Af Magnus Hvidt Thelle
Obsession er spillefilmsdebut fra instruktør og internetkomiker Curry Barker, der efter viral succes med found footage-filmen Milk & Serial nu tager springet til et større lærred uden at miste sin særlige sans for akavet ubehag. Filmen tager udgangspunkt i en klassisk monkey’s paw-fortælling: den generte Bear (Michael Johnston) ønsker, at hans mangeårige forelskelse Nikki (Inde Navarrette) skal elske ham mere end noget andet i verden. Ønsket går i opfyldelse da Bear bruger sit “One Wish Willow” – hvad han antog var en uskadelig souvenir fra en krystalbutik – men kærligheden udvikler sig hurtigt til en altopslugende besættelse, hvor romantik bliver forvandlet til paranoia, afhængighed og rædsel.
Præmissen er ikke revolutionerende for gysergenren, men Barker demonstrerer en imponerende forståelse for, hvordan velkendte motiver kan revitaliseres gennem tone og eksekvering. Filmen balancerer konstant mellem absurd komik og socialt mareridt på en måde, der gør publikum usikre på, om de skal grine eller synke sammen i sædet af ubehag. Barker er lykkeligvis stringent og fokuseret nok i sin formidling af fortællingen til at filmen aldrig mister sin røde tråd i dens tone. Vittighederne gøres næsten lige så nervepirrende som de dystre øjeblikke, da det gøres tydeligt, at de enkelte øjeblikke af lethed og komfort ikke får lov til at vare længe. Grin vendes til ubehag eller direkte gys uden et øjebliks varsel og på denne måde vedligeholder Obsession sit intense niveau gennem hele sin spilletid.
Det er dog især Inde Navarrette, der gør filmen så effektiv. Hendes præstation som Nikki er både hjerteskærende og direkte frygtindgydende. Navarrette balancerer rollen med imponerende spændvidde fra myrekrybsfremkaldende hvisken til paniske skrig, som vælter direkte ud af lærredet. Hun skifter ubesværet mellem sårbarhed, desperation og rendyrket rædsel og skaber en figur, der både føles tragisk og dybt foruroligende. Overfor hende spiller Michael Johnston Bear som en frustrerende passiv protagonist, hvis manglende rygrad bliver katalysator for filmens katastrofe. Han er ikke et monster i klassisk forstand, men snarere endnu et eksempel på den nyere gysertendens, hvor mandlige hovedpersoners emotionelle umodenhed og behov for kontrol bliver selve gyser-plottets drivkraft.
Her ligger filmen tematisk tæt på Companion (2025), som ligeledes undersøger idéen om “kæresten” som objekt for en usikker mandlig fantasi. I begge film reduceres kvinden til en projektion af hovedpersonens behov, og gyset opstår i det øjeblik, hvor denne fantasi bliver ukontrollerbar. Barker formår dog at gøre dynamikken særligt ubehagelig ved at lade publikum mærke Bears fejhed og egoisme i næsten hver eneste scene. Filmen fungerer derfor ikke kun som effektiv gyser, men også som et bidende portræt af moderne dating, ensomhed og ønsket om kærlighed uden ansvar.
Visuelt er filmen enkel, men effektiv. Barker forstår at bruge begrænsede rum og tætte framinger til at skabe en konstant følelse af klaustrofobi. Man lærer hurtigt aldrig at føle sig helt sikker i filmens univers, fordi den konsekvent river komforten væk. Det gør oplevelsen næsten fysisk udmattende på den bedst tænkelige måde.
Obsession er måske ikke den mest nyskabende gyser på papiret, men dens præcise tonalitet, stærke præstationer og kompromisløse ubehag gør den til en af årets mest effektive horroroplevelser. Curry Barker viser et bemærkelsesværdigt sikkert greb om både komik og terror og cementerer sig som et af de mest spændende nye navne inden for moderne gyserfilm.