[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Nomi Forchhammer [/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Handicappede er så stor en byrde i vores samfund, at man burde overveje at aflive dem. Denne kontroversielle tese bliver sat på spidsen i Christian Sønderby Jepsens nye film, Naturens Uorden. Filmens omdrejningspunkt er journalist Jacob Nossel, der søger svar på, hvorvidt han overhovedet har ret til at leve i vores samfund. Kort sagt fungerer han som legemliggørelsen af normalitetens dilemma: han er for handicappet til at leve et normalt liv, men for normal til at acceptere sig selv som handicappet.
I sin søgen efter mening opsætter Nossel et selvbiografisk teaterstykke på Gamle Scene, der skal udforske ham selv og publikums holdning til hans handicap. Teaterstykket er et eksperiment i, hvordan mennesker forstår mennesker og handler i høj grad om at rykke grænser. Hvorvidt filmen formår det samme, er lidt en anden sag.
Nossel er dog fantastisk som filmens midtpunkt. Hans selvironiske blik på hans eget handicap er befriende. Han er enormt sympatisk, og man kan som publikum kun blive grebet af hans ligefremme ærlighed, når han undersøger, hvordan det er at være et handicappet menneske.
Det klæder filmens undersøgende præmis, at Nossel er så elskværdig, men desværre drukner den filosofiske tour de force i en helt ny række spørgsmål. Hvad er meningen med filmen overhovedet? Er det en skildring af Nossels kamp for at kunne opstille sit teaterstykke, eller handler filmen om noget meget større?[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Naturens Uorden[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2015[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Christian Sønderby Jepsen[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Danmark[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Filmens grundlæggende filosofiske vilje overdøves af alle de retninger, Sønderby Jepsen går i. Dette er spændende set ud fra et videnskabeligt perspektiv, men med filmkritiske briller stikker Nossels jagt ud i så mange retninger, at man forvirres mere end man forundres.
Misforstå mig ikke, Naturens Uorden er stadig en enormt rørende dokumentar, der sætter gang i en vigtigt og nødvendig debat. Men filmens tilblivelse og Nossels proces er langt mere spændende i teorien, end i måden Sønderby Jepsen har valgt at fortælle den på.
Jeg havde sidste år æren at se teaterstykket Nossel opsatte, hvilket unægteligt har farvet mit syn på filmen. Ingen tvivl om at teater og film ikke er sammenlignelige, men den dramaturgiske opbygning og den forløsning teaterstykket havde kunne havde klædt filmen og givet den et mere sammenfattet udtryk.
Desuden har jeg også oplevet et foredrag, hvor filmens videnskabelige konsulent Kristian Moltke Martiny har uddybet, hvordan Naturens Uorden fungerer som et led i forskningen af os mennesker og vores forhold til hinanden. Et helt nyt og utroligt spændende perspektiv, som filmen også berører kortvarigt, men ikke fremhæver nok til, at det giver mening for publikum.
Jeg er imponeret over idéen bag Naturens Uorden, af teaterstykket og af den forskning filmen har formået at sætte i gang. Men hvorvidt filmen lykkedes i at binde alle de tre ting sammen er jeg endnu i tvivl om. Naturens Uorden formår om ikke andet at få publikum til at filosofere over Jacob Nossels problemstillinger, hvilket både er rørende og underholdende. For det alene fortjener filmen en stor ros, hvorfor man som publikum også kan tåle at blive en anelse filosofisk fortvivlet undervejs.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer