Mick Øgendahl ved ikke særlig meget om litteratur. Faktisk har han aldrig rigtig fået taget sig sammen til at læse de store, danske giganter. Men det vil han lave om på. Med DR i ryggen tager han os med på en rejse fra de helt store stjerner, som H.C. Andersen og Michael Strunge, til de mindre kendte, men stadig betydelige, som Karin Michaëlis og Leonora Christina.
Hvem kunne vide, at en person, der fik sit gennembrud ved at råbe “Pu-haa” til en hund, kunne levere en så formidabel public service-udsendelse?
Serien var sidste år under hård kritik af medierne, efter flere forskere takkede nej til at medvirke. Kritikken lød, at serien ikke ønskede at tegne et historisk akkurat billede af forfatterne til fordel for en lettere tilgængelig udgave. Der var forbud mod at nævne fremmedord eller litteraturhistoriske begreber som realisme eller Det Moderne Gennembrud.
Og det er korrekt, at serien simplificerer en del. Som i afsnittet med Herman Bang (Kim Hammelsvang), hvis homoseksualitet gives måske en tand for meget betydning for hans overordnede liv og velvære. Men når man ser afsnittet, begynder man at forstå, hvorfor de forskellige valg er taget.
De tredive minutter lange afsnit byder på et væld af forskellige segmenter med Øgendahl som fællesnævner. I det ene øjeblik ser vi ham interviewe forskere eller kendte nutidskunstnere, inklusiv Per Vers og Halfdan E. I det andet øjeblik dumper han lige ned i fortiden og møder afsnittets omdrejningspunkt, spillet af store danske skuespillere som Nikolaj Kopernikus (Halfdan Rasmussen) eller Henrik Lykkegaard (Johannes V. Jensen).
Man kan virkelig mærke, at skuespillerne har haft det sjovt. Andreas Bo leverer en perfekt Dan Turrèl. Han fanger alle finesser og sætter dem på kanten, så rollen er blevet gjort skarp og måske en smule teatralsk. Øgendahl spørger ind til de farvede negle eller Karma Cowboy (1974), og når han vender ryggen til, er Turrèl pludselig væk igen.
Det hele medvirker til, at afsnittets overordnede narrativ leverer et stort overblik på kort tid og på en meget underholdende måde. Havde dét fungeret med en tungere historielærer end Mick Øgendahl? Nok ikke.
Serien fungerer som en slags fortsættelse af forrige års Historien om Danmark (2017), hvor historisk præcision negligeres til fordel for en bredt omfavnende invitation til nysgerrighed. Det er ikke meningen, at de tredive minutter lange afsnit skal fuldt farvelægge de spraglede forfattere og deres vidt forskellige samtider. De henvender sig ikke til de stærkt læsende, som allerede har haft næsen i de udvidede værker.
Det er i stedet små appetitvækkere. Så når man har set afsnittet om Michael Strunge og vil vide mere, kan man fortsætte et andet sted – måske Torben Skjødt Jensens mageløse dokumentar Væbnet med ord og vinger (2018), der gennemgår Strunges korte liv og udfylder hans personligheds detaljer.
DR har formået at sparke liv i litteraturhistorien. Det er en præstation, man ikke skal tage for givet. Hvad mon de næste gang kaster sig over? Billedkunsten? Musikken? Arkitekturen? Jeg venter spændt.
Kommentarer