Af Alexander Bendtsen

Ordets Venedig-eventyr fortsætter i dag, hvor vi igen har taget sejlturen ud til Lido-øen. Denne gang for at se Martin McDonaghs Wild Horse Nine, og Werner Herzogs Bucking Fastard, der begge kæmper om hovedprisen. Derudover kan du læse anmeldelser af den japanske dokumentarfilm (med danskeren Sigrid Dyekjær som en del af producerteamet), Sumo: Spirit Weighs Nothing , og den iranske film Moragheb (Falling House).

Vi kan desuden anbefale en Venedig-filmfestivalstur til alle, der er træt af biograftilskuere som hiver deres telefon frem midt under filmen, og vækker alle andre fra drømmenes teater som biografen nu engang er. Her bliver dem der bryder ingen-telefoner-reglen markeret med en grøn laser, hvorefter synderen bliver mødt af en stor italiener i sort jakkesæt, der konfiskerer mobilen eller smider tilskueren væk. Grazie! Kan vi få det indført i de danske biografer også?

Vi ønsker jer god læsning fra støvlelandet.

BUCKING FASTARD: I absurditeten vender Werner Herzog tilbage til spillefilmen

Werner Herzog / Ireland, USA / 2026

Af Bella Juncker

I årets hovedkonkurrence i Venedig, må det være den tyske instruktør Werner Herzog, som er alderspræsidenten, da han i en alder af snart 85 år stadig instruerer og producerer film, der kan gøre sig bemærket på de store internationale scener.  Det var med glamour og stil, at den excentriske tysker i går den 3. september kunne gå ned af den røde løber i Venedig, og præsentere sit nyeste værk til verden, sammen med filmens to hovedrolleindehavere, der deler den særlige centrale rolle. 

Når man oplever synkroniteten i de to søstre, Joanie og Jeanie Holbrooke (spillet af det virkelige søskendepar Kate og Rooney Mara), forstår man godt Herzogs insisteren på, at de skulle have en chance i hovedkonkurrencen, da deres enkeltstående dog sammensmeltede rolle(r), er så utroligt unikke. I deres søgen og længsel efter at finde ægte kærlighed, begiver de sig for – på ægte Herzog-manér (tænk Fitzcarraldo (1982)) – , at grave sig ind til kernen på et ældgammelt bjerg, for at finde et eventyrland, hvor netop ægte kærlighed findes. 

Bucking Fastard – der forresten præsenteres af Herzog, som en hyldest dedikeret til David Lynch – er konstrueret i samme skøre grandiositet og excentriske Herzog-stil, som man har set det før i hans tidligere spillefilm. Optakten er langsom og intensiteten af filmens ulmende tematikker er altid til stede. Alligevel føles filmen aldrig helt så spektakulær, som man kunne have forestillet sig af en film med netop denne særlige præmis, om de to uniforme søstre, der ikke kan adskille sig fra hinanden under nogle omstændigheder. 

I en nærmest eventyrlig fortælling, med et twist af surrealisme og absurditet, får vi ikke kun lov til at opleve søstrene omfavne hinanden i en længselsfuld ensomhed, efter at blive elsket af et andet menneske, men samtidig bliver filmen også et studie af menneskets perverse natur, og vores fascination med det “unormale” og det “unaturlige”. Selvom det langt fra rammer samme ømme tone af medmenneskelighed, som vi oplever det i Lynch’s The Elephant Man (1980), er der stadig visse kollationer mellem den beskuelse og dehumanisering som John Merrick (John Hurt) oplever i Lynch’s film og det som søstrene oplever i Bucking Fastard. Det er interessant og tilpas ubehageligt at opleve udfordringerne ved deres synkronitet, der gør livet så udfordrende for de to kvinder. 

Bucking Fastard er i høj grad udfordrende, når det kommer til at finde mening i filmens langsommelige studie af de to søstres higen efter at være enestående i deres eget liv. På godt og ondt er filmen meget Herzog, og i manglen på bedre ord, bliver det langsommelige også desværre en anelse kedeligt, omend det forbliver interessant i sin kerne. 

MORAGHEB: Stærke emner men middelmådig fortælling

Mohsen Gharaei / Iran, Tyskland, USA / 2026

Af Marius Sørensen

I et land som Iran, hvor den politiske situation er så potent som den er, kan man tilgive landets kunstnere, at deres primære motiv er netop dét: landets politiske situation og sindstilstand.

Det er derfor ikke synderligt overraskende, at Moragheb (med den engelske titel Falling House) deler mange af de samme tematikker – og tilmed plotgrundsten – som Mohammad Rasoulofs Frøet fra det hellige figentræ, der fik dansk premiere sidste år.

Instruktørerne bag begge film har efter deres premierer måtte flygte fra hjemlandet, og begge film omhandler en familiefar, der ender i konflikt med sin kone og sine døtre og som resultat af konflikten må siges at blive en smule skør i bolden – for at sige det lidt mildt.

I Moragheb er sagen den, at datteren Enis (Laleh Marzban) har planer om at blive model i Tyrkiet – en plan, som faren (Farhad Aslani) bestemt ikke bifalder. I et forsøg på at forpurre Enis’ plan, spærrer han hende inde i familiens hus, der snart skal rives ned og, meget bogstaveligt, falder fra hinanden undervejs i filmen. Symbolikken er til at tage og føle på.

Allegorien er tydelig: Det hele afspejler det konservative og mandlige styre i Irans konflikt og svigtende kontrol med landets yngre generation – særligt dennes kvindelige repræsentanter. Filmens problem er ikke, at den er en tydelig allegori, men snarere at den kun fungerer som allegori. Forsøger man at tage filmens handling for gode, bogstavelige varer, vil det hele hurtigt føles en tand eller to for utroværdigt. 

Man kan ikke klandre Irans dygtige instruktører for at beskæftige sig med kvinder, liv og frihed, men man kan godt ønske sig en anelse mere opfindsomme og kreative fortælleformer.

SUMO: SPIRIT WEIGHS NOTHING: En unik og gribende udforskning af sumobrydernes verden

Erik Shirai / Japan, Danmark, USA, Storbritannien / 2026

Af Marius Sørensen

Én af årets perler på dette års Biennale viser sig at være denne hårdtslående og smukke dokumentar om Japans tusind år gamle nationalsport, sumobrydning, der går under den lettere amerikaniserede titel Sumo: Spirit Weighs Nothing.

Dokumentaren, der er en dansk co-produktion i kraft af producer Sigrid Dyekjærs involvering, følger fire sumobrydere i forskellige stadier af deres karriere: en håbefuld 15-årig; et 19-årigt stortalent; en 24-årig, der siges at være sportens næste store håb; og en 34-årig regerende mester (en såkaldt yokozuna), hvis karriere lakker mod enden.

Instruktør Erik Shirai og filmholdet bag filmen har fået unik og hidtil uhørt adgang bag scenerne på den traditionsrige og ritualfyldte sport. Alene det at få et indblik i det hårde arbejde, den absurde disciplin og de store personlige ofringer, det kræver for de forsvindende få udøvere, der stadig dedikerer sig til sporten, gør filmen uendeligt fascinerende.

Ikke nok med det er dokumentaren tilmed også resultatet af sammensmeltningen mellem en eminent billedside og en smuk lydside – både i form af lyddesign og musik. Alt er filmet på analog film, hvilket giver filmen en taktilitet sjældent set i din gængse sportsdokumentar. Læg dertil en utrolig stærk sans for komposition i en film, der – må man forestille sig – er filmet som flue på væggen uden samme mængde tid til planlægning som på en spillefilmsproduktion, og du har en film, vi kun kan håbe kan fanges på danske biograflærreder inden alt for længe.

WILD HORSE NINE: Grin og græd til McDonaghs CIA-dramakomedie

Martin McDonagh / Storbritannien, USA, Chile  / 2026

Af Alexander Bendtsen

Som man kender ham, er Martin McDonagh tilbage med en film om et venskab mellem to mænd, der er langt fra klassiske helte, men heller ikke rendyrket onde, selvom de i den grad har synder med i bagagen.

Det er CIA-agentmakkerparret Chris og Lee (spillet forrygende af henholdsvis John Malkovich og Sam Rockwell), der er en del af en større agentcelle i Chile, som i 1973 arbejder på at vælte landets første demokratisk-valgte marxistiske regering. En type af mission som især veteranen Chris før har gennemført i adskillige andre lande.

I et konspiratorisk manuskript refererer og forholder McDonagh sig til adskillige historiske internationale konflikter, og endda mordet på selveste John F. Kennedy. Heri udforskes tematikker om samvittighed og fortrydelse, såvel som noget så universelt som venskab, men sat skarpt i perspektiv.

Chris, der er ramt af en terminal sygdom, som også svækker hans hukommelse, sår her på sit livs sidste stræk tvivl om, hvad hans beskidte arbejde egentlig har tjent. Han kan heller ikke længere gennemskue, om han overhovedet kan stole på sin makker og bedste ven Lee – et plotelement, der tematisk fungerer som en allegori for det nationale traume som amerikanerne oplevede da Kennedy blev likvideret, og tvivlen om hvorvidt det var et inside job tog form. Dræber vi hinanden nu? Kan vi ikke længere stole på dem omkring os?

Den tematiske behandling er kløgtig og rørende, men selve intrigerne imellem efterretningsagenterne hænger til gengæld ikke særligt godt sammen. Chris’ afdelings topledelse vil have ham dræbt, fordi han i sin demens og i sin underliggende anger begynder at dele ud af fortrolige og forurolige informationer, til folk der ikke må høre det. Men den store chef (ellers spillet morsomt og effektivt usselt af Steve Buscemi) er så voldsomt inkompetent at alle de informationer allerede burde være lækket til offentligheden.

Man behøver ikke være John La Carré for at udlede at chefen for det hele ikke skal diskutere dybt inkriminerende sager med feltagenter over en telefon, uanset hvor sikker man så tror at linjen er. Der springes i det hele taget mange kommunikationsled over i en organisation, der virker betydeligt mindre end den burde. Samtidigt skabes der for mange led i en mission, som burde være mere simpel. Heri opstår en logisk dissonans i konflikten, der ikke klæder fortællingen.

Med de ulogiske huller rammer McDonagh ikke historien lige så rent på et logisk plan, som han gør på det tematiske plan. Filmen er dog også et karakterstudie i højere grad end en spion-thriller, og McDonagh formår da stadig at binde fortællingen sammen med stærk nerve, humor og netop tematisk skarphed. Den irske instruktør og hans kolleger har endnu engang formået at skabe en bevægende dramakomedie, der giver anlæg til dyb latter og lige så dyb eftertænksomhed.

Filmen kommer allerede til Danmark den 3. november 2026.