[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Ditte Fiil Ravn[/vc_column_text][vc_column_text]Richard Curtis er med About Time tilbage med endnu en romantisk komedie. En genre han er bekendt i og kendt for. Men hvad er det ved Curtis’ rom-coms, der gør dem til en genre for sig selv? Både kritikere og tilhængere har bud.[/vc_column_text][vc_column_text]Hvem er Richard Curtis? Det er ikke let at give ham én titel, da han i praksis både er screenwriter, instruktør og musik producer. Dog er det hans skriverier, der i høj grad har sat ham på verdenskortet. Han har skrevet sitcoms som Mr. Bean og Blackladder til tv og er dermed blevet noget af det kæreste eje for den britiske sitcom, men hans største force er hans skriverier til den britiske rom-com.[/vc_column_text][vc_column_text]Komedien før romancen
Gennembruddet inden for filmens verden kom som screenwriter i form af den overvældende succesfulde Four Weddings and a Funeral fra 1994. En historie om en ung mand der møder en kvinde og bliver hovedkulds forelsket i hende. Ja ja, den har vi hørt før. Men hvad er der så specielt ved denne film, siden den blev den højst indtjenende britiske film på sin tid? Først og fremmest så brænder Curtis hjerte for komikken. I hans fortællinger er der fokus på venner og familie frem for kærlighed. De spøjse og utilregnelige venner står for det underholdende som den logerende Spike fra Notting Hill. Ligeledes er familieforholdet essentielt, som far og søn i den biografaktuelle About Time.[/vc_column_text][vc_column_text]Kvinden som objekt
Men hvordan kan jeg fjerne ”rom” fra rom-com så brutalt, når det kommer til Curtis’ film? Mange af Curtis’ kritikere anklager ham for at objektivisere sine kvindelige karakterer. Når først manden, som oftest Hugh Grant, har fået øje på en pige, så er det kærlighed ved første blik. Og så er det lige meget, hvordan hun er som person. Dette ser vi især i Love Actually, hvor Colin Firth bliver forelsket i sin portugisiske stuepige uden at kunne forstå et ord af hvad hun siger. Det kan virke urealistisk, at sådan en kærlighed vil holde længe efter, at rulleteksterne er fløjet forbi.[/vc_column_text][vc_column_text]Glad og naiv
Men i virkeligheden er Curtis nok ikke en mandschauvinist. For sandheden er, at når du læser om og hører på Curtis selv, så er han så livsglad, og måske lidt naiv, at smilet og latteren er det essentielle. Han tror på, at det er realistisk at møde en og blive forelsket ved første øjekast. Og det er en opløftende tanke. Han vil formidle glæden, frem for det triste. Curtis’ rom-coms består altså af en god del håb, livsglæde og naivitet, tilsat det akavede, de mærkværdige bortforklaringer, en masse stammeren og utallige mængder af selvmedlidenhed, som den britiske humor er kendt for. Nå jo, og så en hel del ”fuck”, ”bucker”, ”bullock” og ”fuck-a-doodle-doo”.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer