Af Alexander Bendtsen
Den skævt humoristiske duo Matt Johnson og Jay McCarrol gjorde sig mellem 2007 og 2010 bemærket med YouTube-komedieserien Nirvanna the Band the Show. De fik endelig lov at genoplive showet på tv fra 2017 til 2018. I 2025 blev det så tid til at udgive kulminationen: Nirvanna the Band the Show the Movie, der nu lander i de danske biografer. Og gudskelov for det, for hold kæft, hvor er den sjov.
Ligesom web- og tv-serierne centrerer filmen sig om fiktionaliserede versioner af netop Matt og Jay, der som musikduo jagter drømmen om at blive booket til at spille på den – i deres øjne store, men i virkeligheden ret intime – Rivoli-venue i Toronto. På helt Egon Olsen’sk vis har Matt gennem serierne lagt den ene ”geniale” plan efter den anden, som er slået fejl. I den nye film bliver planerne kun vildere med faldskærmsudspring og tidsrejse som omdrejningspunkt. Sidstnævnte danner præmissen for filmen. De kommer nemlig ved et uheld til at rejse tilbage til 2008 og må finde en vej tilbage til nutiden uden at ødelægge den i processen.
Med et filmhold, der kan tælles på to hænder, er mange scener optaget på offentlige steder uden tilladelse, med forbipasserende, der ikke ved, at de optræder i en film. Deres guerilla-filmstil læner sig delvist op af at være et anstrengende gimmick. Oftest formår Nirvanna-gutterne dog at bruge formatet til at slippe afsted med jokes og skøre scenarier, der ikke kunne opnås på andre måder, ligesom at det faciliterer en imponerende grad af sjov improvisation, der gennemsyrer fortællingen.
Filmen indeholder da også scener, der er mere konventionelt tilrettelagt på reelle sets, samt greb i redigeringen, der påvirker de mere kaotiske og improvisationsprægede scener. Samspillet og overgangene mellem disse scener og de langt fra lige så kontrollerbare scener, giver anlæg til sådan en helt filmmagisk nysgerrighed på, hvordan de helt præcist har skruet sekvenserne sammen.
Matt og Jay dikterer desuden scenerne med deres meget specifikke humor, der både fortjener sammenligninger med Borat (2006) og Spinal Tap (1984), men også skiller sig helt ud. De demonstrerer ikke kun morsom kemi hinanden imellem, men formår også at inddrage de mindre roller og de uvidende forbipasserende med komisk timing og opfindsomhed, der ville gøre selv Sacha Baron Cohen stolt. Matts diskussion med en bekymret medarbejder i en værktøjsforretning, om hvorvidt han burde gå videre med sin plan om at klippe sig fri af et sikkerhedskabel og springe ud fra byens højeste tårn (uden tilladelse) med faldskærm, er en perfekt indkapsling af den kaotiske komik.
Duoens langvarige venskab bag kameraet skinner også igennem foran kameraet, i de scener som de to deler alene. Både med forbavsende nerve i enkelte rigtig fine øjeblikke med fokus på venskabet, men især i deres delte humoristiske forståelse og timing, der giver plads til kreativitet og improvisation.
Den delte komiske timing er blandt andet glimrende demonstreret da de midt i en af Matts Egon Olsen-agtige planlægningsscener, ryger ud på et sidespor og i stedet improviserer en halvgrov parodi på ”safe non swearing rap from the 80’s”, som Matt kalder det. Med trommespil fra Jay og rim fra Matt, laver de på et øjeblik et morsomt musiknummer om alfabetet, der faktisk i virkeligheden vandt årets originale sang til 2026 Canadian Screen Awards. En komisk genistreg fra det gakkede makkerpar.
Om man kender til de forhenværende serier eller ej, er Nirvanna the Band the Show the Movie en aldeles anbefalelsesværdig morsom filmoplevelse. Den rendyrkede komedie er en kunstart, vi aldrig må tage for givet, og her har vi en super unik og vellykket en af slagsen.