Af Sophie Worning
Da jeg var inde at se One Day til CPH PIX, kom den debuterende instruktør Zsófia Szilágyi og introducerede visningen. I sit korte udsagn fortæller hun, at hendes film ikke er særlig cinematisk. Efter at have set One Day, kunne jeg ikke være mere uenig med hende.
For plottet lyder måske ikke granskende filmisk i sig selv. Filmen handler om den udmattede mor Anna, som udover at have tre glemsomme og højlydte børn, også skal døje med økonomiske problemer og en anmassende svigermor. Og, nå ja, hendes mand er utroligt uhjælpsom med alt dette, udover at han også er hende utro med en af hendes gode veninder. Kameraet følger så Annas bevægelser igennem én dag af hendes liv, hvor vi ser, hvordan alle disse prøvelser begynder at tynge hende mere og mere.
Man ville måske ikke forestille sig, at One Day ville være en radikal film ud fra beskrivelsen. Vi har set mange film om, hvor svært det er at være mor. I år har vi endda allerede set det i Tully (2018), med Charlize Theron i hovedrollen som den udbrændte mor med øredøvende børn og en uduelig ægtefælle. Men til forskel fra ’dramedy’-film som Tully er One Day så hudløst skræmmende, at jeg følte, jeg så en gyserfilm.
De ophobede trængsler omkring Anna giver hende aldrig et øjebliks fred. Filmens lydside afspejler forbløffende den konstante larm og de endeløse forstyrrelser, som Anna oplever. Hun får vitterligt aldrig et stille sekund, hvor hun kan puste ud og fatte sig i ro. Lige så snart, vi tror (og håber, for den sags skyld), at Anna får en velfortjent pause, begynder et barn at græde, eller hendes telefon begynder at ringe. Denne effekt er så skærende, at man ligesom Anna er ved at have et psykisk sammenbrud gennem hele filmen. Instruktøren sagde efter visningen, at lyden havde været for lav, da vi så filmen. Jeg kan næsten ikke forestille mig andet end et seriøst panikanfald, hvis lyden var skruet op til dens rigtige styrke.
At Szilágyi formår at gøre en mors hverdag til en ægte gyserfilm er noget radikalt i sig selv. Selvfølgelig var der ingen jump-scares eller spøgelsesfremkomster. I sin nærmest Dogme-inspirerede realisme er Annas kaotiske liv som mor det mest uhyggelige ved hele filmen – jeg måtte endda kigge væk, når hun bruger en slags mini-støvsuger til at fjerne snot fra sin syge søns næse, alt mens han vræler ulideligt. Kameraet følger hende ubarmhjertigt, og som seer føler man sig som en medskyldig tilskuer i hendes ensomme kamp.
Og hvis der er noget, jeg ved efter at have set One Day, er det, at jeg ALDRIG skal have børn. Så tak for hjælpen, Zsófia Szilágyi.
One Day vises til CPH PIX følgende steder:
5. oktober kl. 21.15 i Gloria
7. oktober kl. 12.00 i Dagmar
Kommentarer