Af Helena Moustgaard
Et fragtskib er måske det perfekte sted at lave en Jason Statham-film.
Der er ingen steder at flygte hen. Ingen steder at gemme sig. Kun smalle gange, mørke maskinrum og labyrintiske rækker af containere, hvor Statham kan blive presset ind i den ene klaustrofobiske slåskamp efter den anden. Det er bare et spørgsmål om, hvem der kan slå hårdest, hurtigst og mest brutalt.
Mutiny er ikke ligefrem en film, der forsøger at genopfinde actiongenren. Den tager en mand, der bliver uskyldigt anklaget for mordet på sin milliardærboss, putter ham på et enormt fragtskib fyldt med skumle mænd, våben og gidsler og giver ham cirka 95 minutter til at kæmpe sig ud af situationen. Hvis du har set en actionfilm før, har du sådan set også set Mutiny.
Men det viser sig, at et stort skib ude på åbent hav er et fremragende sted at putte en flok mennesker, der gerne vil slå hinanden ihjel. Stuntarbejdet er imponerende tight, og de praktiske stunts giver actionsekvenserne en rå, fysisk energi, som mere polerede CGI-spektakler ofte mangler.
Især de tætte kampscener fungerer, når Mutiny visuelt udnytter sit snævre miljø. De smalle gange og høje containervægge bliver en stållabyrint, hvor hvert hjørne kan gemme på den næste modstander. Kameraet kommer helt tæt på både i skudepisoder og i intense slåskampe. Et af højdepunkterne involverer en stor, rusten klo. Det er omtrent så subtilt, som det lyder – men det virker.
Tempoet er nådesløst, og filmen når aldrig at blive langtrukken. Resultatet er en film, der er langt mere interessant i sin koreografi end i sit manuskript. Problemet opstår, når filmen forsøger at overbevise mig om, at der er mere på spil end det.
Mutiny vil gerne være en thriller om loyalitet, hævn og korruption. Der er følelsesmæssige relationer, der skal etableres, og tragiske baghistorier, der skal få mig til at bekymre mig om karaktererne. Men historien er simpelthen ikke interessant nok til at bære den alvor. Den er så kompromisløst konventionel, at dens forudsigelighed næsten bliver underholdende i sig selv.
På et tidspunkt zoomer kameraet helt ind på et lille billede af et barn, mens moren står med tårer i øjnene, og et svulmende orkester fortæller mig, at jeg skal føle noget. Jeg gør mit bedste. Men jeg ved godt, hvor det her ender, så kom nu videre til, at nogen smadrer gennem vinduet.
Det samme problem gælder filmens sidekarakterer. Mutiny er bygget op omkring Stathams pålidelige actionpersona. Han behøver ikke meget hjælp fra manuskriptet. Han skal bare se sammenbidt ud og bevæge sig fra den ene slåskamp til den næste. Men karaktererne omkring ham er først og fremmest funktioner i historien. De skal give ham nogen at beskytte, nogen at hævne eller nogen at slå på.
Roland Møller spiller den store skurk. Han ser sej ud og laver godt stuntarbejde, men også hans karakter er i sidste ende mere funktion end menneske. Filmens forsøg på følelsesmæssig tyngde føles mest som pitstops mellem slagsmålene.
Det er egentlig problemet med Mutiny: Den har ikke meget på hjerte, men det vil den gerne lade som om den har.
Når filmen bare lader Statham kæmpe sig gennem skibet, fungerer den glimrende. Lyddesignet hamrer løs, og slagsmålene er brutale. Når Mutiny stopper op, mister den lidt af sin fremdrift. Men heldigvis er der ikke langt mellem slagsmålene. Det er en film, der vil levere intens, brutal close-quarters-action – og på det punkt ved den præcis, hvad den laver. Og nogle gange er det faktisk godt nok.