[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Rasmus Iversen[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Undervejs i Blind siger hovedpersonen Ingrid (Ellen Dorrit Petersen), at det ikke er væsentligt, hvordan tingene ser ud i virkeligheden, så længe man kan visualisere det. Blind, der er norske Eskil Vogts instruktørdebut, handler om Ingrid, der netop har mistet synet. Eller rettere sagt handler den om, hvad Ingrid forestiller sig, der foregår i den verden, hun ikke længere kan se og som nu kun eksisterer i hendes fantasi.
I filmens første halvdel introduceres Ingrid og hendes mand Morten (Henrik Rafaelson). De lever et stille liv i deres lejlighed i Oslo. Morten er arkitekt, og når han går på arbejde, forsøger Ingrid at få dagen til at gå med skrive. Langsomt begynder hun at isolere sig og udelukkende leve sit liv indenfor lejlighedens trygge rammer.
Samtidig møder vi også to personer, der umiddelbart ikke har nogen forbindelse til Ingrid og Morten. Først møder vi Einar (Marius Kolbenstvedt), der er stærkt afhængig af porno og dernæst Elin (Vera Vitali), der er enlig mor.
Fælles for Einar og Elin er, at de begge er ekstrem ensomme. Efterhånden som handlingen skrider frem flettes Ingrid og Mortens historie sammen med Einars og Elins. Og samtidig erkender man som publikum, at handlingen er en sindig komponeret sammenfletning af dels filmens virkelighed og Ingrids fantasi. Uden at afslører for meget, væves de to spor tættere og tættere sammen, som filmen skrider frem.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Blind[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2014[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Eskil Vogt[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Norge[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Klinger navnet Eskil Vogt bekendt for den filminteresserede med smag for norsk, er det muligvis fordi Vogt har stået bag manuskriptet på de to anmelderroste film Reprise (2006) og Oslo, 31. august (2011), der begge er instrueret af Norges stjerneinstruktør Joachim Trier.
Vogt viser sig endnu en gang som en begavet manuskriptforfatter med Blind, der også blev hædret med netop manuskriptprisen på indiefilm-festivalen Sundance i år. Handlingen drives veloplagt og ubesværet frem igennem både filmens virkelighed og fantasiens labyrintiske kringlekroge, og det er ganske enkelt en fornøjelse at se, hvordan Vogt balancerer sin film mellem humor og alvor.
På både lyd- og billedsiden viser Vogt, hvordan han også mestrer instruktørhåndværket til fulde. Ingrids handikap udnyttes smart ved subtilt at fremhæve og intensivere lydsiden. Samtidig lader han kameraet føle sig frem på køkkenbordet sammen med Ingrid, når hun eksempelvis brygger te og lader hendes fingre agere øjne. En triviel scene, der således bliver en stærk sansemæssig oplevelse.
På samme intelligente måde udnytter Vogt ligeledes klipningen og lader plottet pendle mellem fantasi og virkelighed. Handlingen springer hæmningsløst i tid og rum, men på en måde, der heldigvis virker mere ubesværet end påtaget.
I det hele taget er Blind en forrygende, men samtidig kontrolleret filmisk tour de force, der byder på rigtig gode skuespillerpræstationer fra de fire bærende roller. Især er Ellen Dorrit Petersen betagende med sine kølige og umiskendelige skandinaviske træk, der er stærkt dragende. Man fornemmer en klar kunstnerisk ambition, der gennemsyrer hele filmens fortællerglæde og æstetiske stil.
Og selvom Blind handlingsmæssigt er en ”lille” film, rummer den en kompleksitet og dybde, der gør historien om den blinde Ingrid til en fremragende filmisk øjenåbner.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer