THE NEON DEMON: Blændende æstetik, beskedent plot

Af Andreas Thorsager Klevin

Den danske instruktør Nicolas Winding Refn har efterhånden cementeret sit navn fast med titler som den kommercielle succes Drive samt den mere eksperimenterende, svulstige (og ikke mindst vandskillende) Only God Forgives.


The Neon Demon
lægger sig, en anelse klodset, et sted herimellem.
Plottet er, overordnet, ganske simpelt: Den unge pige, Jesse (Elle Fanning), vil gerne være model, så hun rejser til L.A. Hun er, i branchens øjne, smukkere (og – med sine blot 16 år – markant yngre) end flere af de etablerede modeller, og får da hastigt en forlomme ind i de gode modeshows. Dem, de andre, mere garvede modeller begynder at føle sig snydt for.

Den meget venlige makeupartist Ruby (Jena Malone) giver Jesse en god indgang til den ellers stride profession, men modebranchen viser med tiden også sine mere grumme og ligefrem makabre skygger. Naturligvis. Hertil intet nyt under solen – på nær det faktum, at The Neon Demon rent faktisk tager nogle ganske makabre, næsten overdrevne drejninger, der blandt andet involverer blod.

Det interessante ved filmen er, at den langt hen ad vejen underfortæller. Der er eksplicit stødelige indstillinger, men de er oftest udeladt. I nogle intense scener høres kun lyden fra et andet rum – i andre får vi kun hints om, hvad der er sket. Det fungerer ganske godt, og det er i disse indstillinger, hvor tilskueren overlades til fantasien, at spændingen i filmen opstår.

ANMELDELSE AF:
The Neon Demon

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Nicolas Winding Refn

LAND:
Frankrig, USA & Danmark

Imidlertid er den øset til af dialog, hvilket må siges at være et decideret særpræg i Refns seneste film. Store dele af plottet er gennemskueligt fra starten, og mange dialogscener med især rivalmodellerne formår kun at sparke en åben dør ind.

Den vælger dog også at dvæle ved det sublime billede og de symmetriske kompositioner, der nærmest er trademarket for Refns seneste Only God Forgives. Fotografen på The Neon Demon, Natasha Braier, har formået at indkapsle den helt specielle, ekstremt low-key og drømmeagtige æstetik, der må stå Refn meget nært – og det udføres som helhed ekstremt godt. Der er lagt kræfter i finesse, farver og detaljer, og især en fabulerende festscene med bragende rødt lys formår helt at opløse fornemmelsen af tid og rum.

Denne kompositionelle og billedlige mesterlighed formås dog også at malkes en anelse for meget. Flere scener tangerer mod de lidt for artistiske indklip, hvor vi ser Jesses ansigt i et slags trianguleret spejlbillede, der kysser sig selv. Det fungerer i film som Only God Forgives, hvor denne stil er lagt for dagen – men The Neon Demon, hvor narrativet er klassisk og logisk fortællende, virker det malplaceret. Desværre emmer filmen en anelse af, at man har taget en klassisk fortælling, krydret den med lidt makaberhed og lavet små artistiske sidenoter for at markere sit auteuristiske territorium af.

Ret skal dog være ret. The Neon Demon er en ganske fin film, der et sted mellem en klassisk thriller og klassisk horrorfilm formår at give god, klassisk underholdning. Langt hen ad vejen skaber den både suspense, gys, decideret mystik og lidt artsy sekvenser at tygge på. Ikke mindst er filmen ekstremt flot filmet, og der lægges ikke skjul på, hvor vigtig æstetikken er, og hvor nøje billederne er komponeret.

Kommentarer