. Der mangler den vellykkede dualitet i karaktererne, der kunne gøre dem interessante, men som i dette tilfælde umiddelbart agerer uden motivation. En vellykket æstetisk fremstilling er desværre ikke nok til at redde samtlige billige forsøg på at ryste publikum, og derfor er denne rosenbusk dårligt plejet.
The Only Living Pickpocket in New York – Højdepunkt
Noah Segan / 2026 / USA
Af Rasmus Bay Kruse Thomsen
The Only Living Pickpocket in New York er en krimi/thriller, der formår at kigge nostalgisk tilbage på en anden tid uden at fremstå bitter eller nedladende over for moderne kultur. Titlen er formentlig en reference til sangen The Only Living Boy in New York (1970) af den musikalske duo Simon & Garfunkel, som også selv er fra den titulære storby. Sangens tone og temaer om ensomhed og forhold er desuden passende til hovedpersonen i dette værk.
Allerede med filmens titel får vi etableret en kærlig blues om kulturelle og samfundsmæssige ændringer i New York og resten af verden. Dette tilbageblik understøttes af et flot cast af veteranstjerner såsom John Turturro, Giancarlo Esposito, Jamie Lee Curtis og Steve Buscemi. Til få menneskers overraskelse, står deres præstationer knivskarpt. Derudover benyttes mange flotte indstillinger af New Yorks arkitektur for virkelig at skærpe filmens visuelle udtryk. Plottet, som handler om en garvet lommetyv, der en dag stjæler fra en magtfuld familie, er simpelt men underholdende. Filmen forstår desuden sit eget ambitionsniveau, med en beskeden og letfordøjelig løbetid på 88 minutter.
The Only Living Pickpocket in New York har ikke sine stærkeste sider bestående af narrativ, men stærk dialog, huskbare karakterer, finurlige fortællerværktøjer, og – for mangel på et bedre ord – virkelig gode vibes.
Animol – Højdepunkt
Ashley Walters / 2026 / Storbritannien
Af Viktor August Mortensen
Fængselsfilmen er ofte fyldt til randen med vold, kriminalitet og en god dosis toksisk maskulinitet. De førstnævnte tematikker finder vi i Ashley Walters Animol, men filmen udgør også et opgør med sidstnævnte.
Vi følger den unge Troy (Tut Nyuot), der er havnet i et ungdomsfængsel for en forbrydelse, vi kreativt eksponeres for gennem lyd bag introduktionens rulletekster. Inden for fængslets betonvægge møder han polske Krystian (Vladyslav Baliuk), en medindsat, der viser sig at få et specielt forhold til Troy.
Skuespiller Ashley Walters’ debut som instruktør ligner umiddelbart en klassisk fængselsfilm, men viser sig at være et forfriskende og til tider anderledes bud på den clichétunge genre. I samme stil som Sing Sing (2023) vendes genren på hovedet, hvor vi inviteres ind i et langt mere følelsesladet og gennemtænkt univers, end dem man ofte støder på i film af samme genre.
Derudover er kemien blandt de to hovedkarakterer en glæde at overvære. De to unge skuespillere formår at være overbevisende i alt fra frygt til kammeratskab. Den altid gode Stephen Graham efterlader også et stort indtryk, på trods af sin korte tid på skærmen. Især én specifik scene med Graham hiver i smilebåndene, såvel som den kilder tårekanalerne. Animol er en fængselsfilm til den moderne tid og en yderst velkommen en af slagsen. På trods af nogle få tilbagefald til genrens dybe riller formår filmen at skille sig ud, være et vigtigt opgør mod den toksiske maskulinitet og efterlade et bemærkelsesværdigt indtryk.
The Weight – Lavpunkt
Padraic McKinley / 2026 / USA, Tyskland
Af Johannes Roug
Ethan Hawke indtager for anden gang i træk Berlinalen med en hovedrolle. Sidste år var det med stor succes i rollen som Lorenz Hart i Blue Moon (2025), som siden har belønnet ham med en Oscar-nominering for bedste mandlige hovedrolle til dette års uddeling. I år prøver han sig af med Padraic McKinley’s debutfilm The Weight i rollen som Samuel Murphy; en fængslet far, der påtager sig et risikabelt job for at blive løsladt tidligt, så han kan genforenes med sin datter. Denne gang bør han dog ikke gøre sig for store forhåbninger til næste års præmieuddelinger, da der er væsentlige problemer med både hans præstation, og det materiale han havde at arbejde med.
The Weight er nemlig på første indtryk en flot film med mange æstetiske lækre billeder og imponerende actionscener med nydeligt kameraarbejde, men når man først ser forbi det visuelle, så er der ikke mange positive aspekter at prise tilbage. Filmens historie føles som en eftertanke, der ikke er blevet tænkt helt igennem, hvilket kan mærkes på væsentlige huller i plottet, og scener der føles decideret dumme og unødvendige.
Manuskriptet er desværre mere af det samme. Der er ingen, der taler naturligt, og størstedelen af karaktererne er flade og kogt ned til enkelte karaktertræk i størstedelen af filmen. Især hovedkarakteren Murphy, som skal være den stille men kloge i gruppen, udtrykker de samme følelser igennem hele filmen med kedelige gentagende scener af ham, der stirrer varsomt. Det kejtede manuskript forårsager også, at skuespillerpræstationerne fremstår akavet og karikeret, hertil også Ethan Hawkes præstation, der desværre ikke kunne blive en gentagelse af sidste års succes.
Yön Lapsi (Nightborn) – Højdepunkt
Hanna Bergholm / 2026 / Finland, Litauen, Frankrig, Storbritannien
Af Oskar Stone
Efter sin Sundance-debut med Hatching i 2022 præsenterer det finske horrortalent Hanna Bergholm nu sit nyeste værk, Nightborn, på Berlinalen. Hvor Hatching var en ambitiøs udforskning af barnets indre liv, retter Bergholm nu blikket mod forældreskabet og blotlægger, gennem en urovækkende blanding af satire og gyser, moderskabets mørkeste sprækker.
Dybt inde i den finske fyrreskov flytter et nygift par ind i bedstemorens ældgamle hus, der balancerer på grænsen til forfald. Ægtemanden Jon, spillet af Rupert Grint, forvandler næsten mirakuløst ruinen til et hjem på få uger, mens Saga (Seidi Hala) venter deres første barn. Alt synes gennemstrømmet af ro og forventning i det lyse forår, indtil fødslen afslører, at noget er frygteligt galt.
Med 9 ud af 22 film i hovedkonkurrencen instrueret af kvinder præsenteres publikum for temaer, der sjældent får plads i den kommercielle filmverden, og Nightborn er ingen undtagelse. Tabubelagte emner som fødselsdepression, ensomhed og den fremmedgørelse, der kan opstå mellem mor og barn, udforskes med mod gennem gruopvækkende horrorgreb og en sort, blodig humor.
Det overnaturlige bliver en forlængelse af Sagas psykologiske splittelse og tilfører filmen en dragende dobbelthed, men bliver også en hæmsko. Med et budget på omkring 5 millioner euro mister illusionen til tider sin overbevisningskraft, og filmens visuelle ambitioner rækker længere, end dens midler tillader.
På trods af en ujævn eksekvering og en fortælling, der ikke altid indfrier sine egne ambitioner, er Nightborn en tankevækkende film. Det er en film, der risikerer at blive reduceret til sin horror-etiket, men som fortjener opmærksomhed og ros for sit mod og sin originalitet.