Af Gustav Stubbe Arndal
Laika Studios er et animationshold, der burde være meget mere kendte, end de er. Siden Coraline i 2009 har de holdt stop-motion-kunsten i live med lige dele klassiske fortællinger og mesterligt håndværk, og de har endnu ikke leveret en dårlig film. Og selvom Mysteriet om Hr. Link nok ikke bliver deres store gennembrud, er kvaliteten ikke faldet alt for langt.
Deres femte film er en klassisk, Jules Verne-esque globetrotter, der omhandler den victorianske eventyrer, Sir Lionel Frost (Jens Jakob Tychsen), som modsat sine ældre kollegaer tror på mystiske monstre. Og siden dette er en animationsfilm, har han selvfølgelig ret, men ingen tror ham. Da han modtager et brev, der fortæller om en Sasquatch i Amerika, tager han af sted for at samle beviser og vinde et stort væddemål mod den skumle Lord Piggot-Dunceby (Ulf Pilgaard).
Brevet viser sig at være skrevet af en ægte – og meget ensom – Bigfoot (Pilou Asbæk), der har læst om Sir Lionels bedrifter og skal bruge hans hjælp til at finde sine Yeti-fætre i Himalayabjergene. Lionel accepterer missionen, og på vejen slår de sig sammen med den viljestærke eventyr-kollega Adeline (Danica Curcic), og bliver efterfulgt af en drabsmand (Bubber), der er hyret for at sabotere deres rejse.
Rejsen går som man forventer det – til lands, til vands og på elefantryg – og det samme gør filmen. Sir Lionel, der i starten af filmen er mere bekymret for sit kamera end sin assistent, efter Loch Ness uhyret næsten åd begge, lærer at være mere forstående og empatisk. Sasquatchen – som hedder Hr. Susan Link, af grunde jeg ikke vil afsløre her – lærer lidt om, hvad familie virkelig betyder.
Deres udvikling er så velkendt, at man nærmest kan gætte ordene, før de kommer ud af deres munde. Adeline får også sin egen lille historie om selvstændighed, men hun er der mest for at fortælle publikum om sine medspilleres motivation og konflikt.
Mere interessant er filmens refleksioner over den kolonialistiske tankegang, der ligger bag værker som Indiana Jones. Skurkens fordomsfuldhed er så slem som hans egoisme, og da en fremmedfjendsk, skjult stamme minder vores helte om, hvordan hvide europæiske mænd har for vane at plyndre udenlandsk kulturarv og kalde det ”opdagelse,” må de indrømme, at der er noget om snakken.
Stadig mere interessant er, hvordan Laika har vakt eventyrrejsen til live. Filmen hamler ikke op med deres tidligere visuelle vidunder Kubo – den modige samurai (2016), men mimikken er mere udtryksfuld end nogensinde takket være innovationer i 3D-printning, og en kampscene på et skib, der sejler op ad lodrette bølger, oser af visuel og teknisk kreativitet.
Hvor store dele af filmen mangler denne energi, er der stadig rigeligt charme i form af Susan. Han er så stor og klodset, som han er godtroende og venlig, og hans kemi med den kommanderende og snedige Lionel bringer et smil på læben, når filmen altså ikke anvender ham til kedelig toilethumor.
Med sin korte spilletid og milde ambitioner føles Mysteriet om Hr. Link mere som begyndelsen på en tegneserie end en fuldendt animationsfilm. Den har lige dele eventyrlighed og kliché, men der er klart steder, hvor den udmærker sig, og klichéer findes også af en grund. Ligesom Hr. Link er den klodset, men umådeligt charmerende – en godhjertet godbid af en film.
Kommentarer