THE NICE GUYS: Gosling og Crowe tager kegler

Af Jakob Freudendal

En simpel idé om to detektiver i 1970’ernes Los Angeles er måske ikke årets mest originale, men at caste Russell Crowe som den hårdkogte privatdetektiv, der med guldknojern og hawaiiskjorte gør livet surt for folk, og Ryan Gosling som den vattede og uduelige ditto, er intet mindre end genialt.

The Nice Guys fanger fra start, hvor vi med lyserøde bogstaver præsenteres for byen Los Angeles anno 1977 til tonerne af et groovy-basostinat. En dreng lister sig ind på sin fars værelse og henter forsigtigt et pornomagasin under sengen. I næste nu smadrer en bil igennem dagligstuen, og den unge dreng finder pornostjernen Misty Mountains liggende splitterravende nøgen på græsplænen i et delirisk stadie mellem liv og død.

Scenen er nøjagtig lige så absurd som den lyder, og det samme kan siges om filmen som helhed. De to privatdetektiver Jackson Healy (Russell Crowe) og Holland March (Ryan Gosling) krydser klinger, idet de gradvist afdækker et større mordkomplot omkring Misty Mountains, der blandt andet involverer en gruppe hippieaktivister, en pornoproducent, en topchef i justitsministeriet og en rig bilmogul.

Hvis dette komplicerede og dybt symptomatiske detektivplot ikke i sig selv lyder pikant nok, så hiver det umage makkerpar i den grad samtlige stik hjem. Gosling er perfekt castet i rollen som den uheldige, klodsede og dovne privatdetektiv, der efter sin kones død er overgået til alkoholisme. Det er dog først i mødet med Crowes hårdkogte naturtalent af en privatdetektiv, at komikken udspringer.

ANMELDELSE AF:
The Nice Guys

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Shane Black

LAND:
USA

Som en slags fordrejet version af good cop/bad-cop er March slet og ret en dårlig detektiv, der dog alligevel formår at opklare mysteriet gennem rene tilfælde (ofte i en tyk tåge af spiritus), mens Healy desperat forsøger at gøre ”det rigtige” og redde en uskyldig pige fra at blive involveret i mordet.

Selvom der ikke er langt fra The Nice Guys til så mange andre detektivfilm, inklusiv Shane Blacks tidligere film, Kiss Kiss Bang Bang (2005), er det i den grad forfriskende at se en kreativ nyfortolkning af en klassisk genre. Filmen balancerer elegant på kanten mellem spoof og pastiche, mens Gosling og Crowe hver især typificerer de klassiske detektivtyper. Særligt Goslings præstation som lige dele uduelig fupmager og alkoholiseret skørtejæger medfører utallige komiske situationer.

Spilletiden på 1 time og 56 minutter bliver dog filmens akilleshæl, hvor særligt de sidste 30 minutter bliver trukket i langdrag. Det føles til dels som om filmholdet er gået i selvsving over, hvor mange forskellige scener de kan spoofe på meget kort tid. Dette er dog intet at regne for filmens hele, der byder på et festfyrværkeri af sort humor og Noir-stereotyper.

Kommentarer