Af Alma Nordenbæk
Den tyske krigsfilm er brudt fri af den gråtonede socialrealisme og fører sig frem med lækre billeder og sorglystige grin. Sjældent har lokumsjokes og antisemitisme stået så tæt side om side, men i Sam Garbarskis humoristiske nye film danser drama og komik til lyden af sprød klesmermusik. Det er Wolf of Wall Street (2013) møder Holocaust i en eventyrlig fortælling om en gruppe jødiske svindlere i Frankfurts æstetiske murbrokshelvede.
Krigen er slut, men verden ligger i ruiner for holocaustoverlever David Bermann (Moritz Bleibtreu) og de mange andre arbejdsløse jøder i Tysklands amerikanske rehabiliteringslejre. De drømmer alle om at tage rejsen over Atlanten mod Mulighedernes Land, og for at nå dette mål er de beredte på at tage alle midler i brug. Ved at købe linned billigt og sælge det dyrt, fupper David og en lille trup af veltalende lejrkammerater sig til penge og stille hævn over landets apatiske masser. Men en hemmelighed fra Davids fortid truer med at sætte en stopper for gruppens planer…
Det kræver en sans for balance at håndtere seriøse, historiske emner med lige dele alvor og humor. Og det er desværre her, filmen viser nogle af sine svagheder. Frem for at forankre og forstærke filmens satiriske vinkel, virker de mere hjerteskærende beretninger om tortur og død akavet kunstige i filmens konstante følelsespendulering. Det er noget mærkeligt forstilt over scenen, hvor David bryder sammen i sin families forladte butik. Hans triste baggrundshistorie stritter ubehageligt mod filmens lidt for velholdte, næsten campy ydre.
Og denne kognitive dissonans fortsætter over i filmens mest Hollywood-inficerede subplot: den forsonende kærlighedshistorie. David er smørret charmør par excellence, men hans romance med den smukke efterretningskvinde, Sara Simon (Antje Traue), virker lige så uforståelig som den er overflødig. Kemien er haltende, og deres mere intime dialogscener tåkrummende pinagtige at bevidne.
Halvmotiveret kærlighed til side, så henter filmen dog nogle gode point hjem for originalitet og et varmt, sympatisk og indtagende karaktergalleri. Særligt den unge Krautbergs (Václav Jakoubek) sidehistorie med den avissælgende eks-SS-officer ramte mig lige i hjertet og ledte til nogle af filmens mest følsomme scener. Det er i øjeblikke som disse, hvor hakkebrættet spiller den bittersøde melodi helt stille og perfekt, at filmen formår at sige allermest om sit emne.
Det er derfor også lidt en skam, at Garbarski følte det nødvendigt at inkludere en eftertekst om virkelighedens jøder, der forblev i Tyskland efter krigen. Kommentaren føles både unødvendig dramatisk og ude af trit med filmens øvrige budskab om håb og selvtilgivelse. Den giver desuden ingen mening i forhold til filmens øvrige handling, men virker mest som et last minute forsøg på at tildele filmen lidt ekstra historisk kapital.
Men er du i humør til lidt blød følelsesmasochisme og tvetydige grin, så goddag til Tyskland.
Kommentarer