[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Thomas Hasse Therkildsen[/vc_column_text][vc_column_text]Efter en uge præget af næsten alle musikgenrer til Musikfilmfestivalen på Cinemateket, er det på tide at kigge tilbage på, hvad var godt samt det, der måske ikke var så godt. Det er dog svært at sige hvad, der ikke var så godt, da alle filmene leverede gode historier til farverig musik. Lige meget hvilken holdning man har til de forskellige genre, kan man umuligt fornægte, at de forskellige musikere lever et fantastisk (hårdt) liv.
Det er ligegyldigt, om man spiller afslappende jazz eller hård rock, der fandtes ikke en kedelig historie bag kunstnerne. Samtidigt var der dem, der næsten overskyggede andre med deres skønhed, og det var ikke svært at blive stærkt bevæget, når god musik akkompagnerede smukke billeder.
Talking heads spiller op til dans
Festivalen bød udelukkende på dokumentarer, og dertil følger en masse talking heads, der på hver deres måde fortæller historien i filmen. Det var derfor næsten ironisk, da bandet Talking Heads indtog scenen til koncertfilmen Stop Making Sense. Man nåede dog ikke at grine meget, før filmen overvældede én.
Koncerten gav et indtryk af, at alt var planlagt ned til mindste detalje, og aldrig har det virket så godt. Stop Making Sense var en optræden i fuld balance, og man kan måske argumentere for, at det hele bliver for perfekt. Men det er ikke uden grund at filmen normalt omtales som “the Citizen Kane of concert movies”.
Det var dog ikke koncertfilmene, der prægede festivalen, og selvom koncertoptagelse kun udeblev i de færreste film, forblev det snakken, der stimulerede musikken og ikke omvendt. Det fungerede dog godt i filmen Tubular Bells: The Mike Oldfield Story (2013) – musikken sneg sig ind og ud af filmen som et tema til Mike Oldfields bemærkelsesværdige liv, og det var nok til at sætte stemningen perfekt.
Meget mystisk bliver det, når den specielle mand beskrives sammen med den musik, han har født. Det er ikke underligt, at denne musik, Tubular Bells, senere skulle bruges i filmen The Exorcist (1973), som gjorde Oldfield til en succes i USA.
Modsat var sammensætningen af musik og billeder i Ole Christian Madsens forstudie til Steppeulven (2014), Kun for forrykte (1988), simpelthen ikke godt lavet. Filmen forbliver en lidt kedelig tv-dokumentar, som man kender den fra folkeskolen. Hvis ikke det var for Stig Møllers interessante personlighed og Søren Seirups tilfældige komik, havde filmen ikke meget at byde på.
Selvom historien er interessant, og Steppeulvene ufornægteligt kunne beskrives som danefæ, er det ikke nok til at bære dokumentarens haltende udførsel. Dette efterlod heldigvis ikke dagen i forfald, da den med mange film, et plademarked og et enormt særarrangement om Steppeulvene næsten overvældede deltageren med muligheder. Hvis man ikke vidste meget om bandet, før dagen startede, gjorde man det i hvert fald, da den var omme.
Lækre liveoptrædener
Særarrangementet om Steppeulvene gav også mulighed for at høre Skaløes sange opført i et nyt perspektiv, og denne var ikke den eneste chance for at høre live musik. Portrættet Let’s Get Lost (1988) af jazz legenden Chet Baker fulgte en jazz optræden, som satte stemningen, før filmen gik i gang. Måske har det påvirket ens følelser en smule, eller også var filmen bare utroligt imponerende i sig selv.
Det sort/hvide format udnyttes til det ypperste, og fantastiske billedkompositioner efterlader tilskueren målløs. Hvis det ikke var nok, præsenterer filmen en utrolig mand på både godt og ondt. Man får selv lov til at vurdere, hvem der fortæller sandheden, når flere sider af de mange anekdoter, Baker selv fortæller, bliver fremført af hans mange bekendte. Både legendens optur og fald vises i en disciplineret og blød overgang.
Det eneste kritikpunkt kunne være dokumentarens længde. Man overvældes af dens skønhed i starten, men man kan kun se så meget pæn kunst på en dag, før man bliver mæt eller udmattet. Det ændrer dog ikke på, at filmen er fantastisk, og den står sammen med Stop Making Sense som de to konger af festivalen. Den ene en koncert, den anden et portræt.
Det var dog ikke det eneste jazz, festivalen bød på. Allerede onsdag lod Sonny Rollins de afslappende toner lyde inden fra festivalens døre. Filmen Sonny Rollins – Beyond the Notes (2012) satte fokus på Rollins gennem hans 80-års fødselsdagskoncert, hvor han beviser, at han i den grad stadig har det. Man får et stærkt billede af en mand, der udelukkende lever for musikken, når han vælger at spille for sig selv på en af New Yorks mange broer. Sonny Rollins er på samme måde som Chet Baker en af jazzhistoriens store navne, og filmen er en god introduktion til den del af genren (hard bop), som Rollins repræsenterer.
Vi ses til næste år!
Det er allerede nævnt hvilke film der stjal showet (Let’s Get Lost og Stop Making Sense), og det kan ikke anbefales nok at få dem set, hvis enten man er film- eller musikelsker. Derudover har festivalen været en oplagt mulighed for at udvide sin musikhorisont, hvor filmene Revenge of the Mekons (2013) eller Jingle Bell Rocks! (2013) står som de bedste eksempler på dette.
Overraskende nok var begge festivalens søndags matinéer succeser, selvom de tilbød nogle mere klassiske emner. Men festivalen var i det hele taget en succes, med sine mange aftener med fyldte sale – man skulle være hurtig for at få de gode pladser, hvis overhovedet nogen. Der er derfor god grund til at glæde sig til næste år, hvor man igen kan få muligheden for at se film og høre musik på én og samme tid.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer