Lysten til at stikke af fra den trivielle dagligdag er noget, de fleste kan nikke genkendende til. At smide alt, hvad man har i hænderne, og tage et sted hen, hvor ingen kender én, og man er fri til at være en fuldkommen anden. At slippe væk fra den rille af kedsomhed, ens livet er kørt fast i.
Man kunne også have været født og opvokset et andet sted, nej, et bedre sted. Mere stimulerende, mere vitaliserende, andre forældre, andre venner – ja, så ville livet garanteret have set anderledes ud…
Nancy (Andrea Riseborough) har tænkt disse tanker mere end én gang. Hun bor sammen med sin mor (Ann Dowd) i en ganske almindelig by, og bruger tiden på at lade som om hun er en anden person online.
Ved et tilfælde ser hun et indslag på TV om en kidnapning af en lille pige for 30 år siden. Der er blevet lavet en computeranimation af, hvordan pigen mon ville se ud i dag. Billedet ligner Nancy… endog rigtig meget. Så meget, at hun tager kontakt til pigens forældre (Steve Buscemi og J. Smith-Cameron), og de aftaler at mødes for at finde ud af, om Nancy mon er deres datter.
Atmosfæren er tyk af indie-film, på både den gode og den dårlige måde. På den positive side gives dygtige skuespillere rig mulighed for vise deres evner; i dette tilfælde vekslende fra de helt store armbevægelser til bagerst i salen, og de fine små gestikulationer og blikke, som kameraet nærmest voyeuristisk fanger. Middagsscenerne er for eksempel et glimrende studie i minimalistisk men ekspressivt skuespil.
På den anden side er der også den langsomhed og manglende intensitet, film i denne genre til tider ender med at forfalde til.
Bevares, Riseborough, Buscemi og især Smith-Cameron spiller en vis legemsdel ud af bukserne i flere scener, hvilket er den primære grund til, at Nancy er interessant. Men uanset hvor dygtige de er, så kan det ikke skjule, at der virkelig ikke sker særlig meget i den her film. Hvilket er ærgerligt, da der er potentiale til mere.
F.eks. bliver Nancys eskapistiske online-liv ikke ordenlig belyst, selvom filmen flirter lidt med det. Spændingsforholdet mellem hende og hendes måske/måske-ikke-forældre kommer heller ikke op i gear, men bliver ved det pæne og sikre, dramaforladte middelklasseliv. Der er masser af samtaler i super chikt indrettede rum, men de rigtigt tunge emner forbliver irriterende, stiltiende under overfladen.
Nancy er et fint lille, intimt kammerspil, der desværre aldrig kommer rigtig i gang. Gode skuespilpræstationer fra de tre hovedrolleindehavere opvejer det lidt snøvlende tempo i manuskriptet, men desværre ender filmen blot med at være endnu en indie-film med for høje, uforløste ambitioner.
Kommentarer