[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Thomas Hasse Therkildsen [/vc_column_text][vc_column_text]For tredje gang løber Musikfilmfestivalen i Cinemateket af stablen – og for første gang er det arrangeret af DFI selv. I den anledning har Ordet taget en snak med programansvarlig bag festivalen, Morten Tang.
Bag festivalen
Morten Tang har tidligere været med til at arrangere genrefestivalen Blodig Weekend, som Ordet dækkede sidste år. Den er nu ekstern drevet, ligesom Musikfilmfestivalen førhen har været, men ændrer det noget for festivalen?
“Nej. Rent indholdsmæssigt så ligner den meget det, den har været de andre år. Det handler jo i virkeligheden om sammensætningen af film. Vi har set os om efter film, som ikke har haft dansk premiere eller dansk distribution. Det er så den ene halvdel af dem; de nyere produktioner. Den anden halvdel er de klassikere, som vi har for vane at vise i huset – med rigtig stor publikumsinteresse.”
Hvilke fordele har I så som arrangør af festivalen?
“Det er klart, at vi har et særligt netværk her i huset – og adgang til nogle sjældne kopier, som man ikke som ekstern drivende har samme tilgængelighed til. Hip-Hop klassikeren Wild Style (1983) er fx en film, som vi har hentet fra vores eget arkiv. Den bliver vist på original 35 mm. og for en sjælden gangs skyld i med dansk tekst. Den havde nemlig premiere i midt 80’erne i de danske biografer. Det er faktisk rigtig herligt, når man gør sådan noget en gang imellem.
Der er jo masser af folk, der kommer – for måske at forgribe endnu et spørgsmål om, hvilke folk der besøger festivalen – for at se film i den tekstur, de var født i. Der er både folk, der kommer fordi de interesserer sig voldsomt meget for musik, men også de som interesserer sig for film. På den måde rammer vi flere forskellige grupperinger.”
Har festivalen udviklet sig meget, nu når det kun er tredje år, den afholdes?
“Ja, om den er drevet eksternt eller af os, så forsøger man i de første år at konsolidere sig for overhovedet at kunne fastholde de kunder, man har lagt sig på. Men i forhold til at ville noget, sondere terrænet og kuratere, så synes jeg ikke, at der er den store forskel. Det er et spørgsmål om at være vågen og holde øje med, hvad der findes derude.
Det kan man jo gøre ved at følge med i, hvad der bliver præsenteret på festivaler rundt omkring i verden. Jeg har i et par år besøgt den store festival i Barcelona, In-Edit, som vel sagtens er verdens største musikfilmfestival. Der er omkring 60 film på programmet, som næsten alle sammen er nye musikdokumentarer. Der kan man blive voldsomt inspireret.”
Dokumentarer dominerer
“Man kunne godt i programmet inkorporere de mange biopics, om store musikpersonligheder, men jeg bryder mig personligt bedre om den autentiske dokumentariske fremstilling – jeg kan godt lide den formidlingsform. Jeg vil slet ikke udelukke fiktionsfilm; de fleste af de gode film, der bliver lavet om musik, er bare dokumentarer.”
Hvordan har i arrangeret åbningen af festivalen, sker det med et brag, eller sigter I efter et klimaks sidst på ugen?
“Vores erfaringer har været, at det altid er fint at starte med en åbning, der giver publikum noget blod på tanden, som fortæller publikum: Nu er festen åbnet. Det kan man jo gøre på mange måder. Fx som vi har gjort de sidste par år; ved at vise en film gratis – så har man åbnet ballet, fyldt salen og skabt en stemning!
I år åbner vi med en BBC produktion om Kate Bush, The Kate Bush Story: Running Up That Hill (2014), som er en film fortalt, ikke af Kate Bush selv, men af en hel masse folk lige fra Brett Anderson fra Suede til Elton John. De står nærmest i kø for at få lov til at fortælle om Kate Bush.”
Diversitet dikterer
“Jeg vil gerne have et program, der er så bredt som muligt. Jeg synes, der skal være noget i alle genrelag, for alle folk, til alle tider. Vi vil gerne vise Monterey Pop (1968), dels fordi der er billeder af nogle store ikoner fra den festival, men også fordi, det er en type film, som fortæller i billeder på en hel særlig måde. Derefter viser vi film fra 70’erne, 80’erne, 90’erne og så en rigtig stor palet af helt nye film, som i øvrigt er i mange forskellige dokumentariske kategorier.
Der er lige fra film, som benytter sig af en blanding af nye optagelser og fundne hjemmevideooptagelser, som er helt slacker-agtige. Mit indtryk er, at det ikke betyder så meget for folk, hvor kornet eller skarpt materialet er. Det er underordnet, hvis bare det er sat sammen på den rigtige måde.
Det er så et andet spørgsmål; hvad er en spændende historie? Vores erfaring viser, at folk rigtig gerne vil se klassikere og nye film om store navne. Det er klart, når man har et navn på plakaten, som Jimi Hendrix (Monterey Pop), Janis Joplin (Get Yer Ya Ya’s Out, 2009) eller Chet Baker (Let’s Get Lost, 1988), så er der et selling-point i sig selv”.
Udover at vise film har I også andre arrangementer?
“Vi har nogle faste elementer i vores program som fx vores Psych-Out klub, der er afsat til visningen af kult film – ofte i horrorgenren. Torsdag d. 12 marts kl. 20 viser vi filmen The Death and Resurrection Show (2013). Før og efter visningen vil en DJ komme og spille, og baren vil være åben.
Så har vi i mange år også haft en tradition for at lave søndagsmatiné; visninger hvor vi primært har fokuseret på klassisk musik eller jazz. Det har vi også inkorporeret i år. En af mine kollegaer, Lone Sardemann, som selv spiller klassisk musik, kommer og giver et lille oplæg til filmen om Gustav Mahler (Conducting Mahler, 1996)”
Ifølge Morten er det vigtigste at udfordre sig selv. Man bør se nogle film, man ikke umiddelbart ville tage ind og se, da det er nogle gange dem, som er skruet bedst sammen. I denne kontekst kunne man måske også finde en ny kunstner at blive fan af. I hvert fald er der masser at kaste sig ud i under dette års musikfilmfestival, som Ordet vil reportere fra de næste 8 dage.
Hele programmet kan ses på www.musikfilmfestival.dk.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer