OASIS: DON’T LOOK BACK IN ANGER: Koncertdokumentar i verdensklasse er ’definitely maybe’ værd at se

Af Viktor August Mortensen

I 2009 gik brødrene Liam og Noel Gallagher for alvor i totterne på hinanden i det, der ville blive enden på rockfænomenet: Oasis. 16 år senere blev den ekstremt store stridsøkse begravet og Oasis begik sig atter ud på en enorm verdensturné i hvad der var et utroligt uforudsigeligt comeback. Et comeback så stort, at det netop måtte kortlægges i en helt ny koncertdokumentar af instruktørduo Dylan Southern og Will Lovelace.

Oasis: Don’t look back in anger (2026) følger de to brødre, og deres til tider lidt oversete bandmedlemmer, i deres forsøg på at stable et vaskeægte comeback på benene. Dokumentaren starter i øvelokalet, inden turnéen, hvor stemningen er mildest talt akavet. Krydsklipning med arkivmateriale af deres tidligere tilsvinende udsagn hjælper ikke ligefrem på den voksende klump i halsen og det bliver tydeligt allerede, at de dokumentariske finter er i orden.

Men her tager dokumentaren en drejning. Dette er ikke en gossip-dokumentar, der dulmer i tabloidoverskrifter, drama og dårlig stemning. Oasis: Don’t look back in anger (2026) bliver i stedet en hyldest til et vigtigt band, som millioner af mennesker havde savnet i 16 år.

Ret hurtigt skifter dokumentaren over til de gigantiske koncerter, som portrætteres smukt gennem flotte skud og rytmisk klipning. Kameraarbejdet er ikke klichéfyldt som i andre koncertfilm, men i stedet nærmest filmisk med et stort brug af stillestående skud, der både skildrer koncerterne fra nær og fjern. Vi er med dybt nede i havet af stive britiske mennesker, der skråler med på landeplagerne, og vi er med langt fra, hvor vi kan overvære de kaotiske omgivelser, som var vi bandet selv oppe på scenen. Dokumentarskaberne formår med snilde at opfange den kæmpe skala, Oasis medbringer.

Selv de obligatoriske ’talking head’ interviews med de to hovedkarakterer har en unik filmisk brillans nær slutningen, der spiller ind i dokumentarens fortælling, uden at afsløre for meget.

Den smukke iscenesættelse af koncerterne er parret perfekt sammen med en overdådig lydside, der placerer seeren direkte i de enorme arenaer. Vi hører ikke kun Liams ikoniske vokaler og Noels imponerende guitarspil, men også de mange tilskuere, der synger slavisk med på alle omkvæd og nynner med på de ikoniske guitarriffs.

På den måde bliver koncertdokumentaren også en god erstatning for de mange millioner af fans, der ikke fik den ret så eksklusiv mulighed for at se dem på deres storroste comebackturné (inklusiv undertegnede).

Der er dog også noget til neutrale tilskuere. Dokumentaren indeholder små portrætter af enkelte fans fra hele verden, og gennem dem kommer man tættere på at forstå, hvad netop Oasis kan, som ingen andre kan. Et nyt og velkomment greb i genren.

Det skal siges, at der også er masser af tid til dem, det hele handler om. ”If you’re gonna be a cunt, be a funny cunt” er bare et af rigtig mange citatværdige udsagn fra den groft talende, men uendeligt charmerende frontmand Liam. Der er altså tale om et par geniale dokumentaremner, der pynter på fortællingen med deres balancerede blanding af filosofi og humor.

Skiftet fra drama til hyldest er et træk, især fans vil sætte pris på, men det er også et træk, som jeg mener, den muligt gossip-sultne seer burde sætte pris på. Konflikt er der nok af på den globale dagsorden, og det er ikke tilfældigt at netop Don’t look back in anger, en sang om tilgivelse, blev titlen på denne koncertdokumentar. Det hele handler nemlig om tilgivelse, og det er et prisværdigt synspunkt i en derudover ekstremt teknisk veludført koncertdokumentar. For hvis selv Liam og Noel Gallagher kan begrave stridsøksen, hvem kan så ikke?


Ordet anmelder:
Oasis: Don't look back in anger

★★★★★☆

Produktionsår:
2026

Instruktør:
Dylan Southern og Will Lovelace

Land:
Storbritannien

Skribent:

Udgivet:

Tags:


This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.