Af Gustav Stubbe Arndal
Få værker har haft så stor en effekt på deres medie, som Studio Gainax’ Neon Genesis Evangelion (1995-96) har haft på anime. Da denne stilede, filosofiske mecha-serie udkom, tog den anime-industrien og -kulturen med storm og vendte op og ned på, hvad der var muligt inden for tv-animation.
Serien har inspireret animatorer, givet inspiration til ambitiøse tv-animeprojekter og var formativ for den anime-fandom, der kom til at definere markedet. Den har også været svær at få fat på for vestlige fans, hvis man ikke kender de skumle afkroge af nettet, man skal lede i. Men nu distribuerer Netflix endelig serien til hele verden.
Neon Genesis Evangelion er ikke blot værd at se, fordi det er en serie med velrealiserede karakterer, imponerende animation og instruktion i verdensklasse, men også fordi det er et fascinerende, tankevækkende og dybt personligt værk om depression, angst og selvudslettelse med en overraskende produktionshistorie og et bemærkelsesværdigt eftermæle, der stadig kan mærkes i dag.
Angels, Evas og Teenagedrama
I en dystopisk fremtid er menneskeheden i konstant fare. Jorden bliver hærget af ”Angels”, overjordiske giganter beskyttet af energibarrierer, som end ikke atomvåben kan gennemtrænge. Det eneste, der kan dræbe dem, er ”Evangelions”, særlige biomekaniske robotter bygget af militærorganisationen Nerv. Og den eneste, der kan koble sig til den nye Evangelion Unit-01, er den 14-årige Shinji Ikari, som er Nervs følelseskolde direktørs søn.
Kæmperobotter (bedre kendt som mecha eller mechs) og rumvæsener lyder som noget fra børnetegnefilm, men Evangelion behandler sin præmis med alvor og tyngde. Nerv opererer med en grad af logistisk, militær realisme, der tilføjer intensitet og klarhed til kampene, mens de teenagere, der skal styre de frygtindgydende mechs, lider varige psykiske mén.
Shinji er ikke en typisk hovedperson. Han er en moderløs, ængstelig, seksuelt forvirret dreng, og han har enormt svært ved at acceptere det ansvar, hans fjerne far pålægger ham. Kort sagt opfører han sig som en 14-årig, og ikke som en anime-helt. Han kan være irriterende, som mange teenagere er, men denne psykologiske realisme fører til nogle af Evangelions mest knusende og effektive øjeblikke.
Shinji kæmper side om side med to andre mech-piloter: den gådefulde, stoiske Rei, der udviser dyb respekt for Shinjis far, og Asuka, en selvhævdende pige med kampgejst og konkurrenceånd i spandevis. Begge er nogle af de mest indflydelsesrige kvindekarakterer i anime, både med hensyn til udseende og personlighed.
Endnu mere ikonisk end Evangelions karakterer er dens visuelle udtryk – der er billeder i serien, der sætter sig på nethinden og aldrig helt forsvinder. Robotternes semi-teknologiske, semi-biologiske designs, de mystiske ”Angels” og de destruktive eksplosioner, deres kampe indebærer forbliver imponerende næsten 25 år senere, og Hideaki Annos instruktion får seriens 4:3 billedformat til at føles mere ekspansivt end visse biograffilm.
Rumvæsenerne er særligt enestående i deres fremmedhed. Hvad der starter som mærkværdige kæmper med maske på eller edderkopper med kilometerlange ben eskalerer til flyvende øjne, der angriber fra kredsløb i atmosfæren og 4-dimensionelle kugler, der fanger heltene i et psykisk limbo.
Nær seriens slutning bliver både monstrenes form og plottet mere og mere abstrakt, indtil man knap kan få logisk fodfæste, og en metaforisk dommedag står for døren. Denne udvikling er en af de mest interessante og kontroversielle dele af serien, og det var heller ikke sådan den oprindeligt skulle have endt.
Depression, deadlines og dommedag
Hvor første halvdel af Evangelion udvikler sig til en større fortælling om en organisation, der ønsker at iværksætte dommedag med de frygtindgydende ”Angels,” skifter serien gradvist fokus væk fra konspirationer og hemmeligheder, til fordel for karaktererne og deres indre liv.
Hideaki Anno, den visionære skaber af hele serien, led under en alvorlig depression frem til og under produktionen, og blev særligt fascineret af psykiske lidelser og psykologi. Evangelions produktion var plaget af tætte deadlines næsten fra start af, og Annos depression gjorde problemet værre. Det var ikke et spørgsmål om budget, men om tid for animationsholdet. Oven i alt det skete der en terroraktion i Tokyo, udført af en dommedagskult, og Anno og hans hold besluttede, at seriens slutning var for tæt på virkeligheden, og at de måtte omskrive den.
Alt dette resulterede i to afsluttende episoder, der består af abstrakt animation, flashbacks, montager og endda videoklip. Shinji rejser i disse afsnit ind i sin psyke efter verdens undergang for at finde sig selv og redde sig ud af sin depression.
Selvom Shinjis rejse blev smukt fuldendt, efterlod Tv-seriens slutning ubesvarede spørgsmål, uforløst potentiale og mange sure fans. Det blev snart løst med End of Evangelion (1997), en biograffilm, der præsenterer en alternativ (og for mange, definitiv) slutning på serien.
End of Evangelion har noget af det mest imponerende actionanimation, der findes i anime, og undlader bestemt ikke de abstrakte sekvenser og den udtryksfulde, kreative instruktion, serien er kendt for. Men den er samtidig en mere barsk og dyster slutning på serien, hvor verdens undergang vises med et Lovecraft-agtige billedsprog, og hvor Shinjis smerte fortærer ham, indtil intet er tilbage. Dommedag forvandles fra en terapeutisk skærsild til en allegorisk udslettelse af selvet.
Et storslået eftermæle
Før Evangelion bestod næsten al tv-anime af adaptations af populært manga- eller bogmateriale. Originale anime fandtes som OVA (direkte-til-video anime) til et niche-publikum. Men Annos hitserie ændrede landskabet totalt. Evangelion beviste, at visionært, originalt tv-anime ikke blot kunne betale sig, men kunne blive kæmpesensationer.
Selvom End of Evangelion afsluttede sagaen, er serien stadig populær den dag i dag. Merchandise, DVD- og Blu-ray-salg giver stadig store indtægter, og I 2007 udkom den første film i Rebuild of Evangelion filmserien, som genfortæller den oprindelige historie i en forkortet udgave og derefter skildrer en alternativ fortsættelse. Den fjerde Rebuild film, Evangelion: 3.0+1.0, står til at udkomme i 2020.
Seriens langvarige succes skyldes ikke mindst, at den fortsat belønner både nye og gamle fans. Der synes altid at være nye temaer at undersøge, nye detaljer at bemærke i instruktionen og nye hemmeligheder at finde i historien. De synsindtryk, karakterer og koncepter, som Evangelion introducerede, er stadig forbløffende og tankevækkende.
Det er ikke en serie for alle. Godt nok leger den med sine klichéer, men hvis ikke kæmperobotter og teenage-melodrama interesserer, kan især midten af serien, som nærmere ligner en episodisk monster-serie, være svær at komme igennem. Men denne forskellighed er også en af de enestående ting ved Evangelion.
Det er en serie om teenagere med PTSD, hvor et gigantisk gevær bruger hele Japans strømforbrug på at gennembore en aliens rustning. En serie om grænsen mellem kropslig og psykisk lidelse, hvor en af karaktererne har en uforklarlig kæle-pingvin. En serie om selvudslettelse og psykologisk identitet, hvor to kæmperobotter laver synkrondans for at besejre et tvedelt monster.
Neon Genesis Evangelion er på en gang en dekonstruktion af mecha-genren og et forbandet godt mecha-show. Lige dele fuldstændig unik og enormt indflydelsesrig. Lige dele dybt personlig og universelt underholdende. En unægtelig klassiker og et sandt mesterværk i den japanske animationskanon. Tjek den ud!
Kommentarer