NEEDLE BOY: En nål i en høstak

Af Andreas Strini Lethan

Tilbagestrøget lyst hår. Christopher Walken-ansigt med isnende øjne. Iført en lang, sort frakke med en pistol knuget fast i hånden, der gemmer sig i lommen. Nicks udseende nærmest skriger ”KLAM FYR!” og ”OND AGENDA!”. Men da han træder ind i klassen, er der ingen tilstede. Hele klassen er omkommet på en ekskursion, som Nick havde glemt alt om, og hvad gør han nu, hvor hans egne, ondsindede planer er gået i vasken?

Alexander Bak Sagmos Needle Boy er en chokerende rejse ind i sindet på en person, der ser sig selv som et individ fyldt med ondskab. Nicks ærgrelse over sit mislykkede mordforsøg bliver af alle i hans omgangskreds tolket som sorg, og dette resulterer i en rejse på 24 timer ud i Århus. Den ene chokerende scene efterfølger den anden, når Nick søger grænserne i en slags poetisk og modbydelig selvterapi. Det er uhyggeligt, det er bizart, det er sjovt. Man krummer tæer i takt med Nicks deroute. Når Nick spydigt opfordrer sin mor til at interessere sig for folk, der rent faktisk er i live, så giver det et sug i maven af ubehag, og man får lyst til at vende hovedet væk.

Nicklas Søderberg Lundstrøm er ganske enkelt fantastisk som Nick. Præstationen ledte mine tanker hen på Javier Bardems rolle som Anton i No Country for Old Men (2007). Hans rolige ydre og slange-Christopher-Walken-agtige udseende bidrager kun yderligere til det ubehag, som Needle Boy besidder. Alt sammen udført med kryds og slange af Nicklas Søderberg Lundstrøm.

ANMELDELSE AF:
Needle Boy

ORDET SYNES:

5-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Alexander Bak Sagmo

LAND:
Danmark

Billedsiden af Needle Boy er ligeså chokerende som Nicks rejse. Der bliver på ingen måde lagt fingre imellem. Hvis Nick og hans kæreste har sex, så har de det fandme også, så hele filmverdenen kan se det! Nogle vil måske mene, at det er unødvendigt og udelukkende er med for at chokere, men det, synes jeg ikke, er tilfældet. Tværtimod opstår der et interessant paradoks i Needle Boy. Nicks fremmedgjorthed til hans omverden, hvor ingen rigtig synes at forstå ham, bliver udfordret af den udpenslende kødelige omgang, han har i løbet af sit dødsdøgn. Sex er dér, hvor mennesker er mest intime og blottede. Men hvorfor forstår eksempelvis kæresten så stadig ikke Nick?

Nicks ene handling efter den anden i sin ihærdige søgen efter selvransagelse udtrykker den meningsløshed, som alle mennesker kan møde, når livet ændrer sig drastisk. Needle Boy er en meningsløs film, men den er ikke uden formål. Midt i Nicks nu meningsløse liv rejses der dybe filosofiske spørgsmål. Hvordan taler vi mennesker egentlig om vores følelser? Også selvom de er direkte morderiske? Hvordan reagerer vi på modgang? Needle Boy er ikke en pompøs Netflix-biograf-basker, men derimod som en nål i en høstak. En lille perle af en film midt i menneskets endeløse søgen efter meningen med tilværelsen.

Kommentarer