Af Marius Sørensen

Hollywood – og nærmere bestemt Oscar-akademiet – er ikke nødvendigvis kendt for sin villighed til at gå i brechen for kontroversielle politiske sager. Derfor var det lidt af en overraskelse, da den palæstinensisk-israelske dokumentar No Other Land (2024), der, uden at lægge fingre imellem, anklager Israel for at begå menneskerettighedsforbrydelser mod palæstinensere på Vestbredden, blev tildelt prisen for bedste dokumentar for et par år tilbage. Det vidner om filmens unægtelige styrke. Nu er den israelske halvdel af kvartetten af filmens instruktører tilbage med en ny – og lige så hårdtslående og afslørende – dokumentar, denne gang med fokus på den israelske side af konflikten.

Instruktørerne Yuval Abraham og Rachel Szor har i NAZA optaget en række interviews med medlemmer af den israelske hærs efterretningstjeneste. Subjekterne fortæller frit om, hvordan de har medvirket til at sønderbombe Gaza under påskuddet om at ville ramme Hamas-operatører. Der gives indblik i Israels strategi og fremgangsmåde, og der fortælles om, hvordan Israels politik retfærdiggør drabet på 500 civile for at uskadeliggøre én enkelt Hamas-agent. Det bliver gjort tydeligt, at definitionen på en ’Hamas-operatør’ er så flydende, at blot at hentyde til en forbindelse til Hamas i en SMS er nok til at få en person (og hans familie og med stor sandsynlighed hans nabolag) dødsdømt.

Hver chokerende indrømmelse afløses og overgås af den næste i løbet af NAZAs 80 minutter lange spilletid. Man sidder måbende af vantro, mens man overværer israelerne kortlægge og roligt forklare mekanismerne bag deres folkedrab. 

Filmen er optaget om natten på Tel Avivs tage i anonymitetens navn. Udover at give filmen en intrigefyldt spionfilm-kvalitet, skaber det også en tankevækkende kontrast. Igennem ruderne ser vi almindelige israelere leve deres hverdag. Filmen viser kun nutidige billeder fra Gaza på ét tidspunkt, men det gør ikke desto mindre forskellen mellem palæstinensernes og israelernes vilkår mere slående. 

NAZA er filmet med den samme frygtløshed og rolige, efterforskende kvalitet som en dokumentar af Laura Poitras, der da også har været konsulent på filmen. Der er et tydeligt forsøg på at tilstræbe sig en vis journalistisk objektivitet (Abraham, der ses på lærredet, mens han interviewer, lader kun få gange sin skjulte forbløffelse titte frem). Det gør filmen utroligt svær at afvise som et dokument om krigsforbrydelser.

Mange af interviewsubjekterne er forhenværende droneoperatører, og det bliver tydeligt, hvordan moderne krigsførelse har ført til en skræmmende fremmedgørelse, der gør det ’nemt’ at dræbe hundredvis af mennesker bag en computerskærm uden samvittighed. Det er isnende at overvære og -høre. NAZA er et forfærdeligt vidnesbyrd om ondskabens banalitet og rationalitetens jernbur.

Det er ikke en nem film at se. Men det er en brændende nødvendig film at se. For at opleve den kølige brutalitet og kalkulerede ondskab, der ligger bag et folkemord, den vestlige verden endnu har svært ved at indrømme finder sted. Og for at indse, at flosklen ’aldrig mere’ er meningsløs, hvis ikke vi er årvågne og kritiske. NAZA er en film alle må og skal se.