[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Astrid Thorsen[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Tag en personlig fortælling, og lad den tø langsomt op. Fyld denne historie til bristepunktet med sanselige madbilleder og et twist af natur. Gnid den let i en knivspids skandale. Og vend til slut hele blandingen i slowmotion og æstetisk perfektionisme.
Opskriften, du ser foroven, er på Pierre Deschamps dokumentarfilm om René Redzepi, hjernen bag verdens bedste restaurant Noma. Opskriften giver en let, delikat og spiselig film, der desværre aldrig formår at skære helt ind til benet.
I Noma – My Perfect Storm følger vi den danske stjernekok René Redzepis op- og nedture. Årstiderne skifter, men Redzepi handler med samme mål for øje: at skabe et sæsonbaseret køkken, der understreger den geografiske placering i Skandinavien. Sammen med sit kokkehold arbejder han kompromisløst og hårdt for at indfri denne vision og det lykkes langt hen ad vejen.
Men da restauranten i 2013 kommer i en slem skandale-storm, må Redzepi stole på sit instinkt for at klare ærterne. Han renoverer Noma-køkkenet og sætter den kulinariske barre endnu højere. I filmen inviteres vi, igennem interviews med familie, fagprofessionelle og kollegaer, til et blik bag facaden på mad-fænomenet René Redzepi – men dette indfries desværre ikke til fulde.
Filmen er bygget op om utallige sanselige og smukke nærbilleder af mad-skabelsesprocessen. Under de fleste interviews ser vi dækbilleder af mange unge kokke, der i samarbejde med René, skaber ret, efter ret der alle ligner madmalerier. Det er smukt, men set før. Filmen ligger sig i slipstrømmen af nyere maddokumentarers leg med et højæstetiserende, slowmotionunivers.
[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Noma – My Perfect Storm[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2015[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Pierre Deschamps[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
England[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Dog er der også lyspunkter. For filmens æstetik ses ikke kun når fokus ligger på maden. Vi ser Redzepis inspiration i naturen. De talrige billeder af skove, Grønland fra oven og havet ville gøre enhver naturfilm misundelig. Der er kælet for detaljen, når vi f.eks. ser de fire årstider skifte fra samme position i en skov. Det store fokus på natur i Deschamps’ film er en kløgtig måde, ordløst at kortlægge Redzepis vision om det naturlige køkken på.
Instruktørens fascination af Redzepi er en af filmens bærende elementer. I nogle af filmens første scener fremstilles Rene som en af livets vindere. Vi ser ham jonglere stjernekarriere, et skønt familieliv imens han bevarer begge ben på jorden, og endda cykler på arbejde i sne og slud. Der nævnes i et interview med forfatter Tor Nørretranders, at han er madens Mozart – og sådan får vi som seere også lært Redzepi at kende. Gennem interviews med hans forældre lærer vi om hans fattige indvandrerbaggrund i Makedonien og Danmark. Han er en frelser, der redder det skandinaviske køkken. Med legende kreativitet skaber han små spiselige mirakler. Men desværre forbliver det en temmelig overfladisk skildring. Vi kommer ikke med om bag facaden. For Deschamps lader desværre aldrig kameraet rulle ved Redzepis mest intime eller uskønne øjeblikke. Den slags øjeblikke, man kunne se i DR-dokumentaren Noma på kogepunktet (2008) med bandeord og dårligt arbejdsklima.
Den eneste gang, der røres ved noget ubehageligt, er i en scene midt i filmen, hvor kokkene har brugt almindelig timian i stedet for citrontimian i en opskrift. Redzepi er tydeligvis ikke glad, og i denne pinefulde scene dvæler kameraet ved ubehaget og stilheden i køkkenet – dette forbliver filmens mest ægte scene, og sætter resten af filmens perfektionisme i perspektiv.
Alt i alt er Noma – My Perfect Storm en udmærket dokumentarfilm. Vi får et indblik ind i et kompromisløst og perfektionistisk miljø. Men perfektionismen som Deschamps’ selv benytter i sin skildring, spænder ben for et ægte og råt indblik i René Redzepis verden. I stedet står vi tilbage med opskriften på et let indtageligt portræt, der i al sin æsteticisme er en ret man nyder, men hurtigt glemmer igen.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer