[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Tilde Søgaard Carlsen[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Hvad er meningen? Og er der en mening med alting?
I åbningsscenen til Natdyr kommer den generelle opfattelse af, hvad der er sensuelt og skønt på prøve, når en række (undskyld udtrykket) smældfede kvinder og deres nøgne korpuser i slowmotion danser og får deres bølgende og hoppende fedtansamlinger til at danse med. Det viser sig, at disse kvinder er en del af Susan Morrows (Amy Adams) fernisering, og dernæst bliver spørgsmålet: Hvad er kunst?
Natdyr er en film, der stiller mange spørgsmål. Knap så mange besvares, og filmen er fuld af løse ender — særligt for filmens hovedperson. Susan er en højtstående karrierekvinde inden for kunstverdenen, som bor i en luksuriøs villa med sin lige så sofistikerede mand (Armie Hammer) og et hav af tjenestefolk. Men lykken er lunefuld, og da Susan modtager et manuskript til en roman af sin eksmand, Edward (Jake Gyllenhaal), tilegnet hende, sniger spørgsmålet sig frem: Hvad nu hvis…?
Døjende med søvnproblemer og forladt af sin mand over weekenden, opsluges Susan af romanen, der i filmen præsenteres som en parallelhistorie og en grufuld fortælling om et liv, hun kunne have haft, hvis ikke hun var gået fra Edward for 19 år siden. Men trods romanens fortælling om en familie, der udsættes for grusomme modbydeligheder af kriminel karakter (ikke flere spoilers), præsenterer den en familie, hvor kærligheden til hinanden vægtes højest; hvilket er mere, end hvad man kan sige om Susans faktiske liv.
[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Natdyr(Org.: Nocturnal Animals)[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Tom Ford[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Grundet de to parallelhistorier præsenterer filmen både et melankolsk drama og en nervepirrende thriller. Jeg blev både rystet og berørt af ulykkelige skæbner og selvsagt glimrende skuespilspræstationer fra Amy Adams og Jake Gyllenhaal — inklusiv Michael Shannon som typisk, selvbevidst Texassherif. Både Adams og Gyllenhaal leverer nogle overbevisende og rørende præstationer i forskellige roller som Susan og Edwards gamle-, fiktive- og fortløbende jeg. Men særligt filmens neo-noir’ske nihilisme vakte smerte og tvivl.
Natdyr slår tvivl om lykken og stiller skarpt på fremtidens utopi. Den nedbryder forestillingen om den direkte forbindelse mellem succes og lykke og giver materialismen fingeren og det sjælelige en hånd. For i en moderne og kapitalistisk verden er individet sin egen lykkes smed, og vi skriver i høj grad selv vores egen livsfortælling. Men om det endelige facit i Natdyrs fortælling var meningsløshed eller meningsløst, blev umiddelbart blot endnu et spørgsmål, jeg havde svært ved at besvare.
Alle filmens løse ender forårsagede mig en god omgang tænke- og bearbejdelsestid. Jeg havde svært ved at se, hvorfor instruktør og manuskriptforfatter Tom Ford skulle lave dette voldsomme genremiks af sjælelig melankoli og hårdkogt, voldeligt thrill. For kontrasten er enorm, narrativt som stilistisk, men i historiernes sammenkædning giver de implicit en gensidig forståelse af og for hinanden. For Susans godnatlæsning svarer ikke blot på, hvilket liv, hun kunne have haft, men også hvilket liv hun har forårsaget Edward.
Natdyr præsenterer mange pointer. Den præsenterer det metafiktive plan og siger noget om Susans intetsigende liv — måske den sågar også peger tilbage på sin endnu nyetablerede instruktør, Tom Ford. Men vigtigst af alt, binder metaplanet fortællingerne sammen. Meningen er umådeligt svær at finde — hvis den overhovedet er der? Som enestående fortællinger tvivler jeg på, de to handlinger ville fungere; men sammen udgør de nu alligevel en ganske glimrende film!
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer