I dag mødes fortiden og fremtiden i filmisk regi for Ordet. Vi anmelder den gamle Rossellini-klassiker Viaggio in Italia (1954), og den spritnye sydeuropæiske co-produktion, Succedera Questa Notte.
Førstnævnte film indgår i festivalens Classics-program – en klædelig fejring af udvalgte figurer fra filmkunstens historie, og en blæret eksklusiv chance for at se smalle men skelsættende værker på det store lærred. I år fejrer festivalen så blandt andet instruktøren Roberto Rossellini der med sine jordnære og stilsikre karakterstudier blev en fanebærer for den italienske neorealismebevægelse og et forbillede for den franske nybølges frontfigurer som Jean-Luc Godard og Agnés Varda. Han og hans kolleger æres netop med visningen af Viaggio in Italia, hvor skuespillerlegenden Ingrid Bergman indtager hovedrollen sammen med George Sanders. En screening som undertegnede glædeligt fik adgang til.
I nutidens europæiske filmlandskab er co-produktion – samarbejde mellem studier og puljer på tværs af landegrænser – en udbredt metode blandt uafhængige filmskabere, til at samle nok ressourcer og midler til at kunne føre deres projekter ud i livet. Produktionsformen er derfor vigtig når det kommer til at give et talerør til nye stemmer i filmkunsten, og derfor har Ordets chefredaktør Bella Juncker opsøgt Succedera Questa Notte, der er co-produceret mellem Italien, Frankrig og Spanien.
VIAGGIO IN ITALIA: Habil poesi i eksistentialistisk ægteskabsdrama
Roberto Rossellini / Italien, Frankrig / 1954

Af Alexander Bendtsen
Det mest imponerende ved Viaggio in Italia, er måden Rossellini tager efterkrigstidens ludfattige by Napoli i brug som værktøj til at udfolde karakterstudiet af et falleret ægtepar. Han præsenterer byen med en taktilitet, der både indkapsler dens ynde, og dens hærgede æstetik efter anden verdenskrig.
Det britiske velhavende par, Katherine og Alex (spillet glimrende af Ingrid Bergman og George Sanders), rejser til Napoli for at sælge et hus, de har arvet. På få minutter gives der et effektivt indtryk af deres forhold og spændingerne deri. Den kulturelt optagede og sentimentale kone, og den materielle, kolde mand. Herfra bliver rejsen og destinationen så drivkraften, som gør forholdet dynamisk, hvor spændingerne får lov at udvikle sig til mere komplicerede problematikker og spørgsmål. Til tider er de privilegerede briters møder med sprogbarrierer og kulturelle forskelle heller ikke uden humor, hvilket er med til at give filmen noget tiltrængt charme.
Hovedkaraktererne indser, at rejsen er første gang, de bruger længere tid sammen alene, og at de faktisk ikke kender eller forstår hinanden særligt godt. Udover deres ophold sammen, i huset de prøver at sælge, bliver de klogere på hinanden i deres interaktioner med byen. Også Katherines dyrkelse af byens kultur og historie – alt det der var, men nu ikke længere er – giver hende anlæg til at sætte livet som hun kender det i perspektiv. Heri opstår en slags subtekstuel poesi – det privilegerede britiske par ser sig selv og hinanden tydeligere end nogensinde før, gennem det som den alt andet end privilegerede, men kulturelt rige og stolte syditalienske by lærer dem om livet.
Fascinerende når det ikke er flyvsk, og dragende når det ikke er dvælende.
Til tider kan hovedkarakterernes eksistentialistiske kriser i de napolitanske omgivelser føles langtrukkent og fladt, og i forlængelse melodramatisk når deres realiseringer så skal kobles til deres dialoger mellem hinanden. Hæmmet af de problemer, formår Rossellini ikke at binde alle facetter af parrets udvikling og dynamik lige godt sammen i fortællingen. Af samme årsag føles filmen til tider ujævn og en tand distanceret.
Det meste af tiden er det dog raffineret og kløgtigt. Når deres færden i Napoli – som Katherines besøg ved en makaber mindeplads, eller Alex’s forbavsende uskyldige og ømme stævnemøde med en prostitueret – tilføjer dimensioner til deres forhold, er det glimrende. Især når deres udvikling i forlængelse udfolder sig organisk i deres interaktioner med hinanden.
Hvor filmen, og særligt dens karakterudvikling gennem dyrkelsen af arenaen, er tankevækkende og intelligent – med godt skuespil og glimrende præsentation – finder det dog ikke ind til den skarphed eller pondus, der ville løfte oplevelsen til noget decideret bevægende. En favoritklassiker i Venedig, men ikke helt oppe på øverste hylde hos Ordet.
SUCCEDERÀ QUESTA NOTTE (IT WILL HAPPEN TONIGHT): Melodramatisk italiensk romantik med fokus på kærlighed og familie
Nanni Moretti / Italien, Frankrig, Spanien / 2026

Af Bella Juncker
I verdens ældste og en af de mest prestigefyldte filmfestivaler, kan det knibe med at få plads til romantiske melodramaer. Vi har rapporteret en del om hovedkonkurrencefilm, der i sidste ende dyster om den prestigefyldte Guldløve, som er et varemærke for høj kvalitet og en af de ypperste anerkendelser, en filmskaber kan få. Blandt de store internationale produktioner, som lige nu er på alles læber (Ink, Wild Horse Nine og Primetime), finder man den italiensk/fransk/spanske o-produktion Succederà Questa Notte (med den engelske titel It Will Happen Tonight) af den Italienske nationalskat, Nanni Moretti.
Filmen, der er baseret på en historie af israelske Eshkol Nevo, udspiller sig over en periode på 17 år, og følger parallelt livet hos Matteo (Louis Garrel) og Greta (Jasmine Trinca), der møder hinanden til en tilfældig tenniskamp, på dagen Greta er blevet gift, som det ultimative skæbnebestemt møde. Men i stedet for at filmen kaster os hovedkulds ud i deres kærlighedsfortælling med det samme, holder den det tilbage og lader den i stedet udvikle sig over tid, imens temaer om familie får lov at fylde mere (for det er vel nu engang især en Italiensk film).
Filmen er i højeste grad et melodrama på godt og ondt, men formår inden for rammerne at fortælle en meget menneskelig historie. Det er tydeligt at kærligheden er det gennemgående tema, men ikke kun kærlighed imellem to elskende, for ligeledes får kærlighed til ens familie lige så meget plads til at blive udtrykt.
Melodramaet er både charmerende og herligt, hvilket klæder filmens rammer så pænt. Det gør sig især gældende i en scene, hvor Matteo og Greta danser til Rolling Stones sang ‘She’s a Rainbow’, som klippes over i en flashmob på gaden. Det hele er så utroligt corny, men det er utvivlsomt også filmens fineste og bedste øjeblik. Kemien imellem de to hovedkarakterer er forførende, og hver især leverer de to meget overbevisende præstationer, i de roller de nu engang menneskeliggør.
Filmen har ikke tyngde nok til at løbe med Guldløven, men fortjener stadig sin nominering til den fine pris. For det hænder efterhånden kun sjældent, at man støder på en romantisk film, der hviler i sin egen stil som denne.

