Af Bella Juncker
Med en portefølje bestående af filmesterværker som There Will Be Blood (2007), Punch Drunk Love (2002), Magnolia (1999) og Boogie Nights (1997), er der ikke noget at sige til den generelle begejstring blandt de filmelskende for udsigten til en ny Paul Thomas Anderson-film i 2025.
One Battle After Another skulle eftersigende være en film, der har rumsteret hos instruktøren i 20 år, og skydes i gang af revolutionistgruppen The French 75, på mission for at ændre verden. Perfidia Beverly Hills (Teyana Taylor) gløder af passion for sit formål, men splittes imellem revolutionen, sin kæreste, bomberen Ghetto Pat (Leonardo Dicaprio), og en kompliceret affære med obersten Steven J. Lockjaw (Sean Penn), der skal vise sig at skabe problemer som ringe i vandet flere år frem.
Efter en fejlslåen mission, der resulterer i splittelsen af hele gruppen, må Ghetto Pat flygte med datteren og skifte identitet. 16 år senere lever han som paranoikeren Bob Ferguson, i en tåge af alkohol- og stofmisbrug, et tilbagetrukket liv, hvor datteren Willa (Chase Infiniti) er hans eneste lyspunkt. Da fortiden viser sig at have indhentet dem, bliver Bob kastet ud i en kaotisk og desperat jagt på at prøve og redde sin datter fra Steven J. Lockjaw.
Der er ikke noget at sige til, at One Battle After Another allerede hyldes verden over. Sean Penn leverer en af karrierens bedste præstationer på uhyggelig, overbevisende vis som den usympatiske, empatiløse og usikre militærmand. Imens DiCaprio, der har været i sin topform siden Tarantinos Once Upon A Time In Hollywood (2019), virker til nærmest ikke at kunne smide sit Rick Dalton-alter ego fra sig, og leverer både en overraskende følelsesladet præstation blandet med den ukontrollerbare og lidt maniske energi, som han cementerer så godt. Desuden klæder det ham umådeligt at spille overfor en ung og benhård Chase Infiniti.
Paul Thomas Anderson viser sig også igen i sprudlende topform, og giver os den perfekte blanding af spænding og underspillet, absurd humor i en episk spillefilm, der nærmest føles som et kontrolleret kaos, der får lov til at udfolde sig. Hver indstilling føles velovervejet, uden at føles perfektionistisk.
Samtidig bruger han sit exceptionelle soundtrack (af Jonny Greenwood) aktivt til at underbygge sit kameraarbejde (med hjælp fra DoP Michael Bauman) og samtidig forstærke spændingens konstante opbygning, hvilket bidrager til en fordybende og fuldendende helhedsoplevelse. Dette gør sig bl.a. gældende i en yderst nervepirrende og nærmest kropslig biljagt-scene, der må være en af de bedste på film nogensinde. Det er især øje for detaljen i scener som disse, der er med til at løfte hele filmen, og sømre fast at Paul Thomas Anderson er en knivskarp formidler og tekniker, og en af de bedste vi har.
Inderst inde i filmen gemmer der sig en, om end lidt alternativ, varm fortælling om en fars uendelige kærlighed til sin datter. Et budskab, der ellers hurtigt kan falde til gulvet, men som Paul Thomas Anderson og co. formidler genialt. One Battle After Another markerer dermed ikke kun en milepæl i karrieren for Paul Thomas Anderson, men bliver endnu en fakkel i mørket for filmindustrien og beviser (igen), at storfilm og originalitet hånd i hånd er vejen frem for filmindustrien. For det er klart mere spændende og givende som seer, at gå på opdagelse i en uformularisk film, hvor alt kan ske, fremfor en samlebåndsfilm, hvor slutningen er givet, allerede inden man sætter sig i biografsædet.
One Battle After Another må allerede være en af årtiets bedste film.