I den femte episode af Friends’ tredje sæson (1996) udarbejder Ross og Rachel lister med kendte mennesker, de gerne må gå i seng med, hvis de får chancen. Mange har formentlig forestillet sig det scenarie at møde en kendt og udvikle et forhold med denne – om det så er en affære fra en ”freebie list” eller en hovedkulds forelskelse.
Den utopiske fantasi blev i 1999 fundamentet for den bedst sælgende britiske film det år. I Notting Hill bliver fantasi til virkelighed for William Thacker (Hugh Grant), da den verdenskendte Hollywoodstjerne Anna Scott (Julia Roberts) træder ind i hans lille rejsebogsbutik i det charmerende Londonkvarter, som filmen er opkaldt efter. Anna er i London for at promovere sin nyeste film. William lever en ensformig hverdag, hvor han driver en dårlig forretning med at sælge rejsebøger. Begge deres liv bliver vendt på hovedet, da de møder hinanden.
”I live in Notting Hill. You live in Beverly Hills. Everyone in the world knows who you are, my own mother has trouble remembering my name.”
Historien om Hollywood-stjernen der finder kærligheden i en ganske almindelig person er, ifølge Grant, ikke dukket op ud af ingenting. Han har udtalt, at noget lignende er sket for en ven af filmens manuskriptforfatter, Richard Curtis, om end det hverken er blevet be- eller afkræftet. Valget af Grant som den ene hovedrolleindehaver var oplagt, da Curtis og Grant har en lang tradition for at arbejde sammen. Grant spillede med i Curtis’ første spillefilm Four Weddings and a Funeral (1994), og samarbejdet mellem de to beskriver de som et ’match made in heaven’.
Instruktør Roger Michell og producer Duncan Kenworthy havde udset sig Julia Roberts som ’the one and only’ til rollen som Anna. Roberts red på en bølge af succes efter sin medvirken i bl.a. Pretty Woman (1990) og var op igennem 90’erne den bedst betalte skuespillerinde i verden. Michell og Kenworthy troede derfor ikke på, at hun ville takke ja til rollen, men både Roberts’ agent og hende selv var sikre i deres beslutning efter at have læst manuskriptet.
Holdet ønskede, at filmen skulle optages i Notting Hills gader. Producerne var dog bekymrede for, at Grant og Roberts tilstedeværelse ville tilkalde massevis af nysgerrige tilskuere, og at filmholdet ville være til stor gene for beboerne i Notting Hill. Filmens location manager Sue Quinn skrev derfor rundt til tusindvis af borgere og lovede bl.a., at holdet som kompensation ville donere penge til folks favorit-velgørenhedsorganisationer. Det resulterede i donationer til mere end 200 formål, og holdets goodwill vandt accept og opbakning fra lokalområdet og politiet til at gennemføre optagelserne.
– ”Can I stay for a while?”
– ”Stay forever”
Fra det øjeblik hvor Anna træder ind i Williams boghandel, begynder det at slå gnister imellem dem. De opbygger en romance, hvor kærlighed og kejtethed går hånd i hånd. Modsætninger mødes, da William og hans skæve samling af venner og familie stilles overfor tjekkede og smukke Anna. Beverly Hills møder Notting Hill.
Curtis har sagt, at han sommetider forestillede sig, hvordan det ville gå, hvis han dukkede op til en middag med sine venner med den mest kendte person i verden på slæb. Hvordan ville hans venner reagere, og hvordan ville middagen gå? Da William dukker op til sin søsters fødselsdag sammen med Anna Scott, står vennerne som forstenede og hilser høfligt på. Den cool og lavmælte velkomst erstattes dog af et højlydt jubelbrøl i det sekund, Anna går på toilettet, og den cool facade erstattes af store, begejstrede øjne og en million spørgsmål til William om, hvorfor hun er der. Williams venner er alle nogle skæve og finurlige personligheder, og de tilføjer den humoristiske kant til historien, der gør, at pladderromantikken bliver mere spiselig.
– ”It feels like how being in love should be. Floating through a dark blue sky.
– ”With a goat playing the violin.”
– ”Yes – happiness isn’t happiness without a violin-playing goat.”
Jeg har aldrig været til de pladderromantiske film, hvor man fra starten kan regne ud, hvilken vej vinden blæser. Det kan man ganske vist også i Notting Hill, men de store følelser er pakket ind i et underspillet britisk udtryk. Kombineret med den charmerende humor og de skøre karakterer, bliver romantikken langt mere troværdig og medrivende end i den gennemsnitlige romcom.
The greatest romance on Earth? Måske. Notting Hill er, for mig, først og fremmest en komedie, selvom den er pakket ind i romantik. Den er mindst ligeså sjov, som den er romantisk. I filmens store finale er det dog kærligheden, der overtager, da William erklærer sin kærlighed til Anna under et pressemøde, og deres øjne mødes gennem lokalet. Flankeret af fotografernes blitzer og journalisternes højtråbende spørgsmål står de og smiler og ser kun hinanden. Awww. Jeg bliver overvældet af følelser blot ved at tænke på det.
Notting Hill er indbegrebet af en god kærlighedshistorie. Filmen føles som et stort bjørnekram, som tager dig i sine arme og vugger dig blidt til du glemmer alle dine bekymringer. I år har den 20 års jubilæum, og der produceres ikke mange af denne slags romantiske komedier længere. Sorgløse, eventyrlige historier, som er langt fra virkeligheden og uden stikpiller til samfundsdebatten. Det er et befriende afbræk fra alle bekymringer og udfordringer, store som små. Hvis du endnu ikke har set den, så skulle du tage at gøre det. Men gem den eventuelt til en dag, hvor du har brug for et kram.
Kommentarer