”Nutella”. Det er filmens første ord, og det bryder stilheden efter en lang introducerende montage, hvor vi har set Kris’ (Jette Søndergaard) og hendes onkels (Peter H. Tygesen) tavse hverdagsliv. De er i den lokale brugs, da sidstnævnte netop har ytret, at han gerne vil have, at de køber det velkendte italienske chokoladepålæg.
Kris er 27 år og bor sammen med sin onkel, der er halvinvalid. Hendes forældre er afgået ved døden i hendes teenageår, og nu hvor hun har boet hos ham lige siden, hjælper hun med at holde ham i gang og med at drive landbruget. Men noget spøger dybt inde i Kris: Hvorfor droppede hun at starte på dyrlægeskolen, og skal hun aldrig have en kæreste?
Heldigvis møder hun dyrlægen Johannes (Ole Caspersen), der er hjælpsom og snaksalig, og den unge Mike (Tue Frisk Petersen), der drømmer om et liv udenfor provinsen. Det er begyndelsen på en forandring i Kris – men har hun modet til at forlade sin onkel og starte et nyt liv?
Onkel er et spændende eksperiment. Instruktør og manuskriptforfatter Frelle Petersen har med inspiration i sin egen sønderjyske opvækst lavet en film, hvor kun lokale skuespillere medvirker. Han har sågar skrevet manuskriptet på den gård, hvor den er optaget. Dén interessante præmis skaber bagtæppet for en film, der er ret usædvanlig.
For eksempel er al tale på velklingende sønderjysk dialekt, og heri er der både humor og melankoli. Mange situationer mellem filmens fire hovedkarakterer er både sjove og indlevende, men der hersker også en vis tristhed i de mennesketomme omgivelser og i den plagede Kris.
Et langsomt tempo er med til at etablere og understøtte den stemning. Efter en halv times tid har man vænnet sig til det, og karaktererne bliver kun mere nærværende, jo længere i historien man når. Først omkring en time inde hører man det første tegn på underlægningsmusik, og først i filmens klimaks ses en håndholdt kameraføring. Ellers er alt bomstille, som der jo gerne er derude på landet i Sønderjylland.
Det kommer nemt til at lyde, som om Onkel er kedelig, og det er altså ikke tilfældet. Det er nemt at lade sig betage af en så unik filmstil, men det er desværre på både godt og ondt. Man lever sig ind i Kris’ angst for at begynde et nyt liv, og man forstår udmærket, hvorfor hun er tilbageholdende og har svært ved at indgå i normale sociale relationer. Men desværre dyrker filmen også en slags grimhedens æstetik.
Som resultat heraf ser billedsiden ret amatøragtig ud. Det er helt sikkert meningen, men hvor det nogle gange er charmerende, er det desværre også forstyrrende. Overeksponerede skud, stort set ingen kamerabevægelser og en langsom klipperytme bidrager til det, og det er synd. Måske er idéen, at filmen kan gøres mere overbevisende ved at lade både skuespil og kameraføring være skåret helt ind til benet, men det fungerer desværre ikke helt.
Selvom historien og stilen er særlig og beundringsværdig, falder det lidt til jorden, da skuespillerne ikke helt kan opdrive den nødvendige emotionelle tyngde. Det giver selvfølgelig god mening, når man skal finde alle sine skuespillere indenfor en 15 kilometers radius, men det gør altså ikke noget godt for det endelige produkt.
Onkel er en smuk historie om at forsøge at løsrive sig og etablere sin egen selvstændighed i en verden, der er forvirrende og hård, men snubler en anelse i sin minimalistiske og asketiske stil.
Kommentarer