Af Alexander Bendtsen
Det siges at alle veje fører til Rom. Deri indikeres det, at hele verden drejer om den italienske hovedstad, der plejede at danne centrum for det verdensomspændende Romerrige. I filmverdenen findes der en anden italiensk by – og en kulturel højborg i sin egen ret – der for en kort stund hvert år forvandles til den globale filmhovedstad. Der er tale om byen omgivet af vand, trafikeret af både og fyldt med rig historie.
Hvert år i overgangen fra sensommer til efterår byder Venedig nemlig velkommen til en af verdens fem største filmfestivaler – de såkaldte A-festivaler – Mostra Internazionale d’Arte Cinematografica la Biennale di Venezia.
Den prestigefyldte festival er både et springbræt for nye spændende skabere, en milepæl for nogle af de største navne foran og bag kameraet, og en retrospektiv fejring af fortidens filmkunstnere. De får nemlig alle lov at dele rampelyset, på tværs af et filmprogram der strækker sig over en håndfuld kategorier – heriblandt den eftertragtede hovedkonkurrence, hvor danske May el-Toukhy med Kvinde Ukendt desuden er med i ræset som en af de eneste to kvindelige instruktører.
Alle programmerne vises i biografer på Lido-øen, der ligger en lille bådtur fra Venedigs centrum.
De næste fem dage vil tre Ordet-redaktører dække festivalen med daglige filmanmeldelser og supplerende beretninger fra støvlelandets kulturelle unikumsby.
I dagens artikel her nedenfor kan du læse chefredaktør Bella Junckers anmeldelse af Danny Boyles (Trainspotting, Slumdog Millionaire) spritnye film Ink, der desuden fik lov til at åbne festivalen, da denne blev skudt igang igår d. 2. september. Du kan også læse redaktør Marius Sørensens anmeldelser af en række udvalgte kortfilm, og undertegnedes beretninger fra festivalens masterclass-arrangement med filmstjernen og årets æresprismodtager, selveste George Clooney (Oceans Eleven, Burn After Reading).
God læselyst!
INK: Sprudlende historisk drama om den kyniske og sensationsdrevne tabloidavis med fremragende Jack O’Connell i hovedrollen.
Danny Boyle / Storbritannien, Frankrig, USA / 2026

Af Bella Juncker
I 1969 køber mediebaronen Rupert Murdoch (her portrætteret af Guy Pearce) den synkende skude, der er nyhedsavisen The Sun. Bag roret for dens genopstandelse hyrer han fra det konkurrerende The Daily Mirror, tabloidguruen Larry Lamb (her spillet af den fænomenale Jack O’Connell), som får ansvaret for at gøre The Sun til Englands nummer ét tabloidavis. Her kommer historien på det store lærred i Ink, der er Danny Boyles elektriske og højt-tempo-filmatisering af den revolutionerende og kyniske tabloidavis, der krydsede alle menneskelige og journalistiske grænser, og dermed banede vejen for den tabloidavis vi kender i dag.
I Ink vender den grænsesøgende Danny Boyle atter engang tilbage med sine ikoniske filmtekniske eksperimenter, der rangerer alt fra absurde kælkede linjer til det innovative iPhone-skud, som han første gang brugte i 28 Years Later (2025). Hvor historisk-biografiske dramaer hurtigt kan gå hen og blive for udtryksløse og ensformige i filmsproget, er det forfriskende at se Boyle gøre brug af et lige så interessant og ja, sensationelt filmsprog, som der komplimenterer den radikale udvikling, der sker hos The Sun og tabloid-journalistikken igennem filmen.
Samtidig er det tydeligt at Boyle her kommer med noget enormt relevant på hjertet, hvor filmens forholdsvis banale skandale spreder sine ringe helt ind i nutidens skandaleøkonomi, der inficerer samtlige sociale platforme og nyhedsmedier. Ink efterlader dog ikke nødvendigvis sit publikum med noget ekstraordinært stof til eftertanke, da mange af filmens centrale pointer udpensles lidt for markant med Boyles tendens til at banke dem ind i hovedet på tilskueren, efter de egentlig er kommunikeret nydeligt mellem linjerne, takket være filmens fortælling.
Midt i Boyles magnetiske og smarte filmfinter, står filmens klareste højdepunkt. Jack O’Connell, der tidligere i år kunne opleves i den uforglemmelige og psykotiske vanvidsrolle som Sir Jimmy Crystal i 28 Years Later: Bone Temple, får her lov til endelig at vise sine kvaliteter frem på de internationale festivalscener, som den bærende hovedrolle i en kommerciel satsning. Han er kort ud sagt fantastisk dragende i hver en scene, hvor han fremviser sit eminente talent i en rolle, der kræver en særlig grad af bevidst kynisme hos en mand, desperat efter at vise verden hvad han kan.
Med Jack O’Donnell i hovedrollen og Danny Boyle i instruktørstolen, er der ganske vist budt op til en energifyldt fornøjelse, der både fungerer som et fremragende historisk drama og samtidig trækker klare tråde til nutidens medielandskab. Og så siger det ikke så lidt, at det er denne film, som fik lov til at åbne ballet ved dette års Venedig Film Festival.
Et udvalg af festivalens 15 kortfilm
Af Marius Sørensen
På en glohed septemberdag i Venedig søgte én del af Ordets delegation ly for solen ved at se 15 af festivalens fornemmeste kortfilm. Det indebar alt mellem fiktion og fakta, fra et italiensk coming-of-age-drama til en kollage-animeret film om en koreansk drage til en dokumentar om Israels invasion af Libanon.
Højdepunktet må siges at have været teenage-dramaet My First Day of Summer, en nænsomt og sanseligt fortalt historie om to italienske drenges sommerforelskelse i en kroatisk pige. En kortfilm, der bestemt er værd at opsøge, når den bliver tilgængelig i Danmark.
Værd at nævne er også Saoirse Ronans debut bag kameraet. Skuespilleren har med sikker hånd skrevet og instrueret kortfilmen Paper Plane – en sød og fin lille fortælling om en ung piges oprør mod sin mor. Det er intet mesterværk, men alligevel nok til at give appetit på at se, hvad Ronan kan gøre med en spillefilm af fuld længde.
På falderebet føles det også vigtigt at inkludere den kinesiske Man Made Lake (en mystisk og intrigefyldt meditation over Kinas gæstfrihed), de smukke og drømmende animationsfilm Distant Blue og Rock, Paper, Scissors og den rørende A Few Moments of Happiness, der erindrer et Libanon før krig og invasion.
En drømmende masterclass med George Clooney

Af Alexander Bendtsen
Der er få skuespillere, der opnår den helt rendyrkede filmstjernestatus, hvor deres tilstedeværelse i sig selv kan suge luften fuldstændig ud af et rum, og få almindeligt dannede mennesker til at skubbe og albue hinanden i håbet på et billede eller en autograf. Således var tilstandene, da George Clooney i dag kiggede forbi den eksklusive tennisklub Match Point Arena, tilhørende luksushotellet Hotel Excelsior ud til Lido-øens kyst, iført et skarpt lysegråt jakkesæt, ikke ulig den sølvrævs-sideskilning han stadig bærer med elegance.
Clooney har en helt særlig blanding af skuespilsevner foran kameraet, karisma udenfor filmsettene, og lad os være ærlige… gudsbenådet udseende – ellers bliver man ikke kåret til verdens mest sexede mand (to gange! i henholdsvis 1997 og 2006). Sammen akkumulerer det til en stjernestatus af en karakter og kaliber, som fik dagens ordstyrer Giulia D’Agnolo Vallan til at sammenligne ham med fortidens superfilmstjerner Gregory Peck (To Kill a Mockingbird, Roman Holiday) og Paul Newman (The Hustler, Butch Cassidy and The Sundance Kid). To af Clooneys egen helte, som han hæver over sig selv.
Dagen inden var Clooney blevet fejret på festivalen med en ærespris, både for sit skuespil og sin instruktion, overrakt til ham af ingen ringere end Laura Dern. Dagens masterclass blev i forlængelse en mulighed for, at han også kunne lære fra sig, eller dele ud af kunstneriske og brancherelaterede indsigter. Han var meget passioneret omkring at man skal jage sine drømme imens man kan, så man ikke en dag ser tilbage på livet med fortrydelser. Dog med raffinement nok til at anerkende, at man i jagten på så svært en uopnåelig drøm som en stor karriere i filmbranchen, har brug for held til at slå igennem. Ganske konstruktivt, hvis ikke lidt indlysende, understregede han samtidig, at heldet oftest kommer til dem, der arbejder hårdt.
Lidt sjovere var det at høre om hans metode og tilgang. Blandt andet kunne han afsløre, at han oftest foretrækker ikke at øve inden sine optagelser. Her brugte han især sine samarbejder med Coen-brødrene (blandt andet på O’ Brother Where Are Thou? og Burn After Reading), hvor han beskrev at de fik bedst materiale ud af at udarbejde skuespillets finere nuancer i momentet på set, i stedet for at øve det på forhånd under andre forhold, der i sidste ende kunne stivne og sænke kvaliteten af slutproduktet.
Overordnet var det interessant at høre Clooney reflektere over en branche, hvor det er held og timing, der afgør, om selv de hårdest arbejdende kan bryde igennem. Han mindes selv alle de projekter, der mislykkedes inden succeserne – både i Tv-branchen inden sin tid på E.R. (1994-1998), og filmbranchen inden sit tilfældige møde med Steven Soderbergh, og sit efterfølgende gennembrud på det store lærred i Out of Sight (1998).
Festivalens ærespris til Clooney, demonstrerer hvor langt det lykkedes ham at drive sin karriere i filmbranchen. Hans masterclass i dag blev en interessant refleksion over de tilfældigheder, der fik hans hårde arbejde til at betale sig. Samtidigt blev det et tip på hatten til alle – uanset branche – der jagter sine drømme lige så hårdt, uvidende om marginalerne i samme grad kommer til at være på deres side. For når alt er sagt og gjort, kan de i det mindste finde ro i, at de gav drømmen et skud.

