Af Bella Juncker
Der var en tid, hvor det var kytume for Hollywood at udgive et hav af rom-coms, hvoraf en række moderne klassikere som 10 Things I Hate About You (1999) og How To Lose A Guy In 10 Days (2003) udsprang. For nutiden er denne kutyme blevet negligeret til fordel for andre film, og nu er det altså kun en sparsom mængde romantiske komedier, vi får lov at opleve i biografen. I 2023 var det Anyone But You. Nu er samme instruktør tilbage med et nyt skud på stammen med One Night Only. En film, hvor omdrejningspunktet er sex, der udenfor ægteskabet er ulovligt, på nær én enkelt aften om året, hvor der så ellers også dyrkes sex i desperat massevis.
For en film, der handler så explicit om sex, så er det ikke meget sex den tør indeholde. For i stedet for at følge et par ivrige elskovsydere, møder vi i stedet to håbløst romantiske sjæle. Den ene er pizzaria-ejeren Owen (der spilles af den nygifte Mr. Dua Lipa, Callum Turner), der planlægger at få noget meningsfuldt ud af den sexhungrende aften, ved at fri til sin kæreste (Maya Hawke). Hun har andre planer, og vil hellere udnytte den særlige aften til at gå i seng med deres lækre nabo Salvadore (der personificeres i en ukrediteret cameo af Glen Powell). På den anden side af det hele svæver den kreative sjæl, Allie (Monica Barbaro), der blot leder efter en ægte forbindelse i et hav af skuffende engangsknald og følelsesmæssigt umodne mænd.
Imens aftenen skrider frem, følger vi med i, hvordan de to karakterers skæbner fletter sig ind og ud af hinanden, som de afsøger mulighederne rundt omkring i New York på adskillige barer og til afdæmpede sexfester, der fungerer lidt som en inkarnation af nutidens datingapps. Forløbet er underholdene nok, som når de to karakterer desperat forsøger at stjæle et kondom fra en kiosk sammen.
Kemi i en romantisk komedie er knald eller fald, og heldigvis er kemien imellem Callum Turner og Monica Barbaro da også ganske overbevisende, når de pingponger med hinanden og efterfølgende sender hinanden skjulte og afsøgende blikke. Sammen personificerer de alle de fantasier og drømme, der omringer hele den moderne datingkultur, og som gang på gang knuses i virkelighedens forventningspres.
Som enkeltstående karakterer, er der dog ikke mange nuancer at komme efter. Callum Turner er den klassiske ”nice guy”, som godt kan skrue bissen på og blive kæk, når det gavner ham. Han er flot, sexet og i abnorm god form af en pizzaria-ejer at være, der bruger alle sine vågne timer på at drive sin egen virksomhed. Monica Barbaro er gudesmuk, super talentfuld og samtidig ekstremt ydmyg over alle hendes topkvaliteter. Alt hun leder efter er sin ”prins”. I bund og grund er begge karakterer både kedelige og intetsigende, hvilket desværre heller ikke bliver opløftet af særlig overbevisende eller inspirerende skuespil fra nogle af sine stjerner.
Alt dette falder tydeligvis tilbage på et lunkent manuskript, der kommer fra en manuskriptforfatter, som kun har børne-tv på cv’et. Den manglende erfaring med at skrive interessant dialog og meningsfulde karakterer skinner da også kraftigt igennem, i en film, der desværre bliver overdreven klichéfyldt og banal. Samtidig er filmen også påtænkt af manusforfatter og instruktør, til at være en allegorisk datingfilm og kritik af nutidens datingkultur, men det er umiddelbart ikke det budskab man henter fra filmen.
Imens filmens præmis er sjov nok og kemien imellem de to stjerner da også klart er filmens bedste kvalitet, forbliver udførelsen uimponerende og overfladisk. One Night Only har hverken substans eller skarphed nok til at indtræde i rækken af Hollywoods klassiske rom-coms.

