Af Bella Juncker
Fem dage i Venedig kan nu krydses af i kalenderen. Det har været fem utroligt begivenhedsrige og festlige dage, med sene aftener og tidlige morgener, og ikke mindst et hav af spændende og interessante film, som vi har haft fornøjelsen af at dække her på siden.
Vi har været heldige at fange en del af festivalens hovedkonkurrencefilm, og når det kommer til hvem, der løber med årets Guldløve, så kan vi ikke lade vær med at gisne lidt om, hvilken retning vi tror pilen peger.
I dag har vi nemlig haft fornøjelsen af at fange den allerede velanmeldte og storroste Possible Love af Burning-instruktøren Lee Chang-dong, der har været på alles læber de sidste lange stykke tid. Derudover har vi også fornøjelsen af at dække den lidt smallere tyske film, Oase (med den engelske titel Oasis, som ikke må forveksles med dokumentaren om bandet Oasis, der også spiller på festivalen). I dag er det udelukkende Marius Sørensen, der har fornøjelsen af at anmelde disse film.
Selvom festivalen fortsætter i høj fart i 4 dage endnu, hvor der stadig er store film i vente, såsom Company af Casey Affleck og Bunker af Florian Zeller med Javier Bardem og Penelope Cruz på rollelisten, så bliver i morgen den sidste dag for Ordets diligence, der bliver nødsaget til at vende snuden hjemad. Der er dog stadig to film på programmet i morgen, som kommer til at lukke ballet for vores Venedig-dækning i denne omgang. I mellemtiden kommer dagens to anmeldelser her:
OASE (OASIS): Tysk trekantsdrama i skyggen af et muligt skoleskyderi
Jannis Lenz / Tyskland / 2026
(Foto: Totem Films)
Af Marius Sørensen
Også uden for festivalens hovedkonkurrence finder man stærke og spændende værker. I Orizzonti-programmet, der sætter spotlight på debuterende instruktører, finder man tyske Jannis Lenz’ følsomme og nuancerede Oase – historien om tre utilpassede unge, der finder en, ja, fredfyldt oase i hinandens selskab, mens de spiller paintball og tester hinandens grænser i en afsides skov.
Den stille og tilbageholdende Lukas (Florian Geisselmann) bliver venner med den udstødte Andi (Anton Petzold), der mobbes af sine klassekammerater og inden filmens begyndelse har truet dem med at dræbe dem alle. Så alt imens der spilles paintball i skoven er situationen i drengenes skole én af hysteri og frygt. Spørgsmålet om et muligt skoleskyderi kaster en mørk skygge over hele filmens handling.
Det er til filmens store ros, at vi både ser, hvorfor Andi foragtes af sine klassekammerater, og hvorfor Lukas nyder hans selskab. Der er noget uhyggeligt genkendeligt i Andis opførsel og situation. Vi genkender Andi, måske fra vores folkeskole- eller gymnasietid.
Filmen formår at balancere uvisheden om, hvorvidt en blods- eller voldsudgydelse kommer til at udspille sig, på en knivsæg. Og etiske spørgsmål om præventive foranstaltninger, der skal ‘straffe’ Andi, før han har gjort alvor af sine trusler, udforskes gennem klassens forældres protester og overbeskyttende adfærd. Har Jannis Lenz set Thomas Vinterbergs Jagten (2012)? Det kunne man måske forestille sig. Og det er ikke en kritik.
Lenz leverer med Oase en lovende og tankevækkende debut, der fortæller utroligt nuanceret om teenagefølelser, mobning og venskab.
POSSIBLE LOVE: Tre timer langt koreansk mesterværk ligger lunt i svinget til Guldløven
Lee Chang-Dong / Sydkorea / 2026
Af Marius Sørensen
Otte år efter mesterværket Burning (2018) er Lee Chang-Dong endelig tilbage med en ny film. Og lur mig om han da ikke også vender tilbage som storfavorit til at snuppe den prestigiøse Guldløve her på festivalen. Med den næsten tre timer lange, enigmatiske og dejligt åbne klassefortælling Possible Love har Lee leveret den næste i rækken af store koreanske dramaer.
Ligesom det var tilfældet med Burning – og som det er tilfældet med en god del af Sydkoreas internationale filmeksport – har Possible Love (blandt andet) noget på hjerte om landets klasseskel. En dokumentarinstruktør (Cho Yeo-jeong), der er gift med en rig forretningsmand (Zo In-sung) bliver betaget af et ægtepar fra arbejderklassen (Jeon Do-yeon og Sul Kyong-gu), der for nyligt er blevet ofre for nedskæringer i en stor korporation, og beslutter sig for at filme dem til sin dokumentar.
Hvad der derefter følger er en udforskning af magtforhold, jalousi, foragt, lyst, sex, traumer, klasse, terapi og så videre, og så videre. Og forvent ikke klare svar om noget af det. Her har vi en film, der serverer en hel og udpenslet verden for sit publikum, befolket med rigtige mennesker. En film, man kommer til at vende tilbage til igen og igen i forsøget på at komme filmens hemmeligheder nærmere.
Possible Love er en film, der kommer til at sidde i dig. Gå ikke ind til den og forvent en film 100% lig Burning. Det her er en mindre mørk og foruroligende film. Men alligevel er mange af de samme sensibiliteter er på spil. Selvom der er færre drivhusbrænde og mulige seriemordere involveret, formår filmen på underlig vis stadig at skabe en isnende og knugende fornemmelse i tilskueren.
Og der er noget fængende ved Lees minimalisme; hans karakterers uforklarlige og uforklarede opførsel; alt det, der blot fortælles i et blik eller i en dans; alt det, der belyser tilværelsen som menneske. Alt det usagte, der skaber en mystik, der gør, at filmen først er færdig længe efter de sidste rulletekster er rullet over lærredet.