Jeg har en efterhånden uoverkommelig lang liste af serier, jeg med spænding venter på nyt fra. Black Mirror ligger uhyre højt på den liste, for den har i løbet af de tre forrige sæsoner formået at røre mig temmelig dybt. Den har fået mig til at gyse, græde og grine, den har dissekeret min generations zeitgeist, og den har givet mig tro på menneskeheden kun for prompte at smadre den igen.
Black Mirror er en dystopisk antologiserie, hvor hvert afsnit er en afgrænset historie med nye skuespillere, en ny instruktør og et nyt forsøg på at jorde al optimisme om vores samfunds teknologiske udvikling, du end måtte have. Den fjerde sæson byder på seks nye fortællinger fra en ikke så fjern fremtid, hvor teknologien igen spiller bussemand, denne gang med seks kvindelige hovedroller.
Den nye sæson har et konstant højt niveau. Alle afsnittende byder på bragende god underholdning, og det er svært at sætte en finger på dem hver i sær. Særligt skuespillet er enormt godt over hele linjen. De tidligere sæsoner har haft nogle vilde højdepunkter, men også nogle distinkte lavpunkter. Her i fjerde omgang er der ingen klare ups’ere, men heller ikke nogle af de helt grumme mindfuck-spektakler, man kender serien bedst for – du ved, dem der giver dig lyst til at kaste din Ipad i lokummet og flytte i en bivuak på Amager fælled. Det hænger måske sammen med, at teknologiskrækken i denne sæson træder et lille skridt tilbage. I stedet for at være den bærende fascinationskilde fungerer science fiction elementerne her mere som katalysatorer for en undersøgelse af, hvad det vil sige at være menneske i en digitaliseret verden.
Det dominerende tema i fjerde sæson er bevidsthed. Næsten alle afsnittene kredser på hver sin måde om, hvad det vil sige at være bevidst, og der sættes spørgsmålstegn ved, om bevidstheder stadig vil have samme etiske anseelse i en nær, hyper-digitaliseret fremtid. Det er på sin vis spændende med en samlende tematik, men for mig virker det som et unødvendigt benspænd, for antologiformatet tillader jo at komme afsindigt vidt omkring. Det kommer til at føles som om, at der har været kreativt underskud i manusrummet, og den følelse forstærkes af, at flere af afsnittene følger samme formel som tidligere populære afsnit. Sæsonen byder for eksempel endnu engang på en forrygende kærlighedshistorie, som på mange måde minder om forrige sæsons San Junipero, og sæsonafslutningen deler adskillige ligheder med det ikoniske julespecialafsnit White Christmas. Desuden er det iøjefaldende, hvor mange af episoderne, der ligesom i The Entire History of You, har hjerneimplantater eller dimser på tindingen som det vigtigste teknologiske fugleskræmsel. Der er for så vidt ingenting i vejen med at falde tilbage på en sikker vinder, men i en så visionær serie som Black Mirror havde jeg håbet på mere fornyelse.
Tag ikke fejl, den nye sæson er rigtig god. Black Mirror har i de forgangne tre sæsoner bare sat så fandens høj en standard for originalitet, at man efterhånden går hen og bliver kræsen. Der begynder at vise sig en antydning af, at serien er ved at køre træt, og det ville være ærgerligt, for det føles bestemt som om, at konceptet har langt mere at byde på.
Kommentarer