[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Ulrikke Xenia Sandby[/vc_column_text][vc_column_text]Tæppet er netop faldet ned over de danske biograflærreder efter den første omgang af rædsel, blod og dødelige infektioner, nemlig i den første danske zombiefilm, Sorgenfri. Det er derfor oplagt at reflektere over genrefilmens særlige plads i den danske filmscene – og måske kan man endda håbe på flere af slagsen.
Kan danske filmskabere virkelig ikke lave ordentlige genrefilm? Med dette spørgsmål i baghovedet er det naturligvis med en vis skepsis, at man træder ind i biografsalen for at se Sorgenfri. Især når der tilføjes, at det er den første, danske zombiefilm nogensinde. I andre grene af genren har Danmark til gengæld ophav til adskillige eminente gysere. Allerede fra stumfilmens tid har Danmark bevæget sig på gyserfilmens territorium, og mange store filmskabere som Carl Th. Dreyer, Ole Bornedal og Lars von Trier har siden frekventeret denne exceptionelt dragende genre.
Dog er det især lande som USA og Japan, der har været indflydelsesrige i udbredelsen af gyserfilm og tendenserne i dem. Den amerikanske andel skyldes naturligvis landets produktions- og distributionssystem, der gjorde gyserfilm til en gunstig forretning for filmselskaberne. Når USA samtidig var den største filmproducent i verden, gjorde det kampen hård for uafhængige filmselskaber og andre lande at gøre sig bemærket, ren og skær grundet den enorme mængde af populære gyserfilm, der blev produceret i landet.
Specielt i 1950’erne peakede de amerikanske horror- og science fiction film i forbindelse med produktionsselskabernes snu B-films pakker, hvor low-budget horrorfilm ”fulgte med i købet”, når distributører købte A-film. Faktisk har der, siden 50’erne, ikke været et årti, i noget land, hvor der er blevet produceret så mange af denne type film. I perioden var omkostningerne nemlig meget lave for selve produktionerne, da man havde muligheden for at genbruge kulisser og rekvisitter fra andre produktioner, kvit og frit, pga. de store produktionsselskabers magtfulde position. Sidstnævntes motivation for at lave disse film var derfor udelukkende økonomiske. Rent organisatorisk efterlod det kun begrænset plads til en kunstnerisk kraft, der kunne drive en filmisk vision frem i disse masseproducerede film.
Endnu mere imponerende end antallet af producerede film er, at der rent faktisk blev solgt massevis af biletter til de fleste af dem. Man kunne sammenligne dem med den spæde filmhistories attraktionsfilm, der med ny teknologi tiltrak flokkevis af nysgerrige seere, som var filmrullerne varmt brød. Gyserne gjorde det samme for publikum ved at lure dem ind i biografernes altomsluttende mørke, og byde dem på eksperimenterende special-effects teknikker og gimmicks i utallige afskygninger. På det tidspunkt blev publikummet draget til biografen for at få en chokerende, intens og sanselig oplevelse – og filmene leverede bestemt.
Dog bliver gyseren i langt højere grad interessant, når den også har en kunstnerisk vision og en mening. Det er ingen hemmelighed at gyserfilm generelt er ekstremt svingende i kvalitet, men mange instruktører har formået at fortolke genren originalt, så filmen pludselig får en dybere dimension, i stedet for blot at holde sig til overfladiske chok-effekter. Det er ofte i samarbejdet mellem litteraturen og filmkunsten, at der kan skabes gysende mesterværker med vision; tag eksempelvis Stanley Kubrick og Stephen King med The Shining. Ej at forglemme de klassiske fortællinger om vampyren Dracula eller Dr. Frankensteins monster, der hver især er blevet filmatiseret utallige gange.
Et andet eksempel på en interessant fortolkning af gyseren kunne være de, der går under kategorien J-horror, som er den bølge af japanske gyserfilm, som opblomstrede lige omkring årtusindeskiftet. Denne meget populære gysertype trækker på en kulturarv, der kommer fra japanske folkehistorier. Skrækhistorier, der bunder i gammel overtro, er igennem flere århundrede blevet genfortalt, til de til sidst er endt som manuskripter på bordene hos japanske filmskabere. I kontrast til den amerikanske gysertradition har disse film fokus på de åndelige kræfter og er derfor psykologisk gysende, mens frygten i amerikanske gysere ofte er indlemmet i det korporlige.
For japanere er disse film ekstremt populære, da de er kulturhistorisk vedrørende og er rettet mod dem selv. Netop filmenes immanente kulturarv koder J-horroren med kulturelt specificerede betydningssystemer, og det kan derfor være svært for den vestligt opfostrede filmgænger, at få en komplet forståelse af filmenes betydning. Dette gør dog ikke filmene mindre myrekrybende! I vesten er der endda opstået en kæmpe fascination for det japanske gys, der har affødt en (komplet overflødig) bølge af amerikanske remakes, der i øvrigt har fået rekordlave anmeldelser. Selvom disse remakes kan være nok så underholdende, er essensen af det japanske gys, som jo er det særligt fængende ved j-horroren, fuldstændig fjernet.
På samme måde fungerer det når danske Sorgenfri lægger sig for tæt op af de amerikanske tendenser indenfor zombiefilm og serier. Vellykket, som den ellers er, kører den for meget efter bogen, og man savnede også, at de polerede parcelhuse blev rigtig klamme. I Sorgenfri er der nemlig kun små glimt af det eksplicitte gys og gru. Dette afslører usikkerheden på, hvor meget det danske publikum er parate til, hvorfor det efterlader en lidt flad fornemmelse, da der ellers var lagt op til det helt store blodbad i den københavnske forstad. Til gengæld kan man sige, at disse korte passager af special effects er veludførte og fejler ikke på at være overambitiøse. Men hvor intet vover, intet vinder! Man savner bestemt, at filmen bevæger sig ud på dybere vand og prøver noget nyt. Alle grebene er set før i udenlandske gyserfilm, så det nye er simpelthen bare, at den er dansk.
Hvordan kan den nye danske gyserbølge så benytte alt denne viden? Lad være med at gøre noget halvt. Det kulturelle præg, som de japanske gyserfilm har, er hvad der gør filmene specielle, og det er netop en kulturspecifik dansk stil og form, der kan etablere Nordic Twilights status som en ny og unik gren af gyseren. Og hvis Sorgenfri var gået ”all in” på den amerikanske gyserstil, i stedet for kun at gøre det halvt, var den måske også blevet taget bedre imod af distributørerne, siden filmen kun bliver vist i 4 biografer i 14 dage.
Dog er idéen om at lave amerikanske gyserfilm i Danmark fra start af en håbløs idé. Sex og religion er to væsentlige træk i de amerikanske gysere, især de der er målrettet unge, og danskere har simpelthen ikke det samme forhold til det som amerikanere. Derudover er markedet for egenproducerede gyserfilm så markant forskellige i de respektive land, at man blot kan konkludere at danske genrefilm lever på andre vilkår end amerikanske. DFI investerer ej heller i danske gysere for at tjene penge, men for at skabe diversitet i den danske filmscene.
Netop derfor bør den danske gyser ikke forsøge sig på amerikanske modeller, men nærmere opruste sig med en unik dansk og nordisk stil, det som Filmværkstedet også forsøger at udbrede, nemlig Nordic Twilight-genren. At bedømme ud fra Nordic Twilight-filmen, Når dyrene drømmer (2014), er der tydeligvis også potentiale i genren. Filmen er anmelderrost og yderst æstetisk stimulerende, men bestemt overset, da den ses som et sats for distributørerne, hvilket Sorgenfri også led under.
Så hvad skal der til før det lykkes? Det kræver en stærk kunstnerisk investering i filmene, der blander det nordiske fantasmagoriske og de socialrealistiske filmtendenser, der trækker stærkt på det specielle som danske film kan. Tilføj så et velskrevet, originalt manuskript, og dér vil Nordic Twilight kunne bringe det kunstneriske gys til biografsalene og dermed skabe en ny del af gysergenren, der er interessant som både filmkunst og underholdning.
Så kan danske filmskabere virkelig ikke lave ordentlige genrefilm? De er der endnu ikke helt, men selvfølgelig kan de det. De spiller dog et væsentligt andet spil end amerikanske filmskabere og må derfor ligeledes justere på spillereglerne, før det kan lykkes for Danmark at skabe denne særlige type gyser, der prioriterer nordisk filmkunst og undgår kedelige klichéer.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer