Af Oskar Stone
Der findes få historiske øjeblikke, der står tilbage som åbne sår i civilisationens hukommelse. Nürnbergprocessen er ét af dem. Et moralsk jordskælv, hvor verden forsøgte at genoprette både civilisation og retfærdighed. Processen var ikke blot et juridisk opgør, men et forsøg på at forstå den afgrund, verden netop havde stirret ned i. En fortælling af den kaliber kræver filmisk storhed – og modet til at blive stående i mørket.
Nürnberg, baseret på Jack El-Hais bog The Nazi and The Psychiatrist (2013), låser os inde i de tyske fængselsceller med de tilbageværende topnazister, hvis blikke stadig bærer ekkoet af den ideologi, de nægtede at slippe. Filmen er ambitiøs, alvorlig og til tider gribende, men i forsøget på at forene psykologisk drama, juridisk fortælling og bred publikumsappel mister den det kompas, der kunne have ledt den mod egentlig dybde.
Efter Nazitysklands kapitulation bliver den amerikanske højesteretsdommer Robert Jackson (Michael Shannon) udpeget til at lede anklagerholdet i et retsopgør, hvor de allierede skal etablere loven, mens de håndhæver den. Samtidig følger vi den amerikanske psykiater Douglas Kelley (Rami Malek), der skal vurdere de tilfangetagne nazisters mentale tilstand – særligt Hermann Göring (Russell Crowe). Mens retssagen nærmer sig, bevæger vi os gennem ruinerne af et Europa i moralsk og fysisk forfald, og følger det psykologiske opgør mellem Göring og Kelley, som byder op til en storslået vals mellem to mænd på hver side af historiens afgrund.
Det er netop i mødet mellem Göring og Kelley, at filmen står skarpest, især takket være Russell Crowe. Han leverer sin mest nærværende præstation i årevis som den manipulerende og farligt karismatiske Göring, der skifter mellem charme og rædsel med uhyggelig lethed. Crowe formår at gøre den fromme nazist både fængende og frastødende, som løfter filmen betydeligt. Rami Malek får derimod langt sværere arbejdsvilkår som Douglas Kelley, der er reduceret til en figur, der mest af alt reagerer på Crowes præstation, uden selv at kunne træde i karakter. Han bliver efterladt med en rolle, der aldrig formår at være mere end en skygge, til trods for et hæderligt forsøg.
Nürnberg er næsten manisk fokuseret på den amerikanske indsats, både i manuskriptet og i rollenavne. Russell Crowes intense Göring gør, at filmen slipper nogenlunde helskindet igennem sin amerikanisering, som sågar begiver sig ud i tyske gloser, som selv den sureste tysklærer ville nikke anerkendende til. Vanderbilts skildring af retsforløbet fokuserer også udelukkende på den amerikanske indsats, til trods for det monumentale samarbejde mellem de allierede, som godt kunne have tjent et større formål, men Michael Shannon skal også nævnes for sin stærke præstation som højesteretsdommer. Leo Woodall leverer en rørende monolog på de få minutter, han får tildelt, som styrker fortællingen. Til trods for overfloden af amerikanske skuespillere over hele linjen, så er det et stærkt ensemble der alle leverer troværdige og dygtige præstationer.
Paradoksalt nok opstår filmens mest rystende og stærkeste øjeblikke, hvor britiske arkivoptagelser fra befrielsen af koncentrationslejrene får lov til at tale for sig selv. Det er rå, ubearbejdet dokumentation, der rammer hårdere end nogen dramatisering og bliver siddende i kroppen, længe efter lyset i salen tændes. Her mærker man for alvor historiens vægt uden filter, og Nürnberg træder kortvarigt ud af sikkerhed og konfronterer os med virkeligheden. Det er et glimt af den modigere, mere kompromisløse film, den kunne have været, hvis den havde turdet læne sig mere ind i mørket og mindre ind i den amerikanske heltefortælling.
Nürnberg har store ambitioner, men udviser stadig en vis forsigtighed. Den vil både være et psykologisk studie, tribunedrama og en bred publikumsfilm. Opbygningen bærer præg af samme ubeslutsomhed, som resulterer i en film, der hele tiden er på vej mod noget vigtigt, men sjældent finder frem til kernen i løbet af sine 148 minutter. Alligevel skal den have ros for sit forsøg. Det er en film, der tager sin opgave alvorligt, og insisterer på, at historien om Nürnberg-processen stadigvæk er nødvendig at fortælle i 2025. Den er solid, velspillet og momentvis bevægende. Men den bliver aldrig den uafrystelige film, den kunne have været.