[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Line Worm Poulsen[/vc_column_text][vc_column_text]Den amerikanskfødte writer/director Noah Baumbach står bag film som The Squid and the Whale (2005), Margot at the Wedding (2007), Greenberg (2010) og den anmelderroste Frances Ha (2012). Han er nu filmaktuel igen med While We’re Young (2015), der har Ben Stiller og Naomi Watts i hovedrollerne. De spiller et midaldrende par der får et venskab med et ungt par i 20’erne, spillet af Adam Driver og Amanda Seyfried. Det nye venskab opstår på trods af en alderskløft der er til at tage og føle på, og det bringer en masse dejlige oplevelser, fordomme og misforståelser med sig.
Mumblecore og den vilde Wes
Noah Baumbach er en instruktør, der har gjort sig bemærket på indie-scenen. Hans film er ofte dialogtunge værker med quirky-træk, nuancerede karakterer og masser af ironi. Filmene er moderne og urbane, og har ofte hans hjemby New York som bagtæppe. De er lette at gå til og virker på overfladen nærmest ukomplicerede. Plotmæssigt handler filmene om alt fra skilsmisser til identitetskriser, og har altid personlige relationer som fokus: Forhold der knytter mennesker sammen på kryds og tværs, både familiært, romantisk og karrieremæssigt. Baumbach inkluderes ofte i gruppen af instruktører der laver ”Mumblecore” film – lavbudgetsproduktioner der er karakteriseret af naturalistiske dialoger.
Netop dialogerne er dét der kendetegner Baumbach som instruktør og manuskriptforfatter. Han har en enorm forståelse for menneskers måder at interagere med hinanden på, og er mester i at skildre samtaler når de går galt. Han har tidligere arbejdet sammen med ven og kollega Wes Anderson på Andersons The Life Aquatic with Steve Zissou (2004) og filmatiseringen af Roald Dahls Fantastic Mr. Fox (2009). De to har en fælles forståelse og forkærlighed for familiære fejder og kommunikative katastrofer.
Baumbachs talent for at skrive og instruere gode dialoger, er det der giver hans film sjæl og kant. Det er i dialogerne at hans talent og filmiske forståelse kommer til udtryk. Hans filmunivers opstår i spændingerne mellem det sagte og et usagte, det behagelige og det ubehagelige. Baumbach er mester i sarkasme og ironi, og han kan gøre akavede samtaler til selve hjertet i sine film. De velorkestrerede dialoger når ofte samme dramatiske højder som det ses i Polanskis Carnage fra 2009, en udelukkende dialogbaseret film der er så mesterligt udført, at man krummer tæer fra start til slut.
Pinagtighedens puls
Det bedste eksempel på en sådan tåkrummende, pinlig og indlevende film er hans The Squid and the Whale. Den delvist selvbiografiske film handler om en families håndtering af forældrenes separation, med alt hvad det bringer med sig af konflikter, hjertesorger og bortløbne katte. Konflikterne strækker sig fra faderens og sønnens forelskelse i den samme teenagepige, til problemer med hvem der skal overtage katten efter skilsmissen. The Squid and the Whale er en film, hvor dét der trives bedst er de interne konflikter, og hvor de familiære konfrontationer kommer som perler på en snor. Baumbach portrætterer mesterligt hvordan teenagesønnen påtager sig sin fars opblæste opførsel, og hvordan familiens medlemmer forsøger at kommunikere med hinanden, men ni ud af ti gange ender med at ramme forbi.
Baumbach er en særdeles velformuleret instruktør, der formår at sætte fingeren på de menneskelige svagheder, der ellers kan være svære at formulere. Han konkretiserer hvordan moderne mennesker taler forbi hinanden, hvordan de er egoistiske og egenrådige. Hvordan de tænker på sig selv mens andre taler, eller tager alting alt for personligt. Men samtidigt hænges de ikke ud for deres adfærd. De beskrives ikke endimensionelt og stereotypt som ”dårlige mennesker”, men som personer med mange facetter og indre konflikter. Derfor bliver en film som The Squid and the Whale ikke en løftet pegefinger til den dybt egoistiske og opblæste far, men nærmere et portræt af de gnidninger der kan opstå mellem mennesker, der hver især har det svært. Karaktererne behandles med respekt, men også med en befriende ironi, der gør, at de pinlige sekvenser bliver sjove, og de spydige bemærkninger virker lettende. Derfor bliver The Squid and the Whale ikke en moralprædiken mod dårlig opførsel, men et indblik i en plaget familie, hvor hvert medlem forsøger at finde sig selv. Filmen var en kæmpe kritikersucces, og vandt blandt andet to priser ved Sundance Film Festival i 2005, og blev nomineret til en Academy Award for Best Original Screenplay.
Noah Baumbach fremstår i kraft af hans film, som en mand der havde en akavet teenagefase, og aldrig rigtigt slap af med den. Det virker som om han har lært af denne akavethed og har omfavnet den til et punkt, hvor han er blevet mester i at observere og analysere alle de pinlige øjeblikke, man gennemgår i et menneskeliv. Disse formidler han på film og hans filmunivers er deadpan-humorens højborg.
Gerwig gør sin entre
Dette opleves i hans film Greenberg fra 2010, hvor Ben Stiller spiller hovedrollen; en mand der efter et psykisk sammenbrud beslutter sig for at lave ingenting. Den akavede og enormt egoistiske protagonist ville i enhver anden instruktørs hænder fremstå direkte usympatisk. Men Ben Stillers skuespilpræstation i Baumbachs filmunivers giver Greenberg-karakteren dybde og finesse. Man får sympati med en knækket mand, der ikke ved hvilket træ han skal læne sig op ad. I et forsøg på at skabe menneskelig kontakt, ender han med at indlede et forhold til sin brors unge assistent, spillet af Greta Gerwig.
Gerwig skulle blive vigtig i Baumbach karriere, da hun spiller hovedrollen, og var medforfatter på hans anmelderhit fra 2012, Frances Ha. Filmen er en moderne storbyfortælling i sort-hvid, og handler om den unge Frances, der danser gennem New York for at finde sig selv. Den klodsede og charmerende Frances fjoller sig gennem livet mens hendes venner får børn og bliver gift. Igen har Baumbach fingeren på pulsen, og laver et portræt med dybde og sjæl.
Hans film er underholdende, bevægende og har altid tyngde, trods den fine independent-film indpakning, der godt kan snyde lidt. Selvom filmene er lettilgængelige, betyder det ikke at de ikke har noget på hjerte. For den 45-årige instruktør har meget han gerne vil have sagt, og det gør han på fornemste vis. Med masser af ironi.
Baumbachs nyeste film While We’re Young har dansk premiere torsdag d. 28. maj.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer