Af Bella Juncker
Det hænder indimellem at man har en dag, der bare overgår de fleste andre, når det kommer til, hvor godt livet kan blive. Selvfølgelig hjælper det, at man befinder sig i Venedig, hvor solen skinner og man får lov til at tilbringe sine dage med at se film, men alligevel har denne dag været noget helt udover det sædvanlige og budt på store scener for os tre dødelige Ordet-skribenter.
I dag kan vi ikke kun rapportere om de tre film 15/18 (på engelsk A Place To Heal), Mr. Nelson, Did You Kill People og den højt eftertragtede Primetime, hvis gallapremiere Marius Sørensen havde fået adgang til. Dagen stod nemlig også i glamourens og fankulturens navn, da den røde løber til Primetime blev rullet ud, for de store Hollywood-navne, der skulle gæste festivalen denne aften.
Stjernerne kunne man se frem til at få et glimt af, i egen høje person, havde man været så heldig at få en plads med udsyn til det prestigefyldte røde tæppe, som Alexander Bendtsen og undertegnede. Da klokken nærmede sig 16 var pladsen omkring den røde løber også tætpakket med ekstatiske fans, der håbede på at kunne møde superstjernen, Robert Pattinson.
En summen spredte sig blandt de ventende fans, af ren og skær begejstring, og så var det da også en lettelsens suk (udtrykt gennem skrig), der ramte folkemængden, da Pattinson endeligt trådte ud af en vinduestonet bil og ud på den røde løber, i selskab med sin partner Suki Waterhouse.
Summen blev til sitren, og fansene var på spring efter at få et glimt af aftenens hovedperson. Selv kunne Alexander og jeg stå med frit udsyn ud over den røde løber samt løberens tilhørende store skærm, og følge med i, hvordan han langsomt nærmede sig den plads, vi havde været heldige at få ved hegnet. Til alles (og ja, også vores) store begejstring tog Pattinson den trofaste autografrunde, som han startede ved vores hjørne. En ekstase udløste sig i kroppen på os, og det var med ærefrygt, at vi kunne stå og kigge vores store idol lige i øjnene, som han stod foran os med et smil. Så kan vi desuden også rapportere, at Robert Pattinson er lige så rart et menneske i virkeligheden, som han fremstår i interviews.
Ja, det har sandelig været en helt igennem fantastisk dag i den Italienske efterårsvarme, og oplevelsen med at møde den store stjerne sidder stadig i kroppen. I dag er en dag, som vi aldrig vil glemme. Hverken os, der fik lov at stifte bekendtskab med skuespilleren på den røde løber, eller for ham, der fik lov at se filmen i selskab med hele filmholdet. Det er nok til at glemme alt om ømme fødder og hedetur, og bare lade sig selv nyde øjeblikket, der har været så fortryllende og drømmeagtigt. Idag har sandelig været en af de dage, der demonstrerer, hvor godt livet kan være. Life, man. LIFE!
MR NELSON, DID YOU KILL PEOPLE?: Antikrigsfilm uden raffinement
Shin’ya Tsukamoto / Japan, USA, Vietnam, Thailand / 2026
Af Alexander Bendtsen
I hovedkonkurrencen finder man også en japansk-instrueret film om den afroamerikanske Vietnam-veteran, Allen Nelson (Mark Merphy / Rodney Hicks), der deltager i makaber krigsførelse og har svært ved at leve med sine handlinger efterfølgende, først som et ungt omstrejfende vrag og senere som familiefar.
Givet sin præmis tager værket naturligvis tunge og potente emner op, men desværre uden at kommunikere noget særligt koncist eller tankevækkende. Manuskriptet og dialogen deri mangler raffinement, karaktererne mangler nuancer, og skuespillet mangler desværre kvalitet. Hovedrolleindehaverne Mark Merphy (unge Allen) og Rodney Hicks (ældre Nelson) løser for det meste opgaven udmærket, men kommer til tider på dybt vand, når det stive manuskript stiller dem utaknemmelige opgaver. Meget af skuespillet omkring dem svigter simpelthen også.
Det er ellers ikke fordi filmen er uden greb, der virker. Netop hovedrolleindehaverne formår til tider at tilføje filmen lidt nerve, når de spiller sig flot igennem sårbare scener. Derudover formår instruktør Shin’ya Tsukamoto nogle gange at skabe foruroligende levende billeder og lydkompositioner i kompromisløst grusomme flashback-sekvenser til selve krigen.
I længden kommer æstetikken og brutaliteten dog til at føles gentagende, og ligeledes gør den meget italesatte historie, der aldrig rigtigt formår at sige andet, end at krig er skidt og PTSD er pinefuldt. Der åbnes ellers andre interessante samtaler, såsom paradokset i, at afroamerikanerne skulle kæmpe USA’s sag samtidigt med at de blev undertrykt, men det udpensles ikke til noget substantielt.
Netop manglen på substans og nuancer gør filmen til en langtrukken, klodset og relativt intetsigende oplevelse. Man skal nok derfor hverken regne med italienske festivalpriser eller dansk biografpremiere til Mr. Nelson, Did You Kill People?
15/18 A PLACE TO HEAL: Gøgereden i børnehøjde
Cédric Kahn / Frankrig / 2026
Af Marius Sørensen
Cédric Kahns empatiske og overraskende sjove ungdomsdrama 15/18 (med den engelske titel A Place To Heal) var ét af dagens lyspunkter. Denne Ordet-anmelder fangede filmen, der er blandt kandidaterne til festivalens Guldløve, tidligt på dagen med et morgenfriskt og veloplagt publikum.
Det som publikum og undertegnede derefter blev mødt med, var en film af stor omsorg og medmenneskelighed. En rørende og både hjertevarm og -skærende fortælling om en psykiatrisk afdeling for unge mennesker mellem 15 og 18 år, fortalt med en dokumentarisk sans for realisme.
Man forelsker sig – som resultat af instruktør Kahns empatiske blik – lynhurtigt i filmens charmerende karakterer, der hver især har deres skavanker, særligheder, traumer og i nogle tilfælde psykiske sygdomme.
Filmen fungerer bedst, når karaktererne deler skærmtiden som et ensemble. Derfor mister den desværre også en smule af sin fremdrift og energi, når filmens tredje akt i højere grad vælger at fokusere på tre af de unge. Man sidder med en fornemmelse af uretfærdighed over, at de andre unge menneskers historie ikke fik den opmærksomhed og afslutning, de fortjente. Det skal dog ikke tage noget fra, at 15/18-afdelingen er et glimrende bekendtskab at gøre sig.
PRIMETIME: Pædofiljagt i bedste sendetid kommer under kniven i velspillet og visuelt stærk thriller
Lance Oppenheim / USA / 2026
Af Marius Sørensen
Filmfestivalernes sagnomspundne og ultralange klapsalver er noget, man først tror på eksisterer, når man har oplevet dem. På Cannes-festivalen er det ikke unormalt, at de når op på tyve minutter. Her i Venedig nøjes vi med ti.
Den ti minutter lange klapsalve som Lance Oppenheims Primetime fik er måske – med en vis optik – en skuffelse, med tanke på at filmen muligvis har været festivalens mest længeventede og omtalte premiere. Internettet har spredt stjernen Robert Pattinsons replikker som pædofiljægeren Chris Hansen overalt.
Der er dog ikke meget ved Primetime, der skuffer. Filmens billedside er gennemsyret af neon, blødt dybdeskarphed og interessante kompositioner, og Pattinson er as good as advertised som Hansen, hvis tv-program To Catch A Predator er omdrejningspunktet for filmens udforskning af den moralske gråzone mellem at arrestere sexforbrydere og udnytte dem i underholdningens navn. Hansen er slimet og slesk, og få skuespillere tager i øjeblikket så interessante valg og er så magnetiske og interessante at kigge på som Pattinson.
Lige så god er Merritt Wever i rollen som programmets producer, og måske endnu bedre er Skyler Gisondo i rollen som Daniel Plum, en skuespiller hyret til at være menneskelig lokkemad.
Filmen behandler interessante emner og forsøger at sætte publikum i en kompromitterende situation: Kan vi tillade os at lade os underholde af showet, eller bør vi være dybt foruroligede over, hvordan seriøse forbrydelser forvandles til letspiselig underholdning i bedste sendetid? I forsøget på at konfrontere publikum med dette dilemma kommer filmen til kort. Det uetiske i Hansens modus operandi sættes ikke tydeligt nok under luppen. Her snakker vi om de småting, der afholder Primetime fra at kunne kaldes et regulært mesterværk.
Med fare for at have fået dømmekraften sat under pres af høje forventninger og glitter og glamour, erkender jeg, at filmen og dens intense og ubehagelige scenarier ikke formåede at påvirke mig i den grad, jeg kunne have ønsket mig. Måske man kunne savne, at filmen ville skabe en mere foruroligende eller endda ubehagelig fornemmelse hos publikum.
Alligevel er der ikke noget, der kan ændre på, at Oppenheims spillefilmsdebut er en eminent sammensat psykologisk thriller. Filmen annoncerer Oppenheims ankomst som en unik visuel historiefortæller med en særegen stil og en sans for det provokerende. Hold øje med ham. Og giv så Skyler Gisondo en Oscar-nominering.