Af Alexander Bendtsen & Bella Juncker
På sjette- og sidstedagen for Ordets vedkommende til Venedigs filmfestival agter redaktør Marius Sørensen endnu ikke at kapitulere til Lido-øens kæmpe filmprogram. Her på falderebet inden turen gik hjemad, nåede han at fange en visning på Look Back (2026), Hirokazu Kore-edas live action-adaption af Kiyotaka Oshiyamas Manga-animationsfilm af samme titel (2024). Han lukkede sit program med Paolo Strippolis nye italienske gyserfilm L’estranea.
Det blev til i alt 12 film og håndfuld kortfilm som vi nåede i denne omgang. En succes har det været, og vi håber det har været både indsigtsrigt og sjovt at følge med i vores kavalkader i Venedig. Selv ville vi ønske vi kunne fortsætte festen nogle dage endnu, når der stadig er flere spændende film i vente, samt den store prisuddelingsceremoni i weekenden. Forhåbentligt har vi nået at fange den store Guldløve-vinder, men vi vil følge spændt med i, hvad der kommer til at ske i den sidste del af festivalen. Det bliver i hvert fald ikke sidste gang at den her gruppe af cinefile drager mod byen på stolper, for at få en smag af festivalens glamour og spændende programmer.
Med disse ord vil vi afslutte denne reportage for denne gang. Tusind tak for at du læser med!
L’ESTRANEA: Ujævn italiensk hjemmebanefavorit er både drevet og hæmmet af sine melodramatiske øjeblikke
Paolo Strippoli / Italien, Belgien, Frankrig / 2026
Af Marius Sørensen
Er man på filmfestival i Venedig, bør man sørge for at se mindst én italiensk film. Ikke nødvendigvis fordi det er en garant for kvalitet, men fordi italienerne forstår at støtte op om sine lokale film. Der var derfor en særlig spænding i luften til dagens visning af Paolo Strippolis ubehagelige familietragedie-skråstreg-gyser L’Estranea.
Filmen lægger ud med en rammefortælling: en mor (Jasmine Trinca) opsøger sin voksne datter (Romana Vergano) og fortæller hende, at hun er overbevist om, at hun har bragt en forbandelse over deres familie. Herefter følger flashbacks til 90’erne og 00’erne i Bari, hvor diverse ulykker hænder for familien. Det ville være en skam at afsløre meget mere end dette, for der er god underholdning i at se, hvad familiens næste ulykkeligheder går ud på.
At dømme efter hujen og klapsalver efter endt film skuffede filmen ikke dens italienske publikum. Denne dansker var dog ikke 100% overbevist. Ganske vist lykkes filmen med at formidle en ambitiøs fortælling om en overklassefamilies forbandelse over en lang årrække på gribende vis, men Strippolis fortællestil – overdøvende lyddesign, dramatiske nærbilleder og overnaturlige elementer – bøjer desværre lidt for ofte over i det melodramatiske og hyperstiliserede til, at filmen bliver så isnende ubehagelig, som dens potentiale er til.
Filmen er, skal det dog nævnes, bedst, når den på overdrevet kontrapunktisk vis blander tragiske momenter med billeder af fest og glæde, som da en lipsyncing af Liquidos 90’er-hit ‘Narcotic’ flyder over i en brutal blodsudgydelse, eller da en personlig tragedie falder sammen med Italiens sejr ved VM i 2006 og den derpå følgende gadefest. Her formår filmens overdramatiske tendenser alligevel at skabe øjeblikke, der gør indtryk.
LOOK BACK: Festivalveteranen Kore-eda er tilbage i topform med storartet manga-filmatisering
Hirokazu Kore-eda / Japan / 2026
Af Marius Sørensen
På nogle måder er den japanske festival-darling Hirokazu Kore-eda blevet mesteren Yazujirō Ozus arvtager som landets store humanist. Kore-edas film fokuserer ligesom Ozus på normale mennesker og deres hverdag. Med sine blide, socialrealistiske film (af hvilke Palmes D’Or-vinderen Shoplifters (2018) står som højdepunktet) er Kore-edas film blevet fast inventar hos de store festivaler.
Denne gang, med Look Back, en genindspilning af en anime fra 2024, er det ikke blot i tematik, Kore-eda læner sig op ad Ozu, men også i visualitet. Der er taget tydelig inspiration fra Ozus maleriske og stille kompositioner, når Kore-eda og fotograf Senzo Ueno følger de to piger, Fujino (Natsuki Deguchi) og Kyomoto (Aju Makita), der begge er aspirerende manga-kunstnere.
Historien følger pigerne fra deres folkeskoletid, gennem gymnasiet og på henholdsvis universitet og et manga-forlag, alt imens deres venskab og kunstneriske færdigheder udvikler sig. Især pigernes proces, når de tegner deres manga-tegneserier, er fascinerende at følge.
Look Back er en simpel fortælling, både i komposition, tempo og dramaturgi. Hermed beviser Kore-eda, at der ikke skal mere til for at skabe en helt igennem vidunderlig lille film om venskab og lidenskab, der tager os fra stor livsglæde til stor sorg – og igennem stor sorg tilbage til livsglæde via en storartet animeret sekvens mod filmens slutning.
Der er ikke så meget andet at sige end: lad tårerne flyde. Både over skønheden og tragedien i denne smukke film.